Vi bliver alle overvåget, når vi færdes på nettet eller benytter vores favorit-app på mobiltelefonen. Så langt er de fleste enige. Men hvor omfattende er overvågningen og dataindsamlingen egentlig? Og hvem er det, der høster frugterne af alle vores personlige data?
Det spørgsmål har kommunikationsforsker Signe Sophus Lai fra Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet brugt oceaner af tid på at finde svaret på. Resultatet af hendes research er samlet i den 318 sider lange ph.d.-afhandling ”Human Capabilities in a Datafied Society”, som følger sporene fra techgiganternes digitale fangarme.
– Den grundlæggende strategi for techgiganterne handler om datamaksimering. Altså at indsamle så meget data som muligt om brugerne. Ikke nødvendigvis med et klart defineret formål, men fordi alle data potentielt er penge værd. Samtidig gør de det svært for brugerne at gennemskue, hvor mange data de indsamler, og hvad den data bliver brugt til. Og det står jo i direkte kontrast til de europæiske GDPR-regler, der handler om dataminimering, forklarer Signe Sophus Lai.
Som en del af sin ph.d.-afhandling har hun, sammen med kollegaerne Stine Lomborg og Rasmus Helles, undersøgt de 150 mest benyttede hjemmesider i 28 EU-lande – i alt 4.200 sites – og grupperet dem efter de tredjepartscookies, de anvender.
Google har en størrelse, hvor de ikke behøver at tage hensyn til andre
Usynlig dataindsamling
For selv om der hersker mange spekulationer om techgiganternes dominerende stilling og de monopollignende markedstilstande på internettet, så findes der ikke en samlet opgørelse over, hvem der tracker os mest gennem tredjepartscookies.
– Det her er en grundlæggende, empirisk kortlægning af cookie-infrastrukturen. Dataindsamlingen er usynlig, og de tredjepartstjenester, der står bag, er ikke registreret nogen steder, forklarer Signe Sophus Lai.
Af de 4.200 undersøgte hjemmesider var der en hel del gengangere, så forskerne endte med en liste på 2.150 unikke sites. Samlet set rummer de 9.077 tredjepartscookies ejet af en lang række firmaer, men med Google, Facebook og Doubleclick som de dominerende. Faktisk sætter Google sine cookies på 86 procent af alle de undersøgte hjemmesider i Europa.
– Det fortæller jo noget om, i hvor høj grad de har adgang til data om europæiske borgere. Google er blevet en invasiv art, siger Signe Sophus Lai.
Kortlægningen blev foretaget ved hjælp af WebXray, som er udviklet af forskere til at finde de skjulte datastrømme på nettet. Værktøjet loader de udvalgte hjemmesider igen og igen og samler resultaterne i en database, hvorefter det er muligt at analysere kildekoden på cookies fra tredjepartstjenester og identificere de virksomheder, som står bag, forklarer hun:
– Der var flere interessante sammenfald. Det, der kom mest bag på mig, var, at hjemmesiderne for store tabloidmedier overvåger og tracker deres brugeres adfærd på måder, der minder meget om lotteri- og gamblingsites. De har cookies fra de samme tredjepartstjenester, som er mindre hyppigt brugt på tværs af de resterende sites.
En lille fisk i et hav af apps
Som led i sin research bad hun 20 almindelige internetbrugere i Danmark om at føre dagbog over deres kommunikationsvaner, og hvad de bruger nettet til.
– De fleste er mest på nettet med deres mobil, og alle medier og store sites gør alt, hvad de kan, for at få brugerne til at downloade deres app for at have dem i deres eget univers. På den måde er browseren efterhånden en lille fisk i et hav af apps, siger hun.
Og techgiganternes dominans fortsætter ufortrødent i app-verdenen, viser Signe Sophus Lai og kollegaen Sofie Flensburgs research, som blev udført med programmet Exodus Privacy, der kan afkode Software Development Kits (SDK) i de forskellige apps og dermed spore trackere.
På den måde har de lavet såkaldte appscapes, som er visualiseringer af, hvor mange tilladelser til dataindsamling en helt almindelig bruger giver blot ved at downloade apps og acceptere samtykkeerklæringen. En af deltagerne i undersøgelsen er Noah, som med bare 18 apps på sin telefon har givet 378 tilladelser.
– Derudover benytter de 18 apps sig af 135 tredjepartstjenester, som via de downloadede apps potentielt også har adgang til hans data. Det kan være hans bevægelser via gps eller hans kontakter, billeder og mikrofon. Men vel at mærke uden at han ved, hvad de bruger dem til, eller hvor de havner, forklarer Signe Sophus Lai.
Rystelser i økosystemet
Også på app-markedet er Google den helt store spiller. Med Android-styresystemet sidder Google på 72 procent af mobiltelefonmarkedet i verden, mens Apple sidder på 27 procent.
– Ingen kan konkurrere med en virksomhed, der har det største styresystem og de fleste apps i verden. Hvis du prøver, er der stor sandsynlighed for at du fejler eller bliver opkøbt, siger hun.
Derfor giver det rystelser i økosystemet, når Google nu helt vil skrotte brugen af de kendte tredjepartscookies og i stedet indføre FLoC (Federated Learning on Cohorts). Det skal angiveligt give brugerne større privatlivsbeskyttelse, men samtidig viser det ifølge Signe Sophus Lai, hvor meget magt Google har over vores digitale liv.
– Google har en størrelse, hvor de ikke behøver at tage hensyn til andre, hvis de ønsker endnu mere kontrol med annoncemarkedet. Det er Google, der sætter retningen, og så må man følge trop eller stå af, siger Signe Sophus Lai, der forudser, at en masse små og mellemstore virksomheder, som baserer sig på brugen af tredjepartscookies, må dreje nøglen om.
Afhandlingen er en afsluttende del af projektet 'The Peoples Internet', der handler om at give folk deres rettigheder tilbage i den digitale tidsalder, hvor overvågning og dataindsamling er blevet så omfattende, at ingen almindelige mennesker kan overskue den. Med sin forskning håber hun at bidrage til at skabe øget gennemsigtighed, så der i sidste ende kommer mere demokratisk kontrol med den digitale infrastruktur.
– Mantraet lyder mange steder, at jo mere vi digitaliserer, jo bedre liv får vi. At vores frihed vokser i takt med, at vi kan bruge data til at skabe nye løsninger. Men i virkeligheden kan der være en negativ korrelation mellem frihed og digitalisering. I hvert fald så længe, at det er de private aktører, der i så massiv grad fastsætter spillereglerne, siger Signe Sophus Lai.
