PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

PROSA internt

Formandskandidat Thomas Kølle trækker sig

Der var ellers lagt op til kampvalg om formandsposten til PROSA på weekendens delegeretforsamling. Men søndag formiddag trak udfordreren Thomas Kølle sig.

– Jeg trækker mit kandidatur til formandsposten.

Sådan lød beskeden fra Thomas Kølle, der ellers stod til senere på dagen at skulle i kampvalg mod den siddende formand, Niels Bertelsen, der genopstiller til posten.

– Jeg føler, at der er en bred opbakning til Niels Bertelsen, og derfor trækker jeg mig, sagde han.

Herefter gik Hans Aagaard på talerstolen og trak sit kandidatur til næstformand.

– Dagen i går viste med stor tydelighed, at der var stor opbakning til den nuværende ledelse. Derfor var der ingen grund til at benytte denne eftermiddag i stiv kuling. Lidt mod forventning tegner alt til et fredsvalg, sagde Hans Aagaard.

Han og Thomas Kølle stillede op som et par mod Niels Bertelsen og den nuværende næstformand, Hanne Lykke Jespersen. Men i løbet af lørdagen – og måske især efter aftenens mere frie aktiviteter – blev det altså tydeligt for udfordrerne ikke at kunne regne med mange stemmer fra forsamlingen.

Selvom beslutningen blev mødt af bifald, gik Henrik Kroos, bestyrelsesmedlem fra ØST, på talerstolen:

– Selvom jeg støtter Thomas' beslutning, vil jeg gerne takke ham for at stille op. Det var et frisk initiativ, der er modigt og godt – og også at du trækker dig, sagde Henrik Kroos.