Software

Microsoft køber dansk IT-succes

Næsten 11 milliarder kroner vil Microsoft give for Navision. Danskerne skal hjælpe amerikanerne med at få fodfæste på det europæiske marked for økonomistyring.

"Det handler ikke om hvor stor du er". Pause. En fisk kommer ind fra venstre og bliver større og større, i takt med at den æder bogstaverne inde i den blå boks. Pause. Det tomme blå felt, som den spisende fisk har efterladt, bliver nu fyldt op med nye bogstaver: "….men om hvor stor du vil være".

Den sultne fisk lever sit virtuelle liv i en evig gentagelse på softwarevirksomheden Navisions danske hjemmeside, hvor den reklamerer for et af Navisions økonomistyringssystemer. Bag smarte engelske navne gemmer sig programmer til lagerstyring, bogholderi, momsregnskabet og den slags. Om den blå fisk er en ubevidst kommentar til Microsofts snarlige overtagelse af danske Navision, skal være usagt, men opkøbet viser i hvert fald, at det faktisk er vigtigt, hvor stor du er i it-branchen.

Brohoved i Europa
Hvis aktionærerne siger ja til at lade Microsoft købe Navision, skal den danske ledelse på mange flyveture til USA, når de vil mødes med chefen. Senior vice president Doug Burgum bliver nemlig øverste chef for de 1.300 ansatte i den nordsjællandske softwarevirksomhed. Doug Burgum solgte selv sin virksomhed, Great Plains, til Microsoft for mindre end to år siden.

Great Plains Business Solutions handler også med økonomistyringssystemer, men de er aldrig slået igennem i Europa for alvor.

Meningen med opkøbet af Navision er derfor at lade den danske virksomhed være Microsofts brohoved i Europa. De fem stiftere bliver papirmilliardærer, når de sælger deres livsværk og får Microsoftaktier i stedet. Adm. direktør Jesper Balser får den prangende titel af Director of Global Strategy, mens adm. direktør Preben Damgaard skal lede aktiviteterne for Europa, Mellemøsten og Afrika i Great Plains Business Solutions.

Perifer i en stor koncern
Indtil nu har reaktionerne herhjemme stort set være begejstrede, fordi Microsoft gør Navision i Vedbæk til europæisk udviklingscenter og tager konkurrencen op med bl.a. SAP, Oracle og Baan. Kun den britiske it-koncern Sage har indtil videre smidt grus i maskineriet ved at drage på rundtur i EU-landene og hviske om grimme hensigter så som monopoldannelse og prisstigninger.

Også PROSAs formand, Henrik Kroos, vil gerne have lov at være skeptisk, selvom han understreger, at Microsoft Danmark er kendt som et fornuftigt firma med en god personalepolitik:

- Der er reelt en risiko for lukning eller flytning, når cheferne sidder langt væk. Navisions produkter vil være en perifer aktivitet for Microsoft, der primært tjener sine penge på operativsystemer og Office-produkter. Så længe Navisions økonomisystemer lægger guldæg, er der ingen problemer, men i nedgangstider vil det typisk være sådanne sekundære aktiviteter, der vil blive skåret væk, mener han.

Selv om Microsoft på ingen måde nærmer sig monopolstatus for software til økonomistyring, kan Henrik Kroos også godt frygte for kunderne og forbrugernes valgmuligheder fremover:

- De monopolsager, der kører mod Microsoft i USA, går jo på, om Microsoft gør andre forhandlere og produktudviklere afhængige af deres operativsystem og software eller ej. Jeg kunne da godt forestille mig, at Navision over tid vil udvikle programmer, der er bedst egnet til Microsofts operativsystem - sådan, at når du skal opgradere din software, skal du også udskifte operativsystem og måske også hardware. Det er naturligvis godt for branchens omsætning, men samfundsmæssigt kan jeg ikke se, at det er en fordel.

Mere taletid til Danmark
Jakob Lyngsø, der er direktør i It-Brancheforeningen, ser positivt på Microsofts køb af Navision:

- Jeg tror ikke, at Microsoft vil give 11 mia. kroner for Navision, hvis de havde til hensigt at lukke virksomheden. Tværtimod bliver Navisions platform på markedet nu større, så jeg forestiller mig da, at de kommer til at sælge mere fremover, siger Jakob Lyngsø, der finder Microsofts kommende udviklingsmiljø i Danmark "kolossalt interessant".

- Store lokomotiver trækker flere med, og penge udefra skaber vækst. Det kan give grobund for både nye produkter og nye underleverandører her i landet, fortsætter han, der i kraft af sit job naturligvis har eksportbrillerne på. Han tror derfor på, at en større eksport af Navisions produkter - og dermed en bedre handelsbalance - kan blive et muligt resultat af opkøbet .

Selvfølgelig er der kulturforskelle mellem en global koncern som Microsoft og et forholdsvis lille firma som Navision, men set fra Jakob Lyngsøs stol arbejder begge ledelser ud fra samme strategi. Det er der måske andre danske ledelser, der kunne lære noget af:

- Herhjemme er vi stadig præget af en "landsby-norm", hvor to beslægtede virksomheder med under 30 ansatte hver især dårligt kan se ideen i at samarbejde. Jamen, se dog på f.eks. Hewlett-Packet og Compaq, siger han med eftertryk og henviser til en af it-verdenens gigantfusioner.

Det kommende europæiske hovedkvarter i Vedbæk ser Jakob Lyngsø som en mulighed for Danmark for at få mere taletid på et hurtigkørende internationalt marked.

For Jakob Lyngsø er det vigtigt at pointere, at tiltrækning og fastholdelse af it-virksomheder stiller store krav til uddannelserne, der skal sørge for at udklække en højt kvalificeret arbejdskraft - også om 10-20 år:

- Lønniveauet er ikke afgørende for, hvor en virksomhed lægger sine aktiviteter - det er derimod værditilvæksten, mener han. Så hvis virksomheden sørger for en sund vækst, og samfundet sørger for f.eks. gode uddannelsesmuligheder - og et skattesystem som internationale virksomheder kan operere i - ser Jakob Lyngsø ingen fare for, at Microsoft på et senere tidspunkt skulle finde på at flytte afdelingen udenlands.

Netudgaven af Financial Times var først med nyheden om, at Microsoft vil opkøbe Navision.
En uge senere - den 7. maj - blev købstilbuddet offentliggjort. Microsoft byder 10,8 mia. kr. for danske Navision og vil lade afdelingen i Vedbæk blive europæisk udviklingscenter, det største udenfor USA. 90% af aktiekapitalen skal sige god for opkøbet senest 5. juli, og de fem stiftere Jesper Balser, Torben Wind og Peter Bang samt brødrene Preben og Erik Damgaard, ejer selv over halvdelen af aktierne. De øvrige aktionærer, der bl.a. er medarbejdere, pensionskasser, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og ATP, skal inden 5. juli afgøre om, de vil sige ja til 300 kroner pr. aktie eller konvertere til aktier i Microsoft.

Det oprindelige Navision fusionerede i december 2000 med Damgaard Data og har i dag 1.300 medarbejdere, fordelt på 30 lande. Omsætningen ligger primært i Europa på et stærkt konkurrencebetonet marked for økonomistyringssystemer. Microsoft har næsten 50.000 ansatte, og falder handlen på plads, begynder integrationsprocessen i de to virksomheder 1. august 2002.