PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

PROSA internt

At være arbejdsløs er et stort arbejde

Jeg vil godt fortælle lidt om det at blive arbejdsløs - og de oplevelser som det giver.

Jeg har haft arbejde hele mit liv og regnede med, jeg skulle arbejde i det firma, jeg var i til jeg gik på efterløn. Men så kom der en firmaovertagelse og nedskæring og et godt tilbud om en virkelig god aftrædelsesordning, som var yderst fordelagtig. Men det betød samtidig, at jeg ville blive arbejdsløs og måske ikke fandt andet arbejde inden, at jeg skulle på efterløn. Men man snakkede jo så meget om det grå guld, så nu ville jeg finde ud af, om der virkelig var noget om det.

Der var så to dele i det at blive arbejdsløs, Jobnet (AF) og ens a-kasse. Og hver af dem var lidt af en oplevelse. For at tage Jobnet først: Det var egentlig det letteste. Det var bare tilmelding på internettet. Dog skulle man så inden for en måned lægge et CV ind, men det var jo også bare en ting, der lige skulle gøres. Man skal så logge sig ind til sin konto på Jobnet en gang om ugen og tjekke om der er henvendelser fra arbejdsgivere. Og samtidig får man nogle forslag til job ud fra ens CV af systemet. Man kan diskutere om den del virker ordentligt, jeg har fået følgende forslag: Sælger, nattevagt, lagerarbejder, servicemedarbejder i café, afløser på benzintank, pædagogmedhjælper - tilkaldevagt, specialarbejder til etikettrykkeri, bartender som afløser og nattevagt.

Det er jo fint nok, at man skal logge sig ind en gang om ugen - men det virker lidt som overkill. I de to måneder jeg har stået der, er mit CV kun læst af fem firmaer og ingen henvendelse. Andre steder på nettet er mit CV læst 63 gange af virksomheder over to måneder, og dagen efter, at det var aktiveret fik jeg to henvendelser. Disse firmaer læser vist ikke Jobnets annoncer eller står der selv.

A-kassen skulle have et hav af papirer i forbindelse med arbejdsløshed, så jeg gik ind i god tid og spurgte på forhånd, så jeg kunne samle disse til den dag, jeg blev arbejdsløs. Jeg havde bl.a. medtaget aftrædelsesaftalen, hvor det fremgik, at jeg ville få to ugers ferie overført på feriekontoen den 1. april for ferieåret 2006 / 2007. Da de jo skulle holdes inden 1. maj, spurgte jeg også hvordan, at jeg skulle gøre det, når jeg blev arbejdsløs den 1. april. Jeg blev sendt op til en a-kassemedarbejder, da ham jeg snakkede med ikke var sikker på reglerne.

Han kiggede kort på mit aftrædelsesbevis og fortalte mig så, at jeg da bare kunne få udbetalt feriepengene uden at holde ferie, når jeg ikke mere var ansat hos den arbejdsgiver, der havde indbetalt pengene. Og det var sådan set fint for mig at få understøttelse og derefter kunne få feriepengene udbetalt. Det var åbenbart sådan noget man kunne, selvom det undrede mig lidt. Jeg fik så et feriekortbevis fra Feriekonto midt i april, og læste nærmere om reglerne på det. Og så kom jeg ellers op af stolen i en fart. For der stod godt nok, at man kunne få feriepengene udbetalt uden at holde ferie. Men der stod også, at man fratrak en feriedag for hver dag, man havde fået understøttelse. Så resultatet ville blive, at jeg reelt ikke ville få nogen feriepenge udbetalt efter 1. maj, fordi jeg så ville have været arbejdsløs i mere end to uger.

Min a-kasserepræsentant havde bare ikke fortalt mig, at der skete modregning. Så han havde altså givet mig en meget, meget dårlig vejledning og ikke fortalt mig den fulde sandhed, som man kunne forvente i en sådan rådgivningssituation. Jeg skyndte mig at melde ferie på jobcentret med dags varsel, så jeg lige kunne nå at holde ferie de sidste to uger af april, og dermed få mine feriepenge udbetalt.

Havde jeg fulgt a-kassens råd, havde jeg reelt tabt ca. 6000 kr. netto - det er differencen mellem mine feriepenge og tilsvarende understøttelse for de to samme uger, og det er jo et pænt stort beløb. Nu går jeg og undrer mig lidt: Man trues med bål og brand og sanktioner, hvis man som arbejdsløs ikke gør alt 120% efter reglerne. Men hvilket ansvar har a-kassen egentlig for konsekvenserne af deres misvisende rådgivning?

På et senere tidspunkt fik jeg så en opgørelse over første måneds understøttelse, og der var trukket to dage fra - de dage, arbejdsgiveren skal betale til dækning af 1. og 2. ledighedsdag. Men derudover var der trukket to dage for noget der hed "ikke indplaceret". Så jeg var inde i a-kassen og spørge, hvad det betød. Det viste sig, at det at være et andet navn for de to første ledighedsdage. Det beløb var altså blevet trukket to gange. Havde jeg ikke selv været opmærksom på det, ville jeg have fået endnu et tab på grund af min a-kasse på ca. 1000 kr. netto!

Og proceduren er heller ikke helt fast omkring feriekort. Da jeg afleverede mit feriekort i a-kassen første gang, sagde de, at de ville sende det direkte til Feriekonto efter attestation. Da jeg i denne måned bestilte en ny ferie og var inde og aflevere et nyt feriekort, ja, så fik jeg det tilbage i et brev fra PROSA i attesteret form, så jeg selv måtte sende det ind til feriekonto. Jeg spurgte også til girokort til betaling af kontingent i slutningen af april og fik at vide, det kom nok snart. Da jeg 14 dage senere var i PROSA, og stadig ikke havde fået et nyt girokort, blev det undersøgt ordentligt. Forklaringen var, at da jeg havde forudbetalt kontingent, mens jeg var i arbejde, og kontingentet er lavere som arbejdsløs. Så jeg havde betalt for længere frem end 1. maj, og det manglende beløb for maj ville blive opkrævet med juni kontingentet. Det var det så også, men den måde, det manglende beløb stod i beregningen på, faldt mig faktisk en del for brystet. Der stod "Gammel gæld, ikke betalt". Det giver det indtryk, at jeg ikke har haft viljen til at betale det, selv om jeg har gjort alt for at komme til det.

Så hvis nogen spørger om hvad jeg bruger tiden til, kan jeg blot sige: "Jeg går og holder øje med min a-kasse".


Anne Grethe Hansen, leder af a-kassen svarer:

Tak for dit brev.
Ja, at være arbejdsløs er et stort arbejde. Men at du, ud over at skulle opfylde dine rådighedsforpligtelser, møde til samtaler, og tjekke dit CV også skal holde øje med a-kassen, kan jeg kun vurdere som, at vi har et indsatsområde i vores sagsbehandling og vejledning.

Selvfølgelig er vi kun mennesker og kan derfor lave fejl. Det beviser dit brev jo også. Det skal jeg beklage, og vil derfor bruge dit brev til at forbedre både vores sagsbehandling og information.

Som du sikkert har læst i dagspressen, er der stort fokus på arbejdsløse i øjeblikket. Derfor er der inden for det seneste år sket store stramninger i vores regler, som netop derfor kan synes meget bureaukratiske. Jeg er meget enig i, at reglen om, at alle ledige skal tjekke CV en gang ugentligt, kan virke som overkill. Men da lovgivningen nu engang er sådan, kan vi ikke lempe på denne regel.

Med hensyn til teksten "gammel gæld" kan jeg oplyse, at der allerede er taget skridt til at ændre ordlyden til "ikke betalt kontingent".

Jeg evaluerer løbende vores forretningsgange og sagsbehandlingsmetoder, og vil derfor bruge dit brev til at holde fokus på vores medlemsbetjening og medlemsservice.