Ved 10.30-tiden lørdag formiddag begynder PROSAmedlemmer og - medarbejdere at indskrive sig på N. Zahles Seminarium til en dag om globalisering og om fagforbundet PROSA. Den første halve time går med at hyggesnakke og at spise morgenmad, inden formand, Peter Ussing, byder velkommen.
Engagerede tilhørere
Første taler på podiet denne formiddag er FTF's formand Bente Sorgenfrey, som bl.a. taler om Danmarks svagheder og styrker på det globale marked og om fagforbundenes rolle. Derefter bydes der velkommen til IT-Universitetets rektor Mads Tofte, som fortæller om it-uddannelserne i Danmark og om udviklingen af dem. Under begge oplæg deltager de fremmødte PROSAmedlemmer engageret - der lyder højlydte grin, når talerne fortæller om deres møde med de forskellige syn på it - som åbenbart ikke alle steder bliver betragtet som en rigtig profession - og der bliver stillet en masse spørgsmål undervejs. Faktisk så mange, at Mads Tofte til sidst med et smil på læben må sige stop for flere spørgsmål, hvis han skal have en chance for at nå at tale om de ting, han har stående i sin Power Point-præsentation.
Så er der workshop
Klokken 14 er der frokostbuffet og her fortsætter samtalerne livligt om de ting, der er blevet snakket om i oplæggene og om it-faget generelt - og om alt muligt andet. Efter en lille times frokost starter de forskellige workshops. Deltagerne fordeler sig og går ud på de workshops, de hver især har interesse i, hvad enten det er workshoppen "Kompetence i udvikling - Udvikling i kompetence", "Flere overenskomster - flere medlemmer!?", "PROSAbladet i PROSA", "Kryptering 101" eller workshoppen om "Fremtidens fagforening". Ikke alle workshops er lige velbesøgte og en klar vinder, når det kommer til besøgstal, er workshoppen "Fremtidens fagforening". Læs mere andetsteds i bladet om, hvad der skete på de forskellige workshops.
Midtvejsmødets afslutning
Klokken er blevet 17.45, og det er tid til en kaffepause kun afbrudt af en generalforsamling i it-fagets afdeling af arbejdsløshedskassen. Derefter går Peter Ussing på podiet for at fortælle om, hvad der er sket i årets løb. Formanden fortæller både om konkrete PROSAprojekter, der er blevet gennemført, om den politiske situation, FTF, den interne situation i foreningen og om hvad der skal ske i de kommende år. Og en times tid senere er den faglige del af Midtvejsmødet slut. Tilbage er nu kun middag med alt, hvad dertil hører indtil kl. 23, hvor vi skal være ude af lokalerne.
PROSA internt