Software

Redaktøren anmelder: Årets bedste gratis software

En schweizerkniv til kommunikation. En dåseåbner til Apples musikmonopol. En omnibus til tekster, præsentationer og regneark. Nettets fedeste Überapp til fildepot på den lokale maner. Det er noget af den software, der i 2008 pegede fremad for mig.

 

1.  Off- eller online, who cares?  Google Apps og Gears
Google Apps er moderne, ægte kollaborativ og uden de store dikkedarer. Men det er først med Google Gears, at du oplever, hvad den stærke combo formår. Her er fremtidens netbaserede officepakke realiseret med et lokalt fildepot, så det er ligegyldigt, om du har netforbindelse eller ej. Og produktet findes til både Linux og Windows.

 


2. Schweizerkniv til kommunikation: Digsby
Hvad gør man, når man skal holde øje med alt, hvad der foregår på de sociale netværk? Digsby blev årets bud for mig. En enkelt applikation, som kan håndtere mange kommunikationsprotokoller og samle alt fra chat til e-mail-check og overblik over Facebooks statusopdateringer. Til Mac-OS, Windows og Linux.

 


3. Moden og stylet tekstbehandler: Openoffice 3.0

Den nyeste udgave af open source-officepakken Openoffice viste sig at være meget mere end brugbar tekstbehandling. Det er nu en fuldblods officepakke, der ikke lader MS Office noget efter. Med andre ord en værdig og smagfuld repræsentant for de klassiske officepakker. Til Mac-OS, Windows og Linux.

 

4. Frisk og fyrig browser: Chrome
Selvom Firefox er min standardbrowser på grund af masser af fede plugins, imponerer Chrome, som i skrivende stund er ude af sin beta-fase (Det er vist ny rekord for beta-tidsspand for et Google-produkt). Version 1 imponerer med yderligere hastighedsforbedringer af den i forvejen meget tjeppe browser samt marginalt forbedret stabilitet. Til Windows og forhåbentlig snart Linux.

 


5. Slut med DRM-tyranni: Songbird
Jeg elsker min iPod, men hader iTunes-applikationen til Windows. Den er et tungt og ustabilt monster, som binder mig til at afspille mine musikindkøb i selvsamme applikation. Men hvad der startede som et proof of concept, er i løbet af året blevet til en fuldbåren og værdig musikafspiller, som kan håndtere mange flere lydformater end iTunes. Og som ikke mindst kan afspille den DRM-beskyttede musik. Songbird 1.0 er min nyudnævnte medieafspiller numero uno.

Hvad var dine yndlingsapplikationer i år? Skriv til mig, kig forbi Prosa.dk og diskuter det eller opsøg mig på bloggen: v2.dk/blogs/kurtwesthnielsen