Uddannelse

Mødepligt på universiteterne - nej ellers tak

Bøger der samler støv på reolerne, specialesumper, man bare kan synke dybere og dybere ned i, og så lige den matematik-eksamen på andet semester, som fire år senere stadig ikke er bestået. De studerende ved universiteterne er alt for længe om at blive til kandidater, og rektor for Københavns Universitet, Linda Nielsen, foreslog derfor lige før sommerferien mødepligt de første år af visse studier.

I PROSA/STUD er vi skeptiske over for Linda Nielsens forslag. Det skyldes to ting: Dels er vi imod mødepligten, fordi den bryder fundamentalt med de studerendes ansvar for egen læring og ret til selv at tilrettelægge deres studietid og metoder. Dels findes der langt mindre indgribende og langt mere effektive tiltag til at forkorte studietiden og komme frafaldet til livs; tiltag som blandt andet Københavns Universitet stadig i høj mangler at gøre til virkelighed.

Mødepligten flytter ansvar
Mødepligt er en ineffektiv løsning. Vi studerende er voksne mennesker, der selv er i stand til at tilrettelægge vores egen indlæring. Sat på spidsen er det sådan, at de, der bedst lærer ved at høre stoffet blive gennemgået, kommer til forelæsningerne. De, der synes de får mere ud af at læse stoffet selv, læser derhjemme eller i en studiegruppe, og bliver væk fra undervisningen. Selvfølgelig er det ikke idealet, at studerende ikke skal følge undervisningen, men at indføre mødepligt over en kam, vil langt fra være effektivt.

Engagement
På universiteterne skal vi som studerende i løbet af vores uddannelse nå et højt fagligt niveau. Dette kan kun nås ved at vi engagerer os i vores eget uddannelsesforløb. At andre bestemmer, hvordan indlæringen bedst foregår, er ikke fremmende for det nødvendige engagement, hvorfor mødepligt let kan føre til, at de studerende bliver mindre selvstændige og dermed ikke er i stand til at opnå det høje faglige niveau. Desuden vil vi, når vi har færdiggjort vores studie, få svært ved at begå os på en arbejdsplads hvor det forventes af os, at vi er i stand til at arbejde selvstændigt og fleksibelt.

Andre måder
Rektor Linda Nielsen vil med mødepligten opnå, at de studerende gennemfører studiet hurtigere, og at færre af os falder fra undervejs. Der findes dog tiltag, der med større sandsynlighed vil hjælpe på disse problemer.

Studenterudviklingssamtaler og mentorordninger, og ikke blot for studerende, der allerede er på kanten til at droppe ud, vil kunne give en tilknytning til universitetet og det faglige miljø omkring det - noget som et navneopråb aldrig vil kunne gøre.