Software, Systemudvikling og systemer

Byg din første Android-app

Det er nemt at komme i gang med Android-programmering, men opsætningen af værktøjerne kan være lidt bøvlet. Vi gennemgår installation og konfiguration trin for trin.

Mobile apps gør programmering sjov igen. Ud med oppustede enterprise-frameworks, webapplikationssuppe med HTML, Javascript og serverkode. Og ikke mindst dumme skrivebordsapplikationer med GUI’er, som tager ugevis at skrive. I stedet får vi små nemme programmer, som man kan gå rundt med i lommen, og som fint kan skrives på et par regnfulde søndage – mere eller mindre.
Android-platformen stormer frem på forbrugsmarkedet for smartphones, og med den nye version 3, der endnu er i beta, får du også mulighed for, at dine apps kan køre på de tabletter eller tavle-pc'er, som ifølge mange spåmænd og spåkoner måske ligefrem vil tage en væsentlig bid af pc-markedet.

Hent værktøjerne

Mens det ikke er svært at komme i gang med Android-programmering, kan opsætningen af værktøjerne godt føles en smule bøvlet. Her gennemgår vi stille og roligt installationen og anvendelsen af emulatoren, der benyttes til at teste app'en på desktoppen. Større Java-kundskaber er ikke en forudsætning. Systemkravene er Windows XP eller senere, Mac OS X 10.5.8 eller senere, eller Linux.
Googles Android-værktøjer bygger på Java og udviklingsværktøjet Eclipse.

1. Java

Første skridt i processen er at downloade og installere udviklingsudgaven af Java, det såkaldte SDK (Software development kit). Den seneste version er nummer seks og findes nemt på Oracles site ved at søge på "Java 6 SDK download" i Google. Under Windows er installationen lige ud ad landevejen med et helt almindeligt installationsprogram.

2. Eclipse

Næste trin er download og installation af Eclipse. Den nyeste version er 3.6, men denne udgave har tidligere ikke spillet godt sammen med Android-værktøjerne, så for at være på den sikre side kan man benytte version 3.5 med tilnavnet Galileo. Den findes nemmest ved at søge på "Eclipse Galileo" i Google. Eclipse kommer i en række aftapninger, og den, der hedder "Eclipse IDE for Java Developers", klarer jobbet fint. Eclipse kommer som en zip-fil, der pakkes ud et passende sted. Inde i den udpakkede zip-fil findes Eclipse.exe, som er selve programmet.

 

3. Android SDK

Nu skal Android-udviklingsmiljøet downloades. Google kalder det for Android SDK, og til Windows hedder pakken android-sdk_r09-windows.zip. Den findes på Android-udviklersitet og findes nemmest ved at søge på "Android SDK" på Google. Zip-filen pakkes ud et passende sted, og hvis man ikke ønsker at benytte kommandolinjeværktøjer, behøver man ikke foretage sig mere med den.
Næste skridt i drejebogen er at installere Android-plugin'en til Eclipse. Det gøres inde fra Eclipse. Start programmet.

4. Eclipse-konfiguration

 

Første gang Eclipse kører, skal man vælge en "working directory", som er den mappe, hvor koden og resurser gemmes. Den kan sættes, som man har lyst. Vælg derefter menuen Help > "Install New Software". Klik på knappen Add i dialogboksen "Available Software". I den næste dialogboks skrives "Android plugin" eller noget tilsvarende i feltet Name. I feltet "Location" indsættes URL'en dl-ssl.google.com/android/eclipse/ . Klik "OK". I den forrige dialogboks (Available Software) skulle der nu stå "Developer Tools" i listen. Sæt et flueben i krydsboksen ud for "Developer Tools". Klik på "Next" og klik derefter "Finish" i den efterfølgende dialogboks. Derefter skal Eclipse genstartes.

 

5. Mere Eclipse-konfiguration

Vi nærmer os mållinjen, men, ak, der er lige lidt mere konfigurationsarbejde i Eclipse. Vælg menuen Window > Preferences (på Mac: Eclipse > Preferences). Vælg Android i panelet til venstre. Klik på knappen "Browse..." i panelet til højre under "SDK Location", og find Android SDK-mappen fra tidligere på computeren. Det skal være under mappen med navnet "android-sdk-windows", som man skal have fat i.

6. Emulator-konfiguration

Nu burde vore trængsler være overstået. Det næste skridt er at konfigurere emulatoren. Det er en vaskeægte emulator, som implementerer en virtuel ARM-processor oven på styresystemet, med det samme binære habengut som på en rigtig enhed. I Eclipse vælges menuen Window > "Android SDK and AVD manager". Den åbner en dialog, hvor forskellige emulator-konfigurationer kan håndteres, og derudover kan Android SDK'et også opdateres med forskellige udvidelser, så man slipper for at skulle downloade zip-filer.
Klik på punktet "Virtual Devices" i bjælken til venstre. Klik på knappen New til højre. Nu åbnes en dialogboks, hvor emulatorinstansen kan konfigureres. Det vigtige punkt er Target, som angiver, hvilken Android-udgave emulatoren skal afvikle. Ud over det kendte forbrugerversionsnummer benytter Google en fortløbende nummerering af udgaverne, så f.eks. Android 2.1 svarer til "API Level 7". Dette API level-nummer dukker også op i projektdialogen, når man skaber et nyt Android-projekt i Eclipse. De øvrige emulatorindstillinger kan sættes, som man synes, men tøv med at skabe et alt for stort virtuelt SD-kort, da formateringen kan tage en krig. Klik til sidst på knappen "Create AVD", og hav god tålmodighed, mens emulatoren booter – det tager et godt stykke længere tid end på en rigtig enhed. Næste gang, emulatoren startes, kan man vælge muligheden for at starte fra et "snapshot", hvilket tager toppen af boot-tiden.

7. Så må der kodes

Så er det bare at kode løs. I "Android SDK and AVD manager"-dialogen kan man installere dokumentation og eksempler, som er lige til at gå i gang med. I "New project"-dialogen i Eclipse kan man starte et projekt ud fra disse eksempler. Hvis man vil teste på en rigtig enhed, skal man have en USB-driver, som kan downloades fra producenten, og følge vejledningen på Android-udviklersitet – søg på "Setting up a Device for Development" på Google.