Software, Internet, It sikkerhed og kryptering

Google rykker ud i virksomhederne

Cloud Computing – at have adgang til kontorprogrammer via en browser – kan blive fremtidens måde at udbyde softwarepakker på. Google står i front for udbredelsen af fænomenet via Google Apps Premium.

Der er en million virksomheder og 10 millioner brugere, der gør det. Benytter Google Apps som alternativ til de almindelige kontorprogrammer fra Microsoft og andre udbydere. Google Apps er en samling af de mest almindelige kontorprogrammer, som udbydes efter begrebet Cloud Computing eller SaaS – Software-as-a-Service. Et begreb, der sandsynligvis vil få større udbredelse i de kommende år.

 

Jesper Ritsmer Stormholt fra Google fastslår, at Cloud Computing giver færre udgifter til it-infrastruktur.

Det er i hvert fald, hvad Google satser på. Google Apps Premium-pakken, der er betalingsversionen af Googles online programpakke, specielt målrettet virksomheder, indeholder blandt andet GMail, instant messaging, kalender, Google Sites, som er en intranet, extranet og internet platform, Google Docs – tekstbehandling, regneark og præsentationsprogram. Derudover er Google Video ved at blive integreret i Europa.

– Programmerne erstatter for eksempel eksisterende kalender- og e-mail-programmer. På dokumentområdet er det oftere en komplementering af eksisterende løsninger end en erstatning, siger Jesper Ritsmer Stormholt, Enterprise Manager for Google Nordic region.

Til alle virksomheder
Ifølge Jesper Ritsmer Stormholt, er komplementeringen en del af styrken i Cloud Computing. Flere brugere kan for eksempel redigere et dokument samtidigt. Denne form for samarbejde skaber bedre metoder til at opnå fælles resultater i en gruppe. Systemet registrerer automatisk, hvem, der har lavet ændringerne. Andre eksempler på komplementering er real-tids oversættelse af et sprog til et andet sprog i Googles chatmodul Talk. Det kan for eksempel være fra kinesisk til engelsk, hvor den ene bruger skriver på kinesisk, og den anden bruger ser det oversat i realtid på engelsk og omvendt.

– Virksomheden kan fokusere på at udvikle sin forretning og ikke på at bruge penge på it-infrastruktur. For mange virksomheder indeholder vores pakke mere end deres behov, og i fremtiden vil vi frigive flere produkter, der gør det muligt for endnu bedre samarbejde i virksomhederne. Programpakken opgraderes med ny funktionalitet og nye programmer løbende, uden at virksomhederne skal bruge tid på test, opgraderinger og udrulning på pc’er, siger Jesper Ritsmer Stormholt, der fortæller, at 3.000 nye virksomheder på verdensplan vælger Google Apps hver dag. Han erkender dog, at der stadig er mindre problemer, der skal rettes.

– Eksisterende data kan konverteres til Google Docs, men selvom konverteringen er god, har den endnu nogle forbedringer i vente, siger han.

Opstartsfasen er kritisk
Ifølge Analysebureauet IDC, vinder Cloud Computing frem, og der er flere udbydere, der satser på at sælge software som en service.

– Vi tror meget på det, men potentialet varierer naturligvis fra den ene type applikation til den anden. Google er ikke ene om at tilbyde sådanne løsninger, og selv Microsoft er så småt på vej. Jeg tror også, at vi kommer til at se flere forskellige variationer, hvor man installerer dele af applikationen på pc’en, men stadig er afhængig af online adgang, siger Anders Elbak, der er analysechef i IDC Nordic.

Han peger dog på flere områder, der kan være problematiske i forbindelse med Cloud Computing. Især i opstartsfasen og nu, hvor metoden endnu ikke er gennemprøvet.

– Der er i høj grad alle de samme ulemper, som der er ved at bruge alternative almindelige programmer. Dokument-kompatibilitet er ofte et problem, og så er der nødvendigheden af at uddanne brugerne. Sikkerheden kan også blive reduceret – eller blive mere kompleks for it-afdelingen – og så er der selvfølgelig det ikke uvæsentlige faktum, at der konstant er behov for båndbredde, som ikke altid er tilgængelig eller måske er meget dyr, siger Anders Elbak, der mener, man skal anskue Cloud Computing på lige fod med andre løsninger, når man står i en beslutningsproces omkring valg af ny software.

– Virksomheder bør se på det som en mulighed på linje med mange andre. De skal undersøge prisen, og om man skal regne med ekstra uddannelsesudgifter og hvilke funktioner programmerne giver. For eksempel kan Googles regneark ikke meget andet end plus og minus, siger Anders Elbak, der samtidig ser mange positive egenskaber ved software som en service.

– Man har altid adgang til samme applikation med samme opsætning og samme data, uanset hvilken pc man kobler på med. Desuden undgår man at bekymre sig om opgraderinger. Ofte er licensreglerne også mere overskuelige. Prisen er generelt ikke en fordel, da dele af Google Apps koster penge, og der er mange traditionelle gratis applikationer. Leveringsformen har altså ikke noget med prisen at gøre, fastslår Elbak.

 


Analysebureauet IDC Nordic ser et stort potentiale i services som Google Apps, men man skal ikke gøre det for at spare penge, lyder det fra analysechef Anders Elbak.

 

Ikke sikker på sikkerheden
Virksomheder, der vælger Google Apps i dag, vil være pionerer på området. Det mener sikkerhedsekspert Ulf Munkedal fra Fort Consult. Han rådgiver selv en ny virksomhed, der har valgt Google Apps, om it-sikkerhed og mener, at der er flere fordele ved det, men at Google Apps er så forholdsvist nyt, at man savner de mere dybdegående erfaringer. Der kan også, ifølge Munkedal, være mulige sikkerhedsproblemer ved at benytte Googles Applikationer.

– Hvis internetforbindelsen er nede, kan man ikke få fat i sine dokumenter. Omvendt giver online placeringen en super fleksibilitet. Samtidig er der spørgsmålet om backup og disaster recovery, som jeg håber, at Google har styr på, men som en virksomhed naturligvis lidt slipper kontrollen med, når de lægger deres data ud til Google Docs, siger Ulf Munkedal og peger på andre områder, der kan udgøre en risiko:

– For at logge ind skal man blot have et brugernavn, som er en e-mail-konto, og et password. Brugernavnet er sandsynligvis den e-mail-adresse, som står på visitkortet, og så skal en hacker blot gætte kodeordet, hvilket ikke giver så høj en adgangs-sikkerhed, som sikkerhedsfolk som jeg selv normalt foretrækker. Jeg ville foretrække et brugernavn, et password og så noget fysisk som et engangskodeord sendt på en sms til min mobiltelefon. Det giver en optimal adgangs-sikkerhed, siger Ulf Munkedal, der dog er meget sikker på, at Google er opmærksom på sikkerhedsspørgsmålet.

– Alligevel vil jeg som sikkerhedsmand ikke bryde mig om, at min virksomheds fortrolige informationer ligger hos Google, uden at jeg har fået en forsikring om, at de er krypteret, og at administratorers adgang til data er begrænset og overvåget, ligesom at de kan dokumentere, at sikkerheden løbende kontrolleres ved en ekstern og uvildig udført sikkerhedstest, siger Ulf Munkedal.



Ulf Munkedal er ikke overbevist om alle sikkerhedsaspekter i Google Apps, men formoder, at Google har styr på det.

 

Google: Vi har bedre sikkerhed
Hos Google Nordic forsikrer Jesper Ritsmer Stormholt dog, at sikkerhedsniveauet på Google Apps er højere end i de fleste virksomheder.

–Alle data beskyttes af flere forskellige niveauer af fysisk og logisk sikkerhed. Hver virksomheds data beskyttes af en virtuel firewall, der sikrer, at udelukkende autoriserede brugere inden for samme domain kan få adgang til data. Google beskytter efter alt sandsynlighed virksomhedernes data bedre, end virksomheder selv gør, siger han og forklarer:

– Forbindelsen til vores datacentre er krypterede netværks-protokoller. Dataene og services sikres i vore egne datacentre, placeret i en global sammenhængende infrastruktur. Data ligger mange forskellige steder. En server, et rack eller et serverrum kan mistes, uden at der opleves noget datatab eller nedbrud. 

 

Cloud computing
Google Apps Premium er en pakke af software-produkter til virksomheder. Produkterne er alle tilgængelige via en standard browser. Der skal ikke installeres software på computerne, ud over operativ system og browser. Denne form for services kaldes ofte for Cloud Computing eller SaaS – Software-as-a-Service. De data som brugeren skaber, gemmes automatisk på servere på internettet. Programmerne kan anvendes på Windows-, Mac-, Linux- eller Unix-systemer. Simplere telefoner kan få adgang til Google Mail via standarden XHTML og Google Calender. Programmerne anvendes på virksomhedens eget domæne.