Hvordan kan it-branchen konkret være med til at løse klimakrisen? Og hvilke initiativer kan PROSA tage for i højere grad at være en del af løsningen?
Det var temaet for PROSAs midtvejsmøde Green_IT den 13. november, der bød på indspark fra Danfoss, Microsoft og Kolding Kommune og inviterede medlemmerne til at forme forbundets klimapolitik.
– It-branchen er både en del af problemet og en del af løsningen. Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på, at der bliver udviklet ny teknologi, der kan hjælpe os. Vi skal i arbejdstøjet nu, siger PROSAs næstformand Hanne Lykke Jespersen.
Klimavenlige klimaløsninger
Danfoss, der er en af Danmarks største virksomheder, er langt fremme med at udvikle klimavenlige køleløsninger til datacentre og udnytte overskudsvarmen til andre formål.
– Vi bestræber os på at designe vores produkter til at få mere ud af mindre, siger Jakob Jul Jensen, der direktør for den digitale infrastruktur i Danfoss.
Omkring 30 procent af forretningen handler om klimaløsninger, og Danfoss vil selv være CO2-neutral i 2030.
– Vi har allerede mange af de teknologier, der skal til for at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader. Vi skal bare i gang med at gøre tingene smartere og for eksempel kun bruge energi, når der er behov for det, fastslår Jakob Jul Jensen.
Datacentre under vandet
Mikael Mikkelsen, der har ansvar for datacentre i Microsoft Danmark, fortalte blandt andet om Microsofts vellykkede forsøg med dels at nedkøle datacentre under vandet, dels at udvikle specialbyggede komponenter, der kan tåle meget høje temperaturer og ikke kræver lige så meget nedkøling.
– Vi er også meget optaget af bæredygtig programmering, hvor vi optimerer koden. Der er nogle super interessante muligheder dér, siger Mikael Mikkelsen, der oplyser, at Microsoft næste år lancerer projektet ’Cloud for Sustainability’, som skal skabe transparens om kundernes energi- og dataforbrug.
70 miljømærker
Chris Nørregaard, der er it- og digitaliseringschef i Kolding Kommune, gav et indblik i kommunernes udfordringer med at købe bæredygtigt ind på it-området. Eksempelvis er der cirka 70 forskellige miljømærker for elektronikprodukter.
– Det er en jungle for os at tage de rigtige valg, siger han.
Han kritiserer også det enorme spild, når kommunerne køber it-udstyr gennem Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI).
– Produkterne er målrettet forbrugerne og ikke store offentlige indkøb, så der følger stadig instruktionsbøger, unødvendige kabler og masser af emballage med, når vi køber ind. Det er et enormt ressourcespild, siger Chris Nørregaard.
På en afsluttende workshop med lektor Michael Søgaard Jørgensen fra Aalborg Universitet blev der fremlagt en række idéer til bæredygtig it, som PROSA nu tager med i det videre arbejde med grøn it.
Hvis du vil være med i PROSAs klimaprojekter, så skriv til forbundssekretær Amanda Christiansen på ach@prosa.dk.