< 1992 >
Tidligere ombudsmand Jørgen Steen Sørensen forsvarede offentligt ansattes ytringsfrihed. ”Den højt besungne ytringsfrihed har det ikke alt for godt – specielt på arbejdspladserne”.
Sådan lyder det i Prosabladets spalter i marts 1992. Folketingets Ombudsmand har ifølge artiklen netop ”slået en pæl igennem arbejdsgivernes forsøg på at diktere omfanget af ytringsfriheden”. Holstebro Kommune har nemlig fået en kraftig irettesættelse af ombudsmanden, fordi kommunen året før truede tre tillidsfolk til at dementere deres egen pressemeddelelse, der havde været stærkt kritisk over for kommunens planer om at lade servicevirksomheden ISS overtage en række kommunale opgaver.
Flertallet i byrådet mente, at tillidsfolkene skulle være særligt samarbejdsvillige, fordi de sad i samarbejdsudvalget. Derfor truede politikerne tillidsfolkene med en advarsel, hvis ikke pressemeddelelsen blev trukket tilbage. Men ombudsmanden understreger, at kommunens retsopfattelse er grundløs.
”Dermed slås det fast, at ytringsfriheden gælder for alle ansatte, også selv om de sidder i et samarbejdsudvalg”, slår Prosabladets skribent fast.
< 2020 >
Man kan i Folketingets Ombudsmands beretning for 2020, der udkom i april, læse, at beskyttelsen af offentligt ansattes rettigheder stadig udgør et væsentligt sagsområde.
I to sager har DSB givet advarsler til to ansatte, som under en faglig konflikt i 2018 og 2019 kritiserede ledelsen. En togfører havde i et blogindlæg omtalt et forslag fra DSB som en ”danmarkshistorisk nedslagtning af tillidsmandssystemet”, og en lokomotivfører havde i et interview kaldt DSB’s bestyrelse og ledelse ”inkompetente”.
”Udtalelserne var rigtignok polemiske og skarpe. Men offentlige arbejdsgivere må i vidt omfang tåle at blive kritiseret af de ansatte. Det gælder ikke mindst under en faglig konflikt, hvor der i sagens natur vil være situationer, hvor parterne i større eller mindre grad er uenige, og hvor der i kampens hede kan ryge et par finker af panden”, skriver ombudsmanden.
De overordnede rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed er beskrevet i en vejledning fra Justitsministeriet. Heri står, at de har en udstrakt ytringsfrihed og som udgangspunkt ikke kan afskediges, degraderes eller på anden måde mødes med negative konsekvenser på jobbet på grund af deres ytringer.
”Det er vigtigt at understrege, at ledelsen ikke kan pålægge offentligt ansatte andre begrænsninger i deres ytringsfrihed end dem, der er beskrevet i denne vejledning. Hvis man som offentligt ansat oplever at blive mødt med negative ledelsesreaktioner på grund af en lovlig ytring, kan man rette henvendelse til sin faglige organisation eller fagforening”, slås det fast.