I efteråret var min kone på en tur til Helsingør med sin 76-årige mor og blev dér stoppet af politiet, som erklærede, at de ville klippe pladerne af bilen.
Da hun spurgte om årsagen, forklarede betjenten – som i øvrigt behandlede de to pæne mønsterborgere som narkopushere – at det vidste han ikke, men at ”systemet” sagde, at han skulle.
Min kone ringede hjem i let panik, og jeg begyndte en søgning efter årsagen. En regning på registreringsafgift var gået to dage over tid, men det virkede ikke logisk, at den var årsagen. Motorregistret og Skat udviste heller ikke ubetalte regninger. Et tilbud om at betale den eneste identificérbare regning på stedet blev prompte afvist, så pladerne blev klippet, og de to måtte tage toget de 150 kilometer hjem.
Bilen blev holdende i 14 dage. De fire første, fordi Skat først kan se en betaling på kontoen fire dage efter indbetaling. Men senere fandt vi ud af, at den egentlige årsag var en mindre regning fra 2017, som var endt i et sort hul hos Gældsstyrelsen. Et sted, hvor man KUN kan få oplyst, hvad man skylder, hvis man kontakter dem telefonisk i deres telefontid.
Blot én hændelse i en verden, hvor selvsamme Gældsstyrelse altid sender mails til ens inbox med titlen “Vigtig information” (sidst var jeg lige ved at få et hjerteanfald og måtte bøvle med e-boks for at finde ud af, at jeg skyldte 58 kroner). Eller hvor ansøgninger om tilskud til energiforbedringer i hjemmet er en form for lotteri, hvor man er nødt til at tage en fridag og vente i en uendelig kø i det digitale tilskudslotteri for at konstatere, at alle pengene er væk, når det bliver ens tur 13 timer senere.
Det virker ofte som om, nogen i familie med Frankenstein har skabt et digitalt monster, som gør os frustrerede, fragmenterede, fremmedgjorte, fjendtlige og fjerner fornuften (6F-syndromet). Så vi må nok nedbrænde landsbyen og skrive det nye manifest for offentlig digitalisering.
I dét manifest skal stå, at digitalisering skal have afsæt i menneskelige behov og ikke i økonomisk ressourceoptimering. Borgeren skal altid have følelsen af at kunne møde et rigtigt menneske eller i det mindste kunne kaste en livline til et.
Mennesket, du møder som borger, skal kunne udvise ansvarlighed, kende til sammenhængene, kunne tale dit sprog, tage decentrale beslutninger og forstå, hvorfor systemerne gør, som de gør. Og systemerne skal hænge sammen uden sorte digitale huller. Digital kompleksitet, hvor borgerne føler 6F-syndromet, straffes med dagbøder, indtil normaltbegavede borgere forstår systemerne.
Lad os opfinde en Turingtest for digitalisering, hvor 99 procent af borgerne skal forstå et system, før det må implementeres. Vi starter med tidsbestilling til vaccination.
Og så skal vi etablere en Styrelse for Digital Fornuft & Filosofi, der kun måles på borgerglæde og har som den eneste opgave at undgå digitalisering, indtil den er meningsfuld.
Det bliver dyrt, tænker du? Og ja, det bliver helvedes dyrt. Men tænk hvis vi kunne fjerne enhver form for digital frustration for den enkelte borger og omsætte den til positiv, kærlig og bæredygtig energi i stedet.
Dét ville virkelig rykke.
