Uddannelse

Unge gider ikke it-uddannelse

I år forventer de 17 uddannelsessteder at optage omkring 350 studerende, hvilket kun er en sjettedel af de optagede i 2001. Til trods for den store arbejdsløshed i faget, kan der i fremtiden opstå mangel på arbejdskraft, advarer PROSA.

- De unge flygter ikke fra datamatikeruddannelsen, men de søger ikke it-uddannelser i det hele taget i ret stort omfang., siger Mads Kellermann, faglig sekretær i PROSA. Og det kan gå hen og blive et problem.

Antal dimitterede lavere end behov
Prognoserne for antallet af dimitterede datamatikere for 2005 og forventningerne til 2006 er begge lavere end det forventede behov for ansættelse af datamatikere i de pågældende år.
Der er heller ikke udsigt til at andre it-uddannelser tager over efter datamatikeruddannelsen, og lukker de huller der er ved at opstå.
- I første omgang er det jo glædeligt, at der dermed skulle komme et betragteligt fald i arbejdsløsheden blandt it-professionelle. Der er i dag en katastrofal høj ledighed i it-faget, siger Mads Kellermann, men fortsætter:
- PROSA må alligevel advare om, at optaget på it-uddannelserne totalt set er for lavt. Og det hænger selvfølgelig sammen med at det at tage en uddannelse tager tid. Hvis man først begynder at søge ind på it-uddannelserne, når ledigheden igen er lav, vil der jo gå 3-5 år, inden man er færdiguddannet, og i den periode kan man så forvente, at arbejdsløsheden vil blive ligefrem meget lav, med stærkt stigende lønninger, import af udenlandsk arbejdskraft og outsourcing til udlandet til følge. Det er ikke en ønskelig situation.

Forrige århundrede
Desuden kan der så let opstå en situation som i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af dette, hvor utroligt mange søger ind på it-uddannelserne, fordi der er sikkert arbejde og høj løn i udsigt, og så kan vi ende med at stå med en overproduktion, som vi har gjort i de sidste 3-4 år. Derfor er det vigtigt at der allerede nu kommer en større søgning til it-uddannelserne, så vi ikke skal leve med disse store op- og nedture, som ikke engang er konjunktur-bestemte, men udelukkende bestemt af produktionen af kandidater med en it-uddannelse.

Behov for forskellige kompetenceprofiler
Til spørgsmålet om der overhovedet er behov for flere datamatikere i fremtiden, når mange virksomheder og organisationer har været i pressen med at de kun har brug for kandidater, er PROSAs holdning følgende:
· I fremtiden bliver der et større behov for personer med it-kompetencer på et højere niveau end datamatikeruddannelsen. I øjeblikket findes der stort set kun datalog-uddannelsen på universiteterne og it-diplomingeniør- og civilingeniøruddannelserne på Ingeniørskolerne. PROSA mener, at der i fremtiden vil blive et stort behov for en erhvervsrettet uddannelse, der lægger sig imellem datalogi-uddannelsen og ingeniøruddannelsen, med fokus på systemudvikling, forretnings- og organisationsforståelse. En it-faglig mellemlang videregående uddannelse (professionsbachelor) med adgang til videreuddannelse både på ingeniørskolerne og universiteterne.
· Der er i dag og vil være mange år ud i fremtiden være behov for it-medarbejdere med de kompetencer, som en datamatiker opnår igennem sit studie. Det er vigtigt at fastslå, at det ikke er uddannelsens kvalitet der gør at de uddannelsessøgende ikke vælger datamatikeruddannelsen. Uddannelsen er blevet evalueret for nyligt og fik fine karakterer, og de ændringer, der blev foreslået i evalueringsrapporten, er blevet taget til følge i den reviderede bekendtgørelse, som træder i kraft efter sommerferien. Det eneste i evalueringsrapporten, som ikke er taget til følge af Undervisningsministeriet, er forslaget om at skabe en it-faglig mellemlang videregående uddannelse med en afstigningsmulighed på datamatikerniveau.
· At de organisationer og virksomheder, som har været i pressen med behovet for kandidater, repræsenterer en specialiseret del af it-branchen, hvor behovet for højt uddannet arbejdskraft faktisk er stort. Realiteten i Danmark i dag er, at over halvdelen af de personer, der arbejder som it-professionelle, ikke er ansat i it-branchen, men i private og offentlige virksomheder. De er ansat i stillinger, som ikke kræver, ja næppe ville kunne bruge, kandidater i datalogi, men netop en person med en erhvervsrettet it-uddannelse som en datamatiker.