DRY (Don't Repeat Yourself) kan være et godt princip, når man koder, men når man skriver unit tests, kan det være en rigtig dårlig idé. Det var en af pointerne i Jay Fields' oplæg ”Unselfish Testing”, hvor hovedpointen var, at unit tests skal skrives, så resten af udviklerteamet umiddelbart kan gennemskue dem og dermed undgå en masse spildtid med at finde frem til årsagen til de fejl, unit testen returnerer.
– Det smarte og kompakte kan nemt blive svært at vedligeholde, så derfor er det en god idé at bryde alt op i individuelle tests, undgå loops og alt andet, der gør det svært at gennemskue unit testen, forklarede Jay Fields, der er udvikler og forfatter til ”Working Effectively with Unit Tests”.
Den røde tråd i oplægget var, at unit tests er ”all for the team”, og hvis man ikke tog andet med sig, skulle det være: ”Enhver kan skrive unit tests, som hjælper dem i dag. En god programmør skriver unit tests, der fremover hjælper hele teamet.”
Se Jay Fields' oplæg her: goo.gl/3S8WqD