Det siges, at fremtiden skabes i nuet. Og nuet er skabt af fortiden. Det er sandt.
Jeg har engang ejet en helt ny computer. Den kostede 6000 kroner. Den var godt nok allerede en generation for gammel, da jeg købte den, men alligevel: Den var ny.
Det var en IBM Thinkpad 386 med 2 mb ram og en harddisk på 30 mb. Jeg fik den i en fin blå kasse, og den havde et batteri, der i medvind kunne føde den bærbare i 40 minutter.
Det var i starten af 90´erne, lang tid før internet og emails, og det eneste, man egentlig kunne på kræet, var at skrive, og ja, for dem, der ved, hvor det bærer henad, så skrev jeg faktisk i WordPerfect 5.1. Siden, da jeg simpelthen ikke kunne undvære at spille Doom 2, fik jeg fat i en brugt 486DX2 stationær maskine og solgte den bærbare til en kollega.
Jeg dropper kicket ved det nyeste
Og bortset fra en enkelt gang, hvor jeg faldt i og købte den dengang allernyeste og stadig ikke overgåede PDA, Psion 5mx, har jeg ikke købt et nyt stykke computerteknologi siden.
Men senest investerede jeg i min første mac, en brugt 12 tommer Powerbook G4 fra 2002.
Prisen var 3000 kroner og et nyt batteri. Jeg valgte den, fordi den både virker og er smuk. Når jeg nu har frasagt mig kicket ved at have det allernyeste, kan jeg til gengæld glæde mig over at have noget stabilt. Powerbooken kostede, hold fast, 17.000 kroner fra ny, og selvom den nu må siges at befinde sig i sit efterår, er den så fint bygget og velkonstrueret, at den faktisk ruller stort set alle moderne programmer. Jeg ved godt, jeg kunne få en ny pc for samme pris. Og at den måske ville være nogen nanosekunder hurtigere.
Forældet inden butikken er forladt
Men det betyder ikke noget. I dag er det internethastighederne, adgangen til mail og on-line kontorprogrammer som Google Docs, der afgør, om man kan arbejde effektivt, og jeg spår, at online delen af computer-arbejde vil vokse helt vildt i fremtiden. Til gengæld vil vi brugere begynde at stille større krav til, hvordan vores maskiner ser ud, og hvilke historier, de fortæller. Vi bruger maskinerne til at "brande" os selv med, og de vilde halvfemserdage, hvor folk havde gigantiske toer-maskiner stående og larme som jetjagere i hjemmet for at kunne blære sig med datakraft nok til at sende tre-fire rumfærger og et atomkraftværk i omløb, er i den grad passè. Dengang betød indpakningen ingenting. I dag er den alt.
De tidligere Sony Vaio bærbare er allerede kult. Og i Japan er IBMs Thinkpad 701c, den med det såkaldte butterfly-tastatur, så populær, at folk betaler formuer for at få skiftet indmaden ud med noget mere tidssvarende end den dx4 processor og en bus, der kun kan håndtere 9600 baud, den er født med.
701c er nemlig den eneste computer, der er udstillet på "Museum of Modern Art" i New York, fordi den er så smukt designet.
Og indpakningen kommer til at betyde mere og mere. Hvem ville have forestillet sig en Ferrari-rød bærbar for bare fire år siden? Eller MITs grønne, selvoptrækkelige øko-computer til ulande, der efter min mening ender som et halvdyrt statement for de rige frelste i Vesten?
Maskinerne i fremtiden bliver hurtigere, smartere, mere effektive og billigere. Men det er som at købe en blok is: Den smelter, lige så snart man kommer ud af butikken, fordi der allerede er noget kvikkere på vej.
Fornøjelserne ved at få en gammel maskine til at køre moderne er efter min mening større og dybere. Prøv selv. Det er fremtiden.
Find Anders´ favoritlinks til retrocomputing med mere på:
www.prosa.dk/prosabladet/links
