Som en julegave til læserne giver forlaget Libris gratis adgang til et hæfte om Google Earth og Google Maps.
Hæftet, der normalt koster 89 kroner, er skrevet af Kim Krarup Andersen og giver en indføring i de to kort-programmers funktioner. Her kan man lære at betjene de to gratis programmer og få ideer til, hvad Google Earth og Google Maps kan bruges til. For eksempel kan du flyve henover dit eget boligkvarter eller se Eiffeltårnet helt tæt på. Du kan også planlægge ture og rejser, finde hoteller og seværdigheder og få detaljerede rutebeskrivelser.
Oplev verdensrummet
Med Google Sky, som er med i Google Earth fra version 4.2, kan du opleve verdensrummet og for eksempel se, hvordan stjernehimlen ser ud fra forskellige steder på Jorden samt flyve gennem rummet. Forfatteren påpeger dog, at Google Sky mangler nogle af de funktioner, Google Earth har – for eksempel er det ikke muligt at lave kørselsvejledninger i Google Sky.
Hæftet giver også korte introduktioner til 3D-modelleringsværktøjet Google SketchUp og Google Mobile Maps til mobiltelefonen.
Libris
Forlaget Libris er Danmarks største hæfte-forlag og udgiver hæfter inden for aktuelle emner som for eksempel computer og it, digitalfoto, job og erhverv samt sundhed og sygdom. I Danmark er hæfterne solgt i over otte millioner eksemplarer. Forlaget Libris er ejet af FDB.