PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Fagforeningernes rolle

Jeg er min egen tillidsmand

Søren er 23 år og arbejder i et it-firma i Aalborg. Han har kunnet bruge PROSAs faglige kurser på sit eget arbejdsliv. For når man ikke har en tillidsmand - så må man jo selv være beredt.

 

Søren Hansen er med sine 23 år en af de yngste deltagere på PROSAs faglige kurser. Men nogen novice er han langt fra med tre og et halvt års arbejdserfaring som softwareudvikler og med et par års deltagelse i PROSAs hovedbestyrelse. Han er netop kommet hjem fra grundmodul 3, der bl.a. handlede om fusioneringer og efteruddannelse. Og han siger, at han nok er lidt speciel - for sådan noget med at få fingrene ned i fx ferieloven og få indgående indsigt i, hvilke pligter og rettigheder, man har som ansat - ja, det er lige ham:

- Og et kursus er en glimrende mulighed for at få stillet alle de spørgsmål, jeg måtte have til det. Og jeg blev bestemt klogere, fortæller Søren om de første kursers gennemgang af bl.a. funktionær- og arbejdsmiljøloven.
- Det der med at få en ordentlig indføring i det, var virkelig godt. Så har jeg i al fald set lovteksten én gang og ved nogenlunde, hvor jeg skal slå op, når det fx handler om overførsel af ferie, som jeg efterfølgende har haft behov for at læse om.

Særligt introduktionen til arbejdsmiljøloven har Søren kunnet bruge til noget, og det har bl.a. betydet, at der er sat ting i gang på hans arbejdsplads.

Godt for privatansatte
- Jeg vil bestemt anbefale det til andre. Langt det meste af det, jeg har lært på kurserne, har jeg kunnet overføre på min egen situation. Jeg synes, det er vigtigt at kende sine pligter og rettigheder ift. sit arbejde - særligt når man som jeg er privatansat og ikke har en tillidsrepræsentant som stødpude mellem arbejdsgiveren og os stakkels arbejdere, siger Søren med et smil.

-Nu er jeg selv klædt på til at forholde mig til diverse problemstillinger - for de er jo faktisk ens, uanset om man er privatansat eller under en overenskomst.

Søren skal af sted på næste kursus til oktober, hvor emnet er psykisk arbejdsmiljø.