PROSA/ØST har fået ny hjemmeside. Hjemmesidens målgruppe er privatansatte i it-branchen øst for Storebælt - altså PROSA/ØSTs medlemmer. Ifølge handlingsplanen for PROSA/ØST er visionen for hjemmesiden, at den skal være "tilgængelig på en nem og overskuelig måde, samt give medlemmerne mulighed for at give udtryk for deres behov på baggrund af en emneopdelt hjemmeside".
Enkel struktur
Nem og overskuelig er den blevet. En enkel menu-struktur udgør kernen, og intet sted er strukturen mere end 3 lag. Fra menuen kan man:
• i "Kalenderen" se, hvilke arrangementer, der er i PROSA/ØST den kommende tid - og efter sommerferien, vil der være mulighed for online-tilmelding. • få generel information om PROSA/ØST samt om øst-projektet, der kører i hele 2003 og har til formål at skabe faglig aktivitet og hverve nye medlemmer til PROSA, primært på arbejdspladserne.
• downloade "Faglig Håndbog" i pdf-format. I "Faglig Håndbog" finder man oplysninger om medlemskab af PROSA, løn og arbejdsforhold, kompetenceudvikling, etik og meget mere.• under "Filmklip/billeder" se klip fra afholdte arrangementer eller teasere til kommende arrangementer.
• få en liste over servicetilbud fra PROSA/ØST til medlemmerne - pension, bank, t-shirts m.v.
SMS-tjeneste
Under hovedmenuen findes en boks, hvorfra man får mulighed får at tilmelde sig SMS-tjeneste, tilmelde sig arrangementer og mailinglister. Klart nok er disse features centralt placeret, da det jo er et rigtig godt tilbud til medlemmerne. Desværre bliver man skuffet, når man aktiverer to af disse links, da man blot får at vide, at denne feature kommer efter sommerferien. Det er en gylden regel i kommunikation på internettet ikke at linke til sider, der bare fortæller, at her kommer snart et eller andet godt. Bedre er det at samle de visioner, man har med hjemmesiden, under et enkelt punkt.
Information og netværk
Her i første generation af prosa.dk/oest er der lagt mest vægt på at give information om PROSA/ØST samt at tilbyde brugerne nogle forskellige faciliteter, der dels helt konkret er en god service samtidig med, at de på længere sigt giver mulighed for skabelse af netværk. Jeg tænker her på faciliteter som online-tilmeldinger, sms-tjeneste og mailinglister. Hvis de nævnte faciliteter får et spændende indhold, og antallet af arrangementer ikke er udsat for sommer-agurketid, er udgangspunktet godt.
Som nævnt er en af visionerne med prosa.dk/oest, at medlemmerne skal få mulighed for at give udtryk for deres behov på baggrund af en emneopdelt hjemmeside. Indtil videre er mulighederne for brugerne til at kommunikere og give udtryk for noget ret begrænsede. Men det er så tanken på længere sigt.
Portal ville skabe faglig aktivitet
Målgruppen er en ret homogen gruppe med mange fælles interesser og problemer, så hvis brugerne fik mulighed for log-ind i en portal-løsning kunne hjemmesiden virkelig være med til at skabe nye netværk og faglig aktivitet. Folk kunne stille spørgsmål, bidrage med egne erfaringer, tilmelde links, kommentere stoffet på sitet. Måske kunne man søge i en medlemsdatabase, se medlemmernes profiler med en række oplysninger om det enkelte medlem og sende meddelelser til enkeltpersoner eller grupper. Måske kunne man gøre prosa.dk/oest personlig ved at tilpasse siden efter eget ønske, så de ting, der interesser een specielt, blev fremhævet. Måske kunne andre, på ens personlige del af hjemmesiden, se, hvad man har bidraget med til fællesskabet. Og så videre. Alt sådan noget kan man drømme om. Mulighederne er mange, men ressourcerne sikkert begrænsede, så indtil videre er PROSA/ØSTs nye hjemmeside en god start, som forhåbentlig bliver udbygget med tiden.
Flash er smukt, men giv alternativer
Siden er pæn og enkel, holdt i douche farver med undtagelse af den PROSA-karakteristiske røde prik, der liver op og
angiver, hvor man er på hjemmesiden. To små flash-animationer sørger for at tilføje yderligere liv i form af lidt bevægelse i hoved og bund på hjemmesiden.
Flash et skønt program og smukke resultater giver det, men det ville være en god idé at gøre brugen af hjemmesiden uafhængig af Flash. For hvis man klikker sig ind på www.prosa.dk/oest uden på forhånd at have Macromedia Flash Player installeret, bliver man som det allerførste spurgt, om man vil installere programmet. Og hvis man ikke vil det (eller måske har problemer med installationen) bliver www.prosa.dk/oest nærmest ubrugelig. Er det ikke altid - også på de IT-professionelles hjemmeside - på sin plads at give brugeren alternativer og forklaringer?
Småproblemer med brugervenligheden
Herudover er der nogle småproblemer med brugervenligheden som sådan, som skal løses for optimal funktion.
• Søgefunktionen er fint og centralt placeret, men desværre er et eller andet gået galt i programmeringen, så den virker slet ikke.• Menupunktet "Faglig Håndbog" linker direkte til pdf-filen. Det er rigtig dårlig web-skik. Et link til en html-side, der dels forklarer hvilket indhold, man kan forvente at finde i pdf-filen, dels selvfølgelig har et link til selve pdf-filen (og evt. Acrobat Reader) giver ingen ubehagelige oplevelser.
• Det er en god idé med små filmklip eller billeder fra forskellige arrangementer, men selvom mange mennesker har fået stor båndbredde efterhånden, er det stadig aktuelt som webdesigner at spekulere i at optimere sine billeder til web-brug. De aktuelle billeder, der findes på hjemmesiden, er simpelthen alt for store, og kan uden kvalitetsstab via billedbehandling reduceres til 3% af den oprindelige filstørrelse.
Ved redaktionens afslutning er nogle af de nævnte problemer afhjulpet, red.
PROSA internt