PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Uddannelse, Studerende

It-uddannelserne svækkes

Regeringens sparepakken kommer til at svække it-uddannelserne

Leder

Nok slap de it-studerende for at få deres SU udhulet, men resultatet af regeringens sparepakke vil alligevel ramme de it-studerende. I løbet af de næste par år skal man på ingeniørhøjskoler, universiteter og andre uddannelsessteder op på at spare 325 mio. kr. årligt. Formelt skal det kun ramme administrationen, men de færreste tror vel på, at det ikke vil påvirke undervisningen med besparelser i den størrelsesorden. Ikke mindst når man arbejder med it ved man, at god planlægning og velfungerende systemer, er forudsætningen for gode resultater. Nedskæringerne vil ramme uddannelsernes kvalitet.

Men de it-studerendes pengepung bliver også ramt, når man endelig står med eksamensbeviset i hånden. Efter en tid med stigende ledighed skal mange it-studerende klare sig på dagpenge – vel at mærke på den laveste sats og man får ikke ret til mere, før efter et helt års arbejde. Er man heldig at få arbejde, er det slut med feriedagpenge – så vink farvel til ferien det først år efter endt studie.

Så alt i alt bidrager regeringens sparepakke til, at der bliver dårligere uddannelser og at fordelene ved at have gjort sin uddannelse færdig bliver mindre. Vi har brug for bedre it-uddannelser og flere it-studerende til at klare fremtidens udfordringer. Derfor er sparepakken et skridt i den forkerte retning.