I det hedengangne Privat Teatret, nu Bremen, var der udsolgt til premieren på historien om den 29-årige amerikanske it-mand, der har valgt at blive professionel whistleblower og dermed ofre sit eget private liv- med kæreste, familie, lighed, frihed og mulighed for at bosætte sig, hvor han lyster - til fordel for en usikker fremtid med den amerikanske sikkerhedstjeneste, NSA, efter sig. Det er fortællingen om en af de mest "wanted men" i vores årti, p.t. bosiddende i Moskva.
Laura Poitras har valgt at være fluen på væggen med et enkelt kamera betjent af hende selv. Et klassisk dokumentarfilm-setup med rystede og overbelyste nærbilleder er den autentiske subjektive førstehåndspræmis. Hun lader hovedpersonen være hovedperson. Scenen er hans. Insider-historien hans.
Men før vi ender i et hotelværelse i Hongkong over otte dage i 2013, hvor Edward Snowden deler sine filer og sin mission, krydrer Poitras med filmiske virkemidler som i starten, hvor vi er hjemme hos The Guardian-journalisten Glenn Greenwald i Brasilien i 2011. Han sidder afslappet med sin bærbare omgivet af planter og hunde, tydeligvis i privatboligen. Der klippes undervejs til NSA-høringer i retssale med advokater, som afviser, at NSA overhovedet overvåger privatpersoner, og til fugle, der symbolsk flyver frit over Bluffdale i Utah, som huser NSA's overvågningscenter. Videre til en af vore dages it-helte, hacker og Tor-bagmand Jacob Appelbaum, som holder oplæg for dedikerede tilhørere på klapstole.
Instruktøren fremstiller visuelt en sort/hvid verden med helte og aktivister i T-shirts og advokater i jakkesæt og dermed lægger indhold og form sig i hinandens slipstrøm. Poitras stemme er kun present, når hun læser krypterede beskeder op visuelt vist med hvid skrift på sort - her understøttet af høj og dyster elektronisk musik, som spiller med i pause-frames med tog i tusmørke, der fungerer som skift mellem interview og instruktøren som beskuer og filmmager.
Whistleblowerens fortælling
Snowden kontakter Poitras under dæknavnet Citizenfour. Vi følger den krypterede korrespondance mellem dem, til de endelig mødes ’"in real life" på et hotelværelse i Hongkong. Dag for dag bliver Snowden interviewet af en anden af sine nøje udpegede medspillere, The Guardian journalisten Glenn Greenwald, fra detaljer om krypteret overførsel af dokumenterne, indtil historien går ""breaking news" på CNN Live og bliver forsidestof på alverdens aviser.
Der skiftes fra tætte indstillinger på whistleblowerens blege ansigt, mens han iført hvid T-shirt og cowboybukser sidder i en seng med hvidt sengetøj i Hongkong-hotelværelset, til mørke tunneller med underlægningsmusik. Kontrasterne gør det tydeligt for beskueren, at det er alvorligt, og at noget faretruende er på vej. Det ved de fleste publikummer dog på forhånd, da Snowden-historien ikke er spritny.
Citizenfour handler om en af vor tids største politiske skandaler. Klipning og fortolkning er i Poitras hænder at gengive whistleblowerens sidste dage i frihed. Her er den spændende og fascinerende hovedhistorie. De sjoveste scener, som løser lidt op i den næsten to timer lange dokumentar, er, da han tager et tæppe over hovedet, mens han håndterer Greenwalds laptop, og da han hiver telefonstikket ud, fordi VoIP-telefoni er sin egen lille overvågningscentral. Poitras klipper direkte til en scene, hvor brandalarmen går. Ingen i rummet reagerer, og Snowden siger smilende: "Måske er det for at få fat i mig." Total paranoia er total opmærksomhed i nuet. Snowden forventer, at nogle kommer brasende ind hvert øjeblik, men det sker ikke endnu - han er jo en topprofessionel "it-privacy-wrangler", der om lidt ændrer verdenshistorien med sine bortførte filer.
Poitras bruger altså simple virkemidler: Lys. Mørke. Høj musik. Ingen musik. Diskret filmer hun i baggrunden. Når Snowden forklarer, er vi helt nær hans ansigt, klaustrofobisk tæt, ligesom situationen er. Øjnene er tydelige bag firkantede briller, hårkanten cuttet af i kameraindstillingen. Han er determineret. Fortæller roligt og uden "øh'er" om sin mission: "The power of your choice". Han orkestrerer Poitras og Greenwald, de er hans kommunikationsaktører. Vi ser ham også stå med ryggen til og spejde tavst ud over Hongkong gennem et tyndt gardin. I en af de sidste scener tager han kontaktlinser på, sort skjorte, jakke og bukser, klipper sit hår. Whistlebloweren er klar til sin nye skæbne: "I knew the risk." Her kunne filmen være slut, men flere enkeltscener kommer til, og den allersidste scene er topspændende, for den foregår i 2014 i Moskva. Greenwald skriver med kuglepen på notespapir, Snowden læser. Sidste frame viser en hånd rive papiret i små stykker. Hvad mon fortsættelsen bliver?
Laura Poitras formår at formidle det højspændte politiske indhold, så selv uindviede vil kunne forstå Edward Snowdens mission. Se filmen. Tag debatten med din nabo. Som i Citizenfour er verden iklædt mange nuancer af hvid og sort samt helte og skurke: Hvem kan vi stole på?
