Du kan downloade en version af Gooogle Earth ganske gratis. Den gratis version skulle så helst inspirere til mere - og så koster det pludselig penge.
De forskellige versioner
Google Earth Plus koster 20 USD og tilbyder en række funktioner, som den gratis version ikke indeholder, herunder integration med GPS - brugeren kan blandt andet importere såkaldte waypoint tracks fra diverse GPS-enheder -, højere opløsning ved udskrivning, bedre supportmuligheder og mulighed for at importere data fra eksterne databaser til programmet og dermed definere de såkaldte layers. Google Earth Pro er en udvidelse til Plus til kommerciel brug. Pro består af forskellige moduler, som hver især koster 200 USD. Disse er blandt andet et modul til at fremstille .wmv-film og eksportere dem fra programmet, et modul til import af GIS-data og et modul til højopløselig udskrift af store billeder. Endelig er der den helt store løsning, Google Earth Enterprise, som består af tre komponenter: Google Earth Fusion, der integrerer kundens egene GIS-data med Google Earth, Google Earth Server, som streamer data til klienter og endelig Google Earth Enterprise Client, som er til navigation og udskrift.
Fremtiden for Google Earth
Google forestiller sig, at mange brancher vil have interesse i den smertefri adgang til og omgang med geografiske data, som Google Earth tilbyder. Blandt andet forsikringsselskaber som grafisk kan plotte og overskue diverse risikozoner i byer ved hjælp af layers; og ejendomsmæglere, der kan bruge programmet til fremvisning af områder til kunderne samt lokalisering af ejendomme. Imidlertid er der ingen, som tror på, at Google regner med at få de største fortjenester på direkte salg af diverse versioner af Google Earth. Hvad de præcis vil er svært at vide, for selv holder de munden lukket med syv segl. Da PROSAbladet spurgte Googles presseafdeling om deres nærmere forretningsmæssige planer for Google Earth, fik vi dette lakoniske svar:
- På dette tidspunkt fokuserer vi på at give brugerne en brugeroplevelse af høj kvalitet. Vi vil overveje diverse forretningsmodeller, når vi har fundet den model, som er nyttigst for brugerne. Hvilket jo ikke siger så meget, men der er hjælp at hente hos diverse reklame- og analysefirmaer, som kender Google:
- Der er udsigt til et afkast på milliarder af dollar. Det bliver en reklamestøttet model, hvilket for mange mennesker er overraskende nyt, siger Chris Churcill til New York Times. Chris Churchill er administrerende direktør for Fathom Online, et reklamebureau i New York, som reklamerer på diverse søgemaskiner. Han går videre med at gætte på, at firmakunder så at sige skal betale for at placere annoncer i Google Earths digitale landskab.
Dette bliver anset for at være det aktuelt mest afgørende vækstområde inden for annoncering på internettet.
Software