– Jeg føler, at der er en bred opbakning til Niels Bertelsen, og derfor trækker jeg mig.
Sådan lød beskeden fra Thomas Kølle, et par timer før han ellers skulle være tørnet sammen med siddende formand Niels Bertelsen i kampvalg om formandsposten. Derefter gik hans næstformandskandidat, Hans Aagaard, på talerstolen og trak sit kandidatur.
– Dagen i går viste med stor tydelighed, at der var stor opbakning til den nuværende ledelse. Derfor var der ingen grund til at bruge denne eftermiddag i stiv kuling. Lidt mod forventning tegner alt til et fredsvalg, sagde han.
Han og Thomas Kølle stillede op som et par mod Niels Bertelsen og den nuværende næstformand, Hanne Lykke Jespersen. Men i løbet af lørdagen – og måske især efter aftenens mere frie aktiviteter – blev det altså tydeligt for udfordrerne, at de ikke kunne regne med mange stemmer fra forsamlingen.
Opslidende valgkamp
Beslutningen blev mødt af bifald, men Henrik Kroos, bestyrelsesmedlem fra ØST, gik på talerstolen:
– Selvom jeg støtter Thomas' beslutning, vil jeg gerne takke ham for at stille op. Det var et frisk initiativ, der har medført en god debat. Det er modigt og godt – også at du trækker dig, sagde Henrik Kroos.
Niels Bertelsen lagde i sin takketale ikke skjul på, at valgkampen havde været opslidende.
– Jeg vil gerne sige tak til mine støtter. Det er ingen hemmelighed, at jeg i tiden op til dette valg har oplevet et pres. Det har været min person og ikke min politik, man er gået efter. Derfor vil jeg gerne sige tak til dem, der har støttet mig i denne tid, sagde han fra talerstolen.