PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Anmeldelser

CPH:DOX - It- og techanbefalinger til coronatiden

Mange er sendt hjem i disse dage. For andre er kontorerne mere forladte, end de plejer at være. Samtidig så skal vi ikke besøge hinanden eller gå ud og deltage i kulturlivet. Så vi er nogen, der sidder derhjemme med alt for god tid og mangler inspiration til at fordrive tiden.

Heldigvis er noget af det kriseramte kulturliv flyttet online. Det bedste eksempel er verdensklassedokumentarfilmfestivallen CPH:DOX. Hele deres program var planlagt til de to uger, som er inddraget i folkesundhedens navn – så festivallen er gået online og har lagt en stor del af deres program ud, så alle dokumtentarfilmelskere kan leje dem hjemme fra sofaen.

Her følger tre skarpe anbefalinger for dig, der er interesseret i it- og tech og censur.

1.       Meet the Censors af Håvard Fossum

I “Meet the Censors” sætter instruktøren, Hovard Fossum, sig for at kortlægge alverdens censurpraksisser. Han interviewer censorer i hele verden fra regimet i Sudsudan over bureaukrater i Tyskland og biografcensur i Indien til statsejede medier og regeringsbetalte troldehære i Kina til religiøse ledere i Iran. Turen slutter i kongressen i USA. Dokumentaren har instruktøren i hovedrollen. Den stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvad er god og succesfuld censur? Og den forsøger at leve sig ind i de praksisser, som den undersøger i hele verden. Samtidig er stilen en personlig og lettere ironisk gonzo, som sætter dokumentarens egen proces og instruktørens idiosynkrasier i fokus. Det er en smagssag, om man er til den slags, men uanset hvad, så giver ”Meet the Censors” et spændende indblik i forskellige censurlogikker og legitimeringsstrategier. Dokumentaren er båret af en række unikke interview og slutter med en fed ideologisk pointe, som jeg vil lade jer selv om at finde.

2.       iHuman af Tonje Hessen Schei

iHuman er en panoramisk 360-graders undersøgelse af kunstig intelligens og generel kunstig intelligens. Når AI, neurale netværk og machine learning tager til i styrke, fører det så til mere ulighed, fake news, arbejdsløshed og undertrykkelse? Eller styrker det vores samfund? Dokumentaren består af interviews med forskere og nøglepersoner i den internationale AI-debat og kommer grundigt omkring de fleste relevante perspektiver. I centrum står diskussionen om generel kunstig intelligens (GAI) og perspektiverne i en computer, der overskrider al menneskelig forstand. Det er et nærmest religiøst spørgsmål, som har fanatiske tilhængere og kætterske kritikere. Dokumentaren slipper meget flot afsted med at præsentere alle perspektiver og de videnskabelige forudsætninger.

BONUS: Mandag aften den 23. klokken 20:00 hoster CPH:DOX op for en livedebat af dokumentaren med Edward Snowden her

3.       Robolove af Maria Arlamovsky

Robolove dykker ind under skallen på de menneskelignende robotter, som fylder mere og mere i vores livsverden. Og den dykker ind under huden på de mennesker, som udvikler, elsker, bruger og kritiserer robotterne. Hvad betyder det for vores måde at være menneske på, at vi bliver herre over tjenere, sexslaver med meget mere, hvor kun fantasien sætter grænser? Dokumentaren bygger på stærke interviews med nøglepersoner og eksperter. Det er bestemt et vigtigt og vidensgivende bidrag til diskussionen om grænserne mellem menneske og maskine, som for alvor er til forhandling i disse år.