Han var på militærøvelse sidste uge i Oksbøl i sin egenskab af officer i reserven. Alligevel fik han presset et interview ind til Radioavisen via mobiltelefonen. Kender man til Henrik Kroos’ aktivitetsniveau, overrasker det ikke. Det er i høj grad Henrik Kroos´, der har stået for PROSAs stærke profil i medierne de seneste år. Han får også tid til at flyve sit eget fly, være aktiv i spejderbevægelsen og så er han ved at afslutte sit IT- og ledelsesstudie på London School of Economics. Efter moden overvejelse har han valgt at genopstille til formandsposten. Han kan ikke slippe de projekter, der skal til at søsættes - slet ikke midt i en tid hvor fagforeninger må omstille sig til den hastigt forandrende virkelighed.
- Mange af de ting vi har arbejdet hen i mod de seneste år - en ændring af organisationens struktur og diverse nyskabelser, som f.eks. IITK (Institut for IT-Kompetenceudvikling, red.) - fortjener kontinuitet. Det er projekter, som vil gavne vores medlemmer, mener Henrik Kroos.
Formand døgnet rundt
Hvis Henrik Kroos genvælges på delegeretforsamlingen (DF) d. 17.-18. november 2001 kan han tage hul på sit tredje år som formand for en hastigt voksende fagforening. Scenariet er sandsynligt, da der ved redaktionens slutning ikke var modkandidater til formandsposten. Men beslutningen om endnu et år som formand krævede grundig overvejelse.
- Det har betydet meget, at der er mange der har opfordret mig til at genopstille. Posten som formand betyder, at man ikke har fri. Man er formand 24 timer i døgnet, konstaterer Henrik Kroos. Han pointerer, at han ikke vil ynkes. Sådan er det bare. Telefonen ringer både kl. 05.30, når Radioavisen vil have en kommentar og sent om aftenen.
- Min fremtidige karriere som IT-mand har jeg også haft med i mine overvejelser. Jeg har en forstående arbejdsgiver, som har givet mig orlov fra min stilling som IT-chef i SAS. Hans tålmodighed tester jeg endnu engang. Og så er det faktisk ikke kvalificerende, at jeg har været formand for PROSA. Erhvervslivet har en manglende forståelse for, hvad en fagforeningsformand egentlig laver og de vil også se på, at jeg har været ude af faget i nogle år.
Bekymret for medlemmernes kompetencer
Alligevel vælger Henrik Kroos at fortsætte. En af de væsentlige grunde til at fortsætte på formandsposten er at kunne følge det nye projekt med Institut for IT-Kompetenceudvikling helt til dørs. Han sørger for konstant at holde sig ajour med fagets udvikling og praktiserer dermed, hvad han prædiker: efteruddan dig hele tiden.
- Den største bekymring jeg har for PROSA-medlemmer er deres kompetence-udvikling. Vi ser mere og mere, at grunden til ledighed er manglende kompetencer. Det betyder ikke, at folk er dumme - det kan være, at firmaet skifter platform. Det nytter ikke noget at være ekspert i noget, ingen har brug for, siger Henrik Kroos.
Formand med solid IT-kompetence
Selv skal han til at skrive speciale ved London School of Ecomomics og har nye bøger om Extreme Programming liggende på bordet. Desuden holder Henrik Kroos stadig tekniske foredrag.
- De tekniske foredrag tvinger mig til at sætte mig ind i tingene. Jeg ser det også som min forpligtelse som formand at have benene solidt placeret i faget. Jeg ajourfører hele tiden min kompetence. Det er noget, alle må erkende er nødvendigt. At skabe den erkendelse for stadig efteruddannelse ser jeg som en stor teknisk og pædagogisk udfordring for PROSA, siger Henrik Kroos og fortsætter:
- Det er også mit ønske, at vi skal blive bedre til at benytte den nyeste teknologi. Der er en konservatisme i foreningen, der gør, at vi ikke gør det godt nok dér. Jeg ser f.eks. gerne, at vi i fremtiden ser afstemninger via internettet i PROSA.
PROSA internt