Vi lever i en tid, hvor de fleste politiske sandheder bliver kastet op i luften. Anledningen er naturligvis den verdensomspændende coronavirus, som har vendt op og ned på, hvad der er politisk muligt i Danmark og i verden. På godt og på ondt.
Nedlukningen af Danmark har gjort ondt på mange måder, men jeg vil gerne her sende en tak til alle de mennesker, der på trods af risikoen, er mødt op på arbejdet for at holde samfundet kørende. Både i sundhedssektoren, i fødevarebutikker, hos politi, brand- og ambulancetjenester har folk knoklet på. Og også it-folk har været med til at holde samfundet i gang. Vi kan se, at uden it og digitale løsninger ville nedlukningen af samfundet ikke kunne finde sted helt så gnidningsfrit, som det ser ud til at foregå i øjeblikket. It-folk har været med til at sikre, at sundhedssystemerne og andre vitale it-systemer har fungeret. En stor tak til jer alle.
Coronavirussen er naturligvis en voldsom sundhedskrise for det meste af verden. Men det er også en krise, som tester vores demokratiske principper og afslører konsekvenserne af de politiske styreformer og ideologier, som dominerer i forskellige lande rundt om i verden.
Vi ser, at politik betyder noget. At krisen kan reguleres. At det har betydning, hvilke valg vi træffer.
I Norden har vi valgt at have et relativt lige samfund med progressiv beskatning og et højt velfærdsniveau. Vi har valgt, at vi vil leve i et samfund, hvor vi demokratisk regulerer markedet og skaber bedre muligheder for hinanden. Det kan man tydeligt se nu. Solidariske velfærdssamfund kommer til at komme bedre ud af krisen end samfund med en mere konkurrence- eller individorienteret tilgang.
Krisen gør det samtidig tydeligt, at vi ikke er kommet langt nok. Der er stadig mennesker i vores samfund, som ikke nyder godt af fællesskabet og som overlades til sig selv, når krisen rammer. Mennesker, som vores velfærdssamfund og arbejdsmarkedsmodel svigter.
Det drejer sig blandt andet om vikarer og andre løsarbejdere på 0-timerskontrakter, folk, der både tjener penge som lønmodtagere og som selvstændige, og hvor alle fik hjælp alt for sent. Nye teknologier giver os muligheden for at arbejde mere effektivt, men de giver også arbejdsgiverne muligheder for at presse løn og arbejdsvilkårene.
Der sker gennem platformsvirksomheder, usikre arbejdsvilkår og tvang, der presser mennesker i almindelige lønmodtagerforhold til at optræde som selvstændige, uden at de reelt er det. Når det sker, så svigter vi de ansatte, som både står op hver morgen til usikkerhed og utryghed, og som nu bliver ramt særligt hårdt af krisen.
I PROSA har vi længe, og med bekymring, fulgt med i den stigende ulighed, overvågning og magtkoncentration, som er fulgt i kølvandet på en accelererende kapitalisme uden for kontrol. Tech-giganterne har vokset sig til verdens mest værdifulde selskaber, uden at nogen lande eller konkurrerende virksomheder har haft mulighed for at udfordre dem. Data er blevet en ny strategisk ressource, som er koncentreret på skræmmende få ejeres hænder.
Når der bliver sat strøm til de datadrevne forretningsmodeller, så bliver alle ulighedstendenserne og magtkoncentrationen i vores samfund forstærket, hvis vi ikke nytænker vores politiske regulering, vores organisering på arbejdsmarkedet og vores fællesskaber.
De firmaer, som har de fleste brugere og dermed den stærkeste opsamling af data, kan overvåge deres kunder mest effektivt og kan dermed lokke flest nye brugere til, som så igen forstærker deres dataopsamling og overvågning. Nu er det så ikke længere bare kapital, som avler mere kapital, men data og overvågning. som avler mere data og mere overvågning, og som igen omsættes i flere penge og mere magt.
På den baggrund har forfatteren og forskeren Shoshana Zuboff beskrevet vores samfund som overvågningskapitalisme. Samfund, hvor lighed og privatliv er trængt i baggrunden til fordel for de største virksomheders ret til at følge med i – og tjene penge på – alt hvad vi drømmer om, frygter og ønsker os.
Coronakrisen viser os sprækkerne i vores samfund hele verden rundt. Tendenserne er klare: Pres på vores regulerede arbejdsmarked, pres på velfærden, øget ulighed og masseovervågning, som truer vores økonomi, privatliv og frihedsrettigheder.
De politiske svar på coronakrisen viser, at det er muligt at forsvare de svage i vores samfund, hvis der er politisk vilje til det. Indtil videre har vi taget vare på en del af de arbejdsløse og forsøgt at holde hånden under arbejdsløsheden. Men der er flere problemer, der udestår.
Dagpengene er ikke nok til at kompensere de mennesker, som mister deres arbejde. Når it-folk og andre lønmodtagere i Danmark skal opsige forsikringer, gå fra hus og hjem eller give afkald på centrale fornødenheder, fordi de mister deres arbejde, så svigter vores samfund dem. Derfor er det en hovedprioritering for PROSA at løfte kompensationsgraden for dagpengene markant, så ingen skal lægge hele deres liv om, hvis de mister deres arbejde i en krise.
Samtidig er masseovervågningen en vedvarende trussel. I PROSA vil vi gerne være med til at tænke i kreative og effektive løsninger i en sundhedskrise som coronapandemien. Men vi kender teknologien og er på mange måder belastet af, at vi indgående ved, hvad den kan bruges og misbruges til. Vi vil derfor arbejde koncentreret og engageret for, at coronakrisen ikke bliver en undskyldning for at kriminalisere eller mistænkeliggøre borgerne og fratage dem centrale rettigheder.
For at vise, at det kan lade sig gøre at bruge teknologiske løsninger på en fornuftig måde, har vi lavet et forslag til, hvordan en smitte-app kan designes, så den både kan bruges til at stoppe smittespredning og samtidig beskytter borgernes privatliv.
Vi har alle sammen oplevet, at vi må give afkald på vores frihed i denne krise. Og når vi skal det, så opdager vi, hvor meget vi savner den. Lad os bruge den erfaring til at kvalificere debatten om frihedsrettigheder og overvågning. Og lad os holde fast i, at selv om vi accepterer en indskrænkning af vores grundlæggende rettigheder i denne omgang, så er det ikke indskrænkninger, der skal vare ved. De skal stoppes så hurtigt som muligt.
Vi kan opnå meget af det, vi vil, når vi organiserer os og kæmper for det sammen. Og det er en kamp, som det er nødvendigt hele tiden at have fokus på. Men husk, det er en kamp, der skal kæmpes hver dag, og ikke kun ved festlige lejligheder.
Så lad os komme i gang.
God kampdag. God første maj.
