Vi talte først med David Pisinger, som er vice-institutleder på DIKU.
Hvad ser I som forklaringen på, at I får så få nye studerende?
- It er ikke så søgt mere, det har ikke nyhedens interesse. Det er en international tendens, som måske slår først igennem i hovedstaden. Kombineret med, at vi har strammet vores optagelseskrav, så vi kræver a-niveau i matematik, hvor vi sidste år kun krævede b-niveau.
Men hvordan kan det være, at I er det eneste datalogistudium med faldende optag?
DAIMI i Århus har optaget flere i år og har overhalet jer, selvom de hele tiden har haft krav om a-niveau i matematik.
- Jeg er ikke så pessimistisk; vi har tidligere haft for mange studerende. Før faldt ¼ fra inden efterårsferien. Vores skærpede adgangskrav gør, at vi måske får de rigtige kandidater ind, og at vi måske får det samme antal kandidater ud i sidste ende. Jeg tror at søgningen retter sig op igen. Der er nok en del, som er blevet overrasket af de skærpede krav. Jeg tror at de seriøse studerende, som ikke kunne komme ind, vil tage supplerende kurser og søge senere.
Forskellig studiekultur
Jesper Gødvad, der i forbindelse med sit datalogistudie på DAIMI netop har studeret et år på DIKU, fortæller:
- Jeg tror, en del af forklaringen ligger i forholdene og studiekulturen, for selvom man tidligere optog dobbelt så mange på DIKU som på DAIMI, kom der det samme antal kandidater ud i sidste ende. Man må indstille sig på at dumpe fag begge steder, men på DIKU virker det i nogle tilfælde indkalkuleret fra kursusstart, når der eksempelvis laves øvelseshold på knap 60 personer i lokaler med plads til 20. Forklaringen er, at DIKU mangler penge, men det er også et stort problem for de studerende, der løber tør for SU. Det er dog ikke kun DIKU, der bærer ansvaret. Der er mange tilbud i København, men man må indstille sig på at det er et fuldtidsjob at læse datalogi, så det kræver en vedvarende indsats uden alt for mange andre aktiviteter.
Hvad siger du til kritikken af, at I har presset alt for mange ind på øvelsesholdene?
- Vi har været lidt en lus mellem to negle. På ene side har man ønsket, at vi optog flere studerende for at opfylde industriens behov, men på den anden side er der ikke fulgt tilstrækkelige midler med. Med færre studerende vil vi nu kunne rette op på situationen. Jeg glæder mig til at have færre studerende. Vi vil bedre kunne »nurse« de nye studerende, og i sidste ende få nogle bedre kandidater, svarer David Pisinger.
Forældede arbejdsfaciliteter
Jesper Gødvad er ikke tilfreds med faciliteterne for de studerende: -
It-systemerne er forældede og utidssvarende, så man i flere tilfælde bruger mere tid på at komme i gang end med den konkrete opgave, man ønsker at løse. Der er andre irritationsmomenter, så som dårlige stole, borde og tastaturer, som også der også bør rettes op, så det bliver et moderne it-miljø.
På kritikken af de dårlige faciliteter svarer David Pisinger: - Vi har de seneste tre år faktisk postet mange midler i de studerendes faciliteter. Der er kommet nye maskiner, borde og stole. Men vores udstyr kan selvfølgelig ikke komme op på det niveau, som de studerendes egne computere har.
Dårligt ry?
Kan der være noget om, at I har fået et dårligt ry?
- Der er nogen fra it-branchen, som har været ude med riven. Jeg synes, de skulle være mere konstruktive, og komme ud at se hvad vi laver. Vi har faktisk et samarbejde med omkring 50 virksomheder, og jeg kender ikke en eneste kandidat, der er blevet arbejdsløs. Det kan godt være, at onde tunger har ment, at vi ikke ville have med erhvervslivet at gøre. Det er rigtigt, at vi har holdt industrien lidt på afstand, når de har villet ansætte de studerende inden de havde gjort studiet færdigt, men det er i den bedste mening. Vi mener faktisk, at branchen er bedst tjent med, at folk gør deres studier færdige, svarer David Pisinger.
Jesper Gødvad mener, på trods af sin kritik, heller ikke, at man skal fravælge DIKU. - Hvis man vil have en it-uddannelse på højeste datalogiske niveau i Københavnsområdet, så synes jeg man skal vælge DIKU. Det er et hyggeligt sted, men der er altså ting omkring faciliteter og studiemiljø, der bør rettes op. Der burde summe af aktivitet efter lukketid, men også en læsesal, hvor man kan sidde i fred, ville være et stort fremskridt. Det er helt nødvendigt, at man holder op med at gøre som man plejer, og ikke kun taler om forandringer. Noget tyder på, at man er i gang, så jeg håber situationen for DIKU vender, slutter Jesper Gødvad. - Vi er meget opmærksomme på de studerendes behov. DIKU's it-strategi lægger op til, at man indenfor de kommende år afskaffer de »gammeldags« terminalrum, og går over til bærbare computere med trådløst net. Dermed kan man på en helt ny måde integrere it i alle dele af undervisningen, samtidig med at der bliver plads til nye studie-arbejdspladser, replicerer David Pisinger.
Uddannelse