PROSA er ret enestående i dansk fagbevægelse med sin konsekvente holdning om, at det er medlemmerne, der bestemmer. Det vil sige, at det er de berørte medlemmer, der bestemmer over deres egne aftaler og overenskomster. Samtidig er organisationens struktur indrettet på at gøre det meget let for medlemmer at blive valgt til og at være aktive i bestyrelser, udvalg og andre formelle organer, at danne løst organiserede netværk, ja, i det hele taget at være aktive. PROSAs lokalafdelinger er formentlig nogle af de mest suveræne i dansk fagbevægelse. Alt i alt betyder struktur, historie og ’ånd’, at al udvikling, alle handlinger er underlagt politisk ledelse, forstået som, at det er de valgte, der leder fagforeningen. De ansattes rolle er under denne politiske ledelse at levere viden, idéer og drift, hvilket vil sige at hjælpe de valgte med at udføre PROSAs programmer og handlingsplaner, men ikke at erstatte de valgte.
I den senere tid er en række holdningsforskelle til forholdet mellem ansatte og valgte, der for nogens vedkommende længe har ulmet, igen dukket op til overfladen i PROSA. Når jeg skriver ’igen’, er det fordi der også tidligere i PROSA har kunnet iagttages tendenser, der tydeligt pegede i retning af en selvstændiggørelse af fagforeningens administrative funktioner, og som medførte en politisk kamp for at rette op på situationen. I dagens situation drejer det drejer sig først og fremmest om arbejdet i Prosabladets redaktionsudvalg, overenskomstarbejdet og med hensyn til organisering og mobilisering af medlemmerne.
De valgte har den politiske ledelse
PROSA har stor gavn af dygtige, vidende og initiativrige ansatte med hjertet det rette sted og med et afklaret forhold til fagbevægelsen. Jeg var derfor også en af dem, der i sin tid pressede på for en professionalisering af PROSA, da vi stod over for den kendsgerning, at vi ikke længere kunne udvikle PROSA ved på den traditionelle måde at trække tillidsrepræsentanter ind for kortere eller længere perioder.
Der er imidlertid en pris, der skal betales for en professionalisering, og det er, at balancen mellem ansatte og politisk valgte ikke må tippe. Det skal være tydeligt for alle involverede, at det er de politisk valgte, der leder organisationen.
Ikke konspiration, men sociologisk kendsgerning
Der er naturligvis ikke tale om en ondsindet, planlagt konspiration, når det opleves anderledes, men det er en sociologisk kendsgerning, at der i politiske organisationer - og det gælder også fagforeninger - umærkeligt og over tid opstår tendenser til, at netop balancen mellem ansatte og valgte forskubbes i de ansattes favør. De ansatte har hele dagen til politisk arbejde, ja, det er netop deres opgave, og er i mange tilfælde selv politisk aktive og engagerede, mens de fleste valgte først efter klokken 17 kan deltage i det politiske arbejde.
De valgte kan derfor let for de ansatte komme til at fremstå som irriterende elementer, der 'blander sig' i de planer, man har udarbejdet, mens de valgte til gengæld kan komme til at opfatte de ansatte som nogle, der skubber dem til side og erstatter dem. Kampen mod bureaukratisering og professionalisering af politikken er derfor en konstant opgave for både valgte og ansatte. Når jeg i sin tid meldte mig over i PROSA fra Metal, var det netop, fordi jeg var dødtræt af en top- og bureaukratstyret organisation, hvor medlemmerne og afdelingsbestyrelserne i høj grad blev reduceret til statister i deres eget fagforeningsmæssige liv.
Den stærkeste part udfylder magttomrum
Det er også en kendsgerning, at der ikke i politiske organisationer findes magttomrum – de udfyldes altid af den stærkeste part. Der hviler derfor et stort ansvar på lokalafdelingernes bestyrelser for at kunne levere med- og modspil til de stærke og initiativrige personer, vi selv har ansat. Uden en sådan balance vil den stærkeste part altid udfylde tomrummene, og så har vi ubalancen. Bestyrelserne skal derfor være klædt mindst lige så godt på som de ansatte, hvad angår kendskabet til PROSAs mål, metoder og virkemidler og skal samtidigt forstå, hvad ’politisk ledelse’ indebærer.
Organiseringsarbejdet er bestyrelsens område
Professionalisering af organiseringsarbejdet er et område, hvor man i særlig grad skal være opmærksom på forskydninger mellem ansatte og valgte. Den nære og direkte forbindelse mellem medlemmer og lokalafdelingsbestyrelser er hjerteblodet i PROSA. Kortsluttes bestyrelsen, afskæres den fra sine egne medlemmer og bliver derfor overflødig.
Hvorledes forhindres politikkens professionalisering?
Hvorledes imødegår man så en professionalisering af politikken og en forskydning af den politiske ledelse, uden at man ender i et demotiverende kontrolregime, der fratager de ansatte lysten til at arbejde i fagforeningen?
Den første forudsætning for at bringe problemet under kontrol er, at det står tydeligt for alle, at den politiske ledelse altid ligger hos de valgte, og den anden, at alle involverede – ansatte som valgte – erkender problemet og dets konstans. Den tredje er, fagforeningens strukturer, kommissorier og procedurer indrettes, så de tydeligt afspejler, at den politiske ledelse ligger hos de valgte. Den fjerde er, at grundviden om fagforeningens historie, vedtægter, programmer og handlingsplaner, og fagbevægelsens grundvold og historie, bliver en integreret del af det at være ansat eller valgt. Den femte er, at bestyrelserne bliver bedre til at udnytte de ansattes viden og ekspertise og skabe gode rammebetingelser for deres arbejde - og dermed også bliver bedre til at udstikke de overordnede politiske retningslinjer, som fagforeningens arbejde skal udvikle sig efter.
