– Han er en super dygtig jurist, han er taktiker, han analyserer modstanderen.
Sådan lyder Torben Conrads beskrivelse af professor, dr.jur. Ole Krarup, som specielt i 1980’erne og -90’erne blev hentet ind som advokat for PROSA, hver gang der var sager af principiel karakter.
I 1981 var det Torben Conrad, der som tillidsmand for planlæggerne på Datacentralen ringede til Ole Krarup, fordi Datacentralens ledelse forsøgte at indbringe en arbejdsnedlæggelse for Arbejdsretten med krav om, at PROSA-medlemmer på Datacentralen skulle idømmes en bod. Men de tre PROSA-overenskomster på Datacentralen (DC) – for operatører, programmører og systemplanlæggere – indeholdt ikke en mulighed for at idømme bod ved overenskomstbrud. Det fremgik af overenskomsten og var slået fast ved en voldgiftssag fem år tidligere.
Ingen bod på Datacentralen
– Den måde, vi havde konstrueret vores overenskomster på i 1972-73, betød, at vi ikke kunne blive idømt bod. Det faldt Datacentralens ledelse meget for brystet, at man ikke kunne få bod. Brud på overenskomsten skulle for en voldgift. Det var meget almindeligt inden for det akademiske område dengang – i modsætning til aftalen i LO's Hovedaftale - at man ikke kom i Arbejdsretten. Men så forsøgte Datacentralen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i ’81 alligevel at trække os i Arbejdsretten. Og der kommer Ole Krarup ind i billedet, fortæller Torben Conrad, som siden blev faglig landssekretær i PROSA, og som nu er faglig seniorkonsulent og forhandlingsleder i FADL (Foreningen af Danske Lægestuderende).
Den 7. maj 1981 gav Arbejdsretten PROSA medhold i, at Arbejdsretten ikke havde kompetence til at behandle en sag om bod, fordi det ikke var aftalt. Men inden da skulle der nogle juridiske spilfægterier til.
– Ole Krarup er meget systematisk, og han opdagede, at der var en HK-dommer i Arbejdsretten, siger Torben Conrad og forklarer, at der ud over Arbejdsrettens formand – som er højesteretsdommer – er seks faglige dommere i arbejdsretssager: Tre af de faglige ”lægdommere” er indstillet af arbejdsgiverne og tre er indstillet lønmodtagerorganisationer.
PROSA stod på det tidspunkt uden for hovedorganisationerne og var meget miskrediteret af den øvrige fagbevægelse – specielt af HK. Derfor var det vigtigt, at der ikke var en dommer fra HK med, da denne sandsynligvis ville stemme sammen med arbejdsgiverne.
–Vi blev kaldt gule og sådan noget, selvom vi var langt fra at være en gul fagforening. Det var HK’s skældsord, fortæller Torben Conrad.
Ole Krarup fik udskiftet HK-dommeren, og PROSA vandt sagen i Arbejdsretten og fik slået fast endnu en gang, at tvister mellem PROSA-medlemmer og Datacentralen skulle løses ved voldgiftbehandling – hvor der i øvrigt ikke kunne idømmes bod.
Palle alene i verden?
Det var dog ikke kun de faglige dommere, der kunne spille PROSA et puds. Når PROSA blev slæbt i Arbejdsretten, eller en sag skulle afgøres af en voldgiftsret, var det også afgørende, hvilken juridisk dommer der sad for bordenden.
Efter påskestrejkerne i 1985 forsøgte Datacentralen endnu en gang at få bod, og i starten af 1986 afsagde en voldgiftsret med højesteretsdommer Palle Kiil som formand en kendelse, der gav mulighed for at idømme PROSA/DC bod på Datacentralen - til trods for, at Arbejdsretten fem år tidligere fastslog, at dette ikke var muligt.
Efter voldgiftskendelsen skrev Ole Krarup i en kronik i Politiken, at det ”lykkedes Datacentralen at finde en voldgiftsmand, der har vist sig sin opgave som villigt arbejdsgiverredskab voksen”.
Ole Krarup mente, at paragrafferne var bøjet så meget, at det var et juridisk attentat imod PROSA. Og i 1988 - da Datacentralen igen ønskede PROSA/DC idømt bod i forbindelse med en arbejdsnedlæggelse i april 1986 - slog en ny voldgiftsret, med et udvidet formandskab på tre højesteretsdommere, da også fast, at PROSA/DC ikke kunne idømmes bod.
Men igen i 1991 var den samme højesteretsdommer involveret i en sag, som ikke hang sammen rent juridisk: Arbejdsretten, med Palle Kiil som formand, afsagde en dom, som betød, at 22 PROSA-medlemmer fra SDC ikke kunne tage deres PROSA-overenskomst med til Unidata, da medarbejderne blev virksomhedsoverdraget.
Da Ole Krarup i 1992 - i anledning af PROSAs 25 års jubilæum - skrev bogen ”Kampen for retten – en fagforenings prøvelser i Arbejdsretten”, er der et afsnit, som hedder ”Palle alene i verden?”. I bogen konstaterer Ole Krarup, at Arbejdsretten i blandt andet de to sager fra 1986 og 1991 har handlet politisk, og ”at Arbejdsretten alvorligt har kompromitteret sin rolle som retligt organ”.
Absurd teater
– Jeg nærede stor skepsis over for juristers forståelse af rettens væsen, konstaterer Ole Krarup, som stadig er af den opfattelse, at kendelserne i 1986 og 1991 var juridiske attentater mod PROSA.
– Det var i strid med lov og anstændighed. Men ”anstændighed” er ikke et begreb, som har stor betydning i traditionelle juristers verden, siger Ole Krarup.
Ud over offentlig ret og arbejdsret har Ole Krarup undervist studerende på Københavns Universitet i forholdet mellem ret og samfund.
– Hvis det ikke er knyttet til samfundslivet, svæver retslivet jo i luften. Jeg ville påvise, at retsvæsen uden samfund er en absurditet. Det er som en trosbekendelse til en ukendt gud, siger Ole Krarup, som var og stadig er meget skeptisk over for og underkender dommeres objektivitet.
– Jeg kendte højesteretsdommerne, fordi de var censorer til eksamenerne på universitetet. Det er ikke sådan nogen oprørstyper, som jeg var - som aktiv i Greenpeace og engageret i kampen mod atomkraft, siger Ole Krarup, der har været engageret som jurist i sager om blandt andet Christiania, EF/EU og grundloven, og som har været aktiv i Venstresocialisterne og Enhedslisten og været medlem af Europa-Parlamentet fra 1998 til 2007.
– Men de senere år har jeg ikke haft noget politisk engagement. For det er fuldstændig absurd teater, det der foregår på Christiansborg og udenfor – og specielt i Bruxelles og Strasbourg. Det er rent spil for galleriet, siger Ole Krarup og finder et stykke lyrik fra sin bog fra 1982, ”Paragraffer har ingen spørgsmålstegn”, frem og læser det op:
”En stræbsom jurist
Bag din klassebestemte maske
af upersonlighed
Under din modebestemte klædning af objektivitet
skimtes skyggen af dit jeg
i selvvalgt
og dog ufrivillig
tilbagetrukkethed.
Du gir dig ud for
din egen herre.
Du er
din egen slave.
Dit liv er
optræning af kræfter
som aldrig bliver frugtbargjort.
Brug af energi
som ikke kender glæde.”
Og som udgangsreplik læser han det digt op, som lagde navn til hans digtsamling om juraens og rettens forunderligheder:
”Paragraffer har ingen
spørgsmålstegn
I min omgang med
paragrafferne
har jeg i årevis spejdet efter
bare et enkelt spørgsmålstegn.
Men paragrafferne
har aldrig røbet nogen tvivl.”
Ole Krarup spiller op til PROSAs 40 års jubilæum
Da Ole Krarup for 10 år siden optrådte til PROSAs 40 års jubilæum sammen med sin ven, arkitekt Arne Gotved, var det både med musik og politisk tale. Det husker Kim Jørgensen, som dengang var ansat i PROSAs a-kasse, og som i dag arbejder med karriere, vejledning og coaching i Min A-kasse.
– Jubilæet blev holdt i AK-Samvirkes lokaler i Vester Farimagsgade. Jeg havde min dengang 11-årige søn med. Jeg husker lige så tydeligt, at han fik ondt i maven, fordi han spiste for meget kage. Og så husker jeg, at Ole Krarup spillede folkemusik og holdt en tale om noget juridisk, fortæller Kim Jørgensen.
Arbejdsretten gav i maj 1981 PROSA medhold i, at Arbejdsretten ikke kunne ikende PROSA bod. Her er Datacentralens tillidsfolk for operatører, programmører og systemplanlæggere fotograferet foran Arbejdsretten sammen med PROSAs formand, Erik Kristensen (nummer to, forrest til højre),Torben Conrad i midten bagved Erik Kristensen og professor, dr.jur. Ole Krarup (nummer et, forrest til højre).
