Peter Gulstad er egentlig ikke specielt god til tal. Årstal skal i hvert fald jævnligt lige tjekkes af med samleveren Ingrid eller tænkes grundigt igennem med sammenknebne øjne, før der falder et svar. Men han synes selv, at han er blevet god til at forstå og analysere tal, fordi det har interesseret ham, privat så vel som fagligt.
- Jeg er god til at læse det med småt.
Han har sørget for overskud i ø-lejr-bevægelsen tilbage i 70'erne, været formand for en selvejende daginstitution i 80'erne og i kraft af sit arbejde på CSC gennem 35 år interesseret sig for økonomisk forvaltning og de bagvedliggende styringsmodeller. Og så er der jo lige PROSA, hvor den 55-årige chefkonsulent har været aktivt med siden 1975. Først som tillidsrepræsentant og siden 1990 også på landsplan. Han forstår simpelthen ikke spørgsmålet om, hvordan han finder tiden til det.
- Det er jo et spørgsmål om prioritering, lyder det let undrende svar.
Lytte til hinanden
Men nu er han altså hovedkasserer igen. For tredje gang.
Hvorfor har du igen meldt dig til en ulønnet post?
- Jeg stillede op sammen med Peter Ussing i 2002, fordi jeg var nervøs for foreningens økonomi. Selvom det jo ikke er morsomt at vælte den siddende formand - for det giver uro i organisationen, siger han. Peter Gulstad er kompromis'ernes mand, og han taler meget om, at de forskellige grupperinger i PROSA skal lytte og respektere hinanden:
- PROSA kan ikke overleve på en ensidig fokusering på individuel medlemsservice, men skal også huske overenskomsterne. Der skal være en balance. Det kan ikke undgås, at der er forskellige interessentgrupper - eller fløje om du vil - i en organisation, men man skal have respekt for hinandens synspunkter.
For ham at se, er der ikke nogle fasttømrede ensartede fløje, der står over for hinanden i PROSA:
- Vi skal lære at tale sammen og bøje os mod hinanden. Selv om konsensus nok er et gammelt forslidt venstrefløjsprincip, så mener jeg stadig, at det kan være til glæde for alle.
At levere varen
Hvordan vil du betegne PROSAs økonomi i dag?
- Den er stabiliseret. 2004-regnskabet vil vise et overskud på en lille million, så vi har nået det mål, vi satte os i 2002. De første to år gik med nedskæringer, og det har klart gjort ondt i organisationen. Nu er der i hvert fald mulighed for, at PROSA kan overleve - rent økonomisk. Politisk skal vi klare os på, at vi leverer det, som medlemmerne vil have: Indbyrdes kævl skræmmer i hvert fald medlemmerne væk, er Peter Gulstad overbevist om.
Interviewet foregår hjemme i hans dagligstue en solrig morgen, for mødekalenderen er presset, når man skal på skiferie om to dage.
En af Folmer Bendtsens akvareller fra Nørrebro pryder væggen ud mod den stille villavej i Vanløse. Ved siden af tygger et urs pendul stabilt og roligt sig igennem timen mellem otte og ni.
En fordel at være lille
Peter Gulstad har fulgt med i PROSAs økonomi i mange år, og han er ikke typen, der vil sætte kontingentet op, selvom det kunne gavne aktivitetsniveauet. Hverken når det gælder fagforeningen eller a-kassen, som han opfatter som en helhed.
- Kriser bliver ikke løst ved at sætte prisen op, siger han efter en tænkepause.
- Vi må acceptere, at vi lever i et konkurrencesamfund - så vi skal have konkurrencedygtige priser. Min opgave er at skabe overblik over indtægter og udgifter, så aktivitetsniveauet passer til kontingentpolitikken.
Peter Gulstad er derfor heller ikke så nervøs over konkurrencen fra andre fagforbund. Heriblandt de store, såsom HK og Ingeniørforeningen.
- Der findes en del mennesker, der ikke kan lide de store forbund. Fagforeninger er måske ikke ligefrem in, men identifikationen for it-folk kan måske være lidt nemmere i en smallere organisation som vores, mener han.
Slutter næste år
Pension og arbejdsmiljø er nogle af Peter Gulstads andre mærkesager. På CSC har han blandt andet været med til at forhandle pensionsaftale med Danica gennem alle årene - og - ikke mindst - holde Danica fast på de oprindelige aftaler.
Du har sagt, at det er garanteret sidste gang, at du stiller op til kasserer-posten?
- Ja, jeg stiller ikke op igen, for nu må det være på tide, at yngre kræfter kommer til. Jeg synes, at jeg har overstået min værnepligt på det felt. Jeg tror, at det er den sværeste post at blive valgt til, for du har en formidlerrolle mellem de organisatoriske og politiske beslutninger.
Det er en post, der kræver stor tillid, og kassereren skal være i stand til at stille sig op imod formanden, når der kommer forslag frem, der er ude af trit med den økonomiske virkelighed. Peter Gulstad understreger, at det ikke betyder noget for ham, om posten er lønnet eller ulønnet, besat af en valgt eller af en ansat, men vil blot påpege, at det må være værd at overveje internt i PROSA, om man skal blive ved med at fortsætte med en ulønnet aktivist på den post.
- For mig er det ligegyldigt, om titlen hovedkasserer findes eller ej. Det vigtigste er, at der er en økonomisk ansvarlig, der skal referere til hovedbestyrelsen og DF, så en formand ikke får mulighed for misbruge eller fortie oplysninger, der er vigtige for at kunne tage den rigtige beslutning.
Med andre ord er det hans opfattelse, at formanden skal være den dynamiske og udfarende type, mens kassereren skal passe på pengene.
Fremtiden
Den gamle skibsreder A.P. Møllers motto om "rettidig omhu" kunne passe godt på Peter Gulstads holdning til PROSAs pengekasse - men det vil han nok selv have sig frabedt. Den unge hr. Gulstad havde ganske vist en flirt med Konservativ Ungdom, men han er med årene drejet mere og mere mod venstre - og det ville skibsrederen nok heller ikke bryde sig om. Med sine 55 år i bagagen og en kæreste, der er handicappet, er Peter Gulstad da også begyndt at tænke på sig selv. Parret kigger efter et hus i Frankrig, for så kan man jo holde fri både på ødegården i Sverige og i huset i Frankrig, alt efter vejrudsigten.
- Så jeg går skam også til fransk, røber Peter Gulstad på falderebet.
Rundt om Peter Gulstad
Alder:
55 år
Bopæl:
Jeg har boet her i Vanløse i 10 år sammen med Ingrid Nødvig. Tidligere boede jeg i parcelhus i Hvidovre.
Mit private liv:
Jeg er fraskilt og har to børn. Bl.a. et med Mette Gulstad, der også er tillidsrepræsentant i CSC og medlem af hovedbestyrelsen. Rasmus på 27 år læser til ingeniør, og Marie på 22 år læser til farmaceut. Jeg er selv født på Nørrebro, og min far var stadsingeniør i Københavns Kommune.
Karriere:
Jeg har arbejdet i CSC siden 1970, først som programmør en ti års tid, dernæst som projektleder. I dag er min formelle titel chefkonsulent, og jeg arbejder primært med infrastrukturen for forsikringsselskabet Tryg. Min faglige og politiske interesse går tilbage til gymnasiet, hvor jeg var medlem af Konservativ Ungdom. Dernæst var jeg meget fascineret af Retsforbundets tanker, men i dag stemmer jeg på Enhedslisten. Jeg har dog ikke været medlem af noget parti, siden KU i 1968. I PROSA har jeg været hovedkasserer af flere omgange, først 1990-1994 og igen fra 1997-2000. På DF i 2002 vendte jeg så tilbage til kassererposten og genopstillede da også i 2004. Jeg er også tillidsrepræsentant i lokalafdelingen PROSA/CSC og medlem af bestyrelsen.
Lønniveau:
Interesserer det nogen? Nå, men jeg har omkring 50.000 kr. i grundløn pr. måned.
Min største last:
Det må du nok spørge andre om
.
Styrker:
Jeg er logisk tænkende og god til at se tingene fra flere sider.
Svagheder:
Jeg tager nødig en konfrontation, og jeg kan måske gå for langt for at få et kompromis. Jeg kan være stædig - og så er jeg nok blevet lidt hidsig på mine gamle dage, men det tror jeg har noget at gøre med mit syn på livet: Jeg synes, at man har pligt til at sætte sig ind i hvad andre mener, så hvis nogle bevidst ønsker at sabotere et samarbejde, så kan jeg godt blive vred.
Hvordan slapper du bedst af:
Jeg tager gerne en tur i kajakken, når vi er oppe på vores ødegård i Sverige. I det hele taget kan jeg godt lide at være ude i naturen og røre mig samtidigt.
Hvilken bog har du sidst læst:
Jeg er begyndt på en trilogi af Philip Pullman: "Det Gyldne Kompas". Det er i typen af eventyr eller fantasy-bøger. Jeg er ordblind, så jeg læser ikke så hurtigt.
Hvad laver du i din fritid:
Jeg har hus og have, så det bruger jeg gerne tid på. Desuden skal vi helst på skiferie hvert år, ligesom jeg gerne plukker svampe i skoven om efteråret.
PROSA internt