Hardware, Software

Kompetencer: Cloud kræver it-folk med flair for forretning

Overgangen til cloud betyder, at it-professionelle skal arbejde mindre direkte med teknikken og mere med forretningsudvikling og kontraktforhandling.

Mindre hands-on, mere forretningsforståelse. Sådan kan man kort opridse de ændrede krav til it-folkenes kompetencer, efterhånden som virksomheder bevæger sig fra egne it-installationer til cloud-løsninger.
– Virksomhederne må se i øjnene, at der skal ske et paradigmeskift i forhold til kompetencer. De it-professionelle skal simpelthen kunne nogle andre ting end før i tiden, mener Thomas Dalager fra konsulentfirmaet Timengo.
Han peger på, at når man køber sine it-løsninger på abonnementsbasis, hvor de leveres som websider i en browser, er der mindre behov for teknisk specialviden. Sat på spidsen skal it-folkene bare sørge for, at hver medarbejder har en skærm med en browser og adgang til internettet.
Men det behøver ikke betyde, at it-folkene bliver overflødige.
– De skal for eksempel mestre leverandørstyring. De skal vide, hvad forretningen har brug for, og omsætte det til en kontrakt med en udbyder. Og så skal de holde leverandøren op mod de aftaler, virksomheden har indgået, siger han.
Thomas Dalager mener, at det kan medføre, at it-afdelingerne skal til at ansætte folk med anden baggrund end de rene it-uddannelser.

Ny teknologi, gamle opgaver

Hos PROSA ser ledelseskonsulent Michael Tøttrup derimod primært cloud som en ny teknologi, de it-professionelle skal sætte sig ind i:
– Vores arbejdsopgaver handler stadig om at opbevare, analysere og sikre data. Det er bare teknologien, der skifter, siger han.
Dog ser han udviklingen mod cloud som led i en større tendens, der har været i gang i mange år: It-folk skal i mindre grad være snævert teknik-orienterede og i højere grad forstå den rolle, it spiller i forretningen.
– Vi går fra et fokus, hvor teknologien var målet, til at den nu bliver et middel. Dermed får de it-professionelle mere rollen som konsulenterne, der hjælper med at vise, hvordan it kan understøtte forretningen i den organisation, det bliver brugt i, siger han.
Det hænger godt sammen med, at de fleste it-folk i dag kommer fra universiteterne. For 20 år siden var den typiske it-uddannelse en erhvervsuddannelse.
Også Michael Tøttrup ser et behov for, at it-folk skal lære at udarbejde, indgå og kontrollere aftaler med udbyderne af cloud-systemer. Men det er heller ikke nyt:
– Vi har jo altid været med til at udarbejde kravspecifikationer og indgå aftaler om serviceniveau. Nu skal aftalerne blot være med eksterne partnere, hvor de tidligere var interne, siger han.

Job forsvinder

Flere cloud-konsulenter peger på, at cloud især er oplagt for små og mellemstore virksomheder. Det skyldes, at de sjældent er bundet af store investeringer i hardware og egenudviklede løsninger. Nystartede virksomheder kan ligefrem helt springe over stadiet med egne servere og fra begyndelsen lægge alle it-services i skyen.
Dermed kan det traditionelle job med at passe servere og netværk hos den lille virksomhed forsvinde. Men det behøver ikke medføre tab af arbejdspladser, mener Michael Tøttrup:
– Virksomhederne vil stadig have it-behov, det er blot nogle andre behov. For eksempel skal de have hjælp til at udvælge og tilpasse cloud-løsninger. Og der skal stadig være nogen til at drive serverne, selvom de nu står i et stort datacenter hos cloud-udbyderen, siger han.

CITAT:

BILLEDTEKST:
– Vi går fra et fokus, hvor it var målet, til at det nu bliver et middel. Dermed får den it-professionelle mere en rolle som konsulent, siger ledelseskonsulent Michael Tøttrup, PROSA.