Da Frank Land som 10-årig tysk flygtning kom til England i 1939, havde han ikke regnet med, at han skulle blive en af de første programmører i verden. Men skæbnen ville, at englændernes store glæde for te, en fremsynet matematiker og en risikovillig ledelse i et engelsk forretningsimperie kom til at præge hans liv og karriere. En karriere i it, der startede sammen med verdens første forretningscomputer, LEO.
Cigarer, tesaloner - og computere
Historien om verdens første forretningscomputer starter i England i 1800-tallet. Næsten hundrede år før Frank Land flygtede fra nazisterne, kom Samuel Gluckstein til England i 1841, da hans familie flyttede fra Preussen. Her startede han en lille cigarforretning, som senere voksede til en hel kæde af tobaksforretninger. En af sønnerne, Montague Gluckstein, rejste meget rundt i England med tobakforretningens produkter. Han mente, at der ikke var nogle ordentlige steder for en handelsrejsende at få noget at spise og drikke. Derfor foreslog han sine brødre, at familievirksomheden skulle gå ind i restaurationsbranchen. Brødrene startede en ny virksomhed der blev navngivet "J. Lyons & Co." efter kompagnonen Joseph Lyons. Konceptet for J. Lyons & Co. skulle være tesaloner, hvor familier og rejsende folk kunne få en god kop te og et ordentligt måltid for en billig penge. J. Lyons & Co.\'s tesaloner blev en stor succes, og virksomheden ekspanderede voldsomt. I mellemkrigsårene var kæden vokset til mere end 250 tesaloner. Senere spredte J. Lyons & Co. sig til andre brancher end restaurationsbranchen. I slutningen af 1930\'erne beskæftigede forretningsimperiet over 30.000 mennesker og var en af Englands største virksomheder.
Den systematiske matematiker
Under den voldsomme vækst blev John Richardson Mainwaring Simmons ansat som management trainee i J. Lyons & Co. i 1923. Han havde netop bestået med topkarakterer i matematik fra Cambridge Universitet. John Simmons gik i gang med at analysere arbejdsprocesserne i Lyons kontorer. Omhyggeligt delte han arbejdet op i delprocesser og prøvede at optimere hver enkelt proces. John Simmons analytiske og strukturerede arbejde førte til, at han efter få år blev leder af en ny afdeling; System Research. Her gik John Simmons og en lille håndfuld mænd i gang med at analysere, systematisere og strukturere arbejdsgangene i Lyons mere end 30.000 mand store virksomhedskonglomerat. Et arbejde, der lagde grunden for Lyons senere konstruktion af verdens første forretningscomputer.
- Det var nok ikke helt tilfældigt, at System Research blev fødestedet for den første forretningscomputer, siger Frank Lands og fortsætter:
- Det var en logisk følge af Simmons ønske om at systematisere og anvende teknologi til at effektivisere arbejdsprocesser. En computer var nærmest en naturlig følge af System Researchs arbejde.
Arbejdet i System Research involverede blandt andet opbygning af flow-charts til at beskrive arbejdsprocesser. Teknikker og metoder, som afdelingen nogle år senere ville få stor brug for.
Ideen om den elektroniske hjerne
I 1947 tog to af Simmons betroede mænd, Oliver Standingford og Raymond Thompson, til USA. Ideen var, at de skulle tage til USA for at lære de nyeste amerikanske management-ideer at kende. Rent tilfældigt havde Oliver Standingford hørt om en "elektronisk hjerne", der var blevet udviklet på Moore School of Electronics på University of Pennsylvania. Den elektroniske hjerne hed Electronic Numeric Integrator and Computer (ENIAC). Oliver Standingford mente, at en elektronisk hjerne som ENIAC kunne anvendes til at automatisere mange af de rutineudregninger, som blev foretaget på Lyons kontorer. Sammen med Raymond Thompson overbeviste de Simmons om, at de skulle se nærmere på ENIAC, når de alligevel var i USA. Turen var en skuffelse med hensyn til at få nye management-ideer. Mange amerikanske ledere lavede ikke selv arbejdsanalyser, men lod sælgere af kontorudstyr fortælle dem, hvad de havde brug for. Det var et chok for de omhyggelige englændere og i modstrid med alt, hvad Lyons System Research stod for. Havde studieturen været en fiasko med hensyn til opstøvning af nye management-ideer, var informationerne som Standingford og Thompson fik med hjem om computere hele turen værd. På Moore School of Electronics mødte de bagmanden bag ENIAC, Herman Goldstine. Herman Goldstine delte gavmildt ud af sin viden om, hvordan ENIAC var bygget.
Lyons samarbejder med Cambridge
Da Standingford og Thompson kom tilbage til England i juni 1947, besøgte de Douglas Hartree på Matematisk Laboratorium i Cambridge. Douglas Hartree havde haft en flittig brevveksling med Herman Goldstine i USA og var selv i gang med at bygge en computer; Electronic Delay Storage Automatic Calculator (EDSAC). Tro mod den akademiske tradition delte Hartree sin viden om computerkonstruktion med Standingford og Thompson. Fælles for både ENIAC og EDSAC var, at de var bygget til at hjælpe forskere med at løse avancerede matematiske problemer. For Standingford og Thompson var der dog ingen tvivl om, at computerne også kunne hjælpe Lyons kontorpersonale. Efter mødet med Hartree skrev Thompson og Standingford en rapport til Lyons ledelse, hvor de begejstret beskrev hvordan Lyons kunne anvende computere til optimering af Lyons kontorarbejde. Efter John Simmons havde læst Standingfords og Thompsons rapport, skrev han til Lyons ledelse:
- Jeg føler som dem [Standingford og Thompson], at vi står på tærsklen til en utrolig vigtig udvikling, i kontorarbejde, men, meget sandsynligt også på andre områder, og firmaet kan, hvis det ønsker det, tage en ledende rolle i udviklingen.
John Simmons anbefalede, at Lyons indledte et samarbejde med Cambridge og foreslog, at Lyons skulle betale for noget af udviklingen af EDSAC mod at få Lyons fik lov til at lave en kopi af computeren. Bestyrelsen i Lyons indvilgede i at donere £3.000 til Cambridge, så Douglas Hartree kunne færdiggøre arbejdet med EDSAC. Lyons ledelse lovede yderligere £50.000-60.000 til bygningen af en kopi af EDSAC, så snart EDSAC var klar. I nutidspenge er det over 10-12 millioner kroner. Sammen med nogle Lyons-ansatte gik forskerne i Cambridge i gang med at færdiggøre EDSAC. 6. maj 1949 kørte EDSAC sit første program; udskrivning af kvadratet af alle tal fra nul til 99. Den største udfordring ved udviklingen af programmet havde været at håndtere udskrivningen af resultaterne.
Computere til forskning og forretning
Input og output var netop hvad Lyons-folkene betragtede som deres største problem. Et problem som skulle forfølge dem mange år fremover. De få computere der eksisterede på det tidspunkt, var alle rettet mod matematiskeudregninger med begrænset input og print af data. Lyons-folkene vidste, at med forretningsapplikationer ville det være lige omvendt. En forretningscomputer skulle indlæse en masse data og ville aflevere en tilsvarende mængde data i form af print. Kort efter EDSAC havde kørt sit første program, startede konstruktionen af LEO (Lyons Electronic Office) i Lyons bygninger i Cadby Hall på Hammersmith Road i London. Opgaven med håndtering af store mængder input blev lagt ud til Standard Telephones and Cables (STC), som lovede at levere tape-drev, så magnetbånd kunne bruges til hurtig indlæsning af data. Den beslutning fik stor indflydelse på LEO\'s fremtid.
Programmering af LEO
Mens konstruktionen af LEO tog sin begyndelse, blev Lyons-folkene David Caminer og Derek Hemy i sommeren 1949 undervist i EDSAC-programmering af David Wheeler. Han havde netop skrevet en Phd-afhandling om programmering af elektroniske computere. Afhandlingen blev senere grundlaget for den første bog om computerprogrammering; The Preparation of Programs for an Electronic Digital Computer, 1951 Addison-Wesley press. David Wheeler og hans kolleger havde udviklet en simpel symbolsk maskinkode, som de kaldte order code. Den bestod af 30 forskellige instruktioner. A stod for Add, S for Subtract, T for transfer og så videre. Hvis man ønskede at lægge indholdet af storagecelle 34 til akkumulatoren (EDSAC\'s regneenhed) skulle programmøren blot skrive A58.
- Nogle folk tror, at vi kodede binært, men vi anvendte symbolsk maskinkode, fortæller Frank Land.
Han sluttede sig til det lille udviklerteam i 1953, efter han havde gennemgået et grundlæggende computerkursus som var udviklet af Raymond Thompson. Lyons var begyndt at søge efter egnede programmører blandt de 30.000 ansatte og Frank Land, der arbejdede som kontorassistent på Lyons statistiske kontor, havde meldt sig til computerkurset.
- Det var et kursus af en uges varighed. Vi lærte, hvordan computeren var opbygget og om computerlogik, mindes 76-årige Frank Lands.
- Vi lærte eksempelvis at analysere et problem og dele det op i mindre delproblemer, så en computer kunne behandle det. Der var også øvelser i computerkonstruktioner som løkker, fortæller Frank Lands.
Udviklerteamet var godt klar over, at de var i gang med en usædvanlig opgave, og at de var de første i verden, der beskæftigede sig med forretningsapplikationer.
- Vi vidste, at vi var i gang med noget usædvanligt, men det var ikke noget, vi tænkte over til daglig, erindrer Frank Lands og fortsætter:
- Vi havde alt for travlt med at finde ud af, hvordan vi bedst kunne programmere LEO og hjælpe Lyons kontorpersonale.
Britisk computerindustri var den amerikanske overlegen
Netop LEO-folkenes fokusering på konstruktionsarbejdet og Lyons computerbehov, ses af nogle computerhistorikere som årsag til, at LEO ikke fik udnyttet det forspring, som computeren havde i forhold til amerikanske konkurrenter som UNIVAC og IBM. I 1951 var der endnu ingen konkurrenter til LEO.
Amerikanske UNIVAC og engelske Ferranti Mark 1 var ved at blive udviklet, mens IBM udelukkende lavede computere til videnskabeligt brug. Til forretningsverdenen satsede IBM på at sælge hulkortmaskiner; ikke computere. I 1952 fik Lyons besøg af nogle amerikanere, der havde kendskab til den amerikanske UNIVAC-computer. De mente, at LEO var fem år foran amerikanerne. Et andet område, hvor folkene bag LEO var forud for deres tid, var deres forståelse for nødvendigheden af at analysere forretningsprocesser, for at kunne udvikle ordentlige it-systemer. David Caminer var på det tidspunkt leder af Lyons System Research og videreførte Simmons linie med grundige analyser af arbejdsprocesser og udarbejdelse af veldefinerede procesbeskrivelser. Cambridge-matematikerne, der havde arbejdet med EDSAC, havde ikke anvendt nogen formel standard for at beskrive programmer. De skulle blot omsætte en række matematiske udtryk til kode, hvilket ikke krævede det store beskrivelsesapparat. Til forskel fra Cambridge-matematikerne anvendte Lyons-folkene flow-charting i stor stil, og der blev udarbejdet standarder for arbejdet.
Verdens første forretningsprogram
Det var meningen, at LEO\'s første program skulle være et lønsystem, men da de magnetiske båndenheder fra STC endnu ikke var klar, var LEO blevet udstyret med de langsommere hulkortlæsere og papirbånd. Lønkørsel for 30.000 ansatte blev derfor vurderet for risikabelt og langsomt. I stedet for blev der udviklet et BageriVærdisætningsprogram. Programmet skulle beregne værdien af den ugentlige produktion af brød fra Lyons brødfabrik. I beregningen indgik materialer, arbejdskraft og indirekte omkostninger som energi til ovnene. Programmet skulle beregne fabriksomkostningerne, salgsprisen og profitmargin samt værdisætte brød på lager. Mængden af input og output var minimalt i forhold til et lønprogram. Verdens første forretningsprogram, BageriVærdisætningsprogrammet, kørte på LEO den 5. september 1951. Normalt tog beregningerne 50 timer af kontorpersonalets tid hver uge. For LEO tog det mindre end fem timer plus otte timer til at forberede hulkort. Programmørerne vidste, at når først LEO fik hurtigere input i form af magnetbånd, ville programmet tage kortere tid. Men desværre kunne STC ikke leve op til, hvad de havde lovet. I oktober 1952 blev det klart, at STC ikke ville få tapedrev og magnetbånd klar. Lyons teknikere gik i stedet i gang med at udstyre LEO med tre input-kanaler (to hulkort og en papirtape) og to output-kanaler (printer og hulkortmaskine). Med den alternative løsning besluttede Lyons ledelse at lade LEO prøve kræfter med lønberegningen. Den 12. februar 1954 begyndte LEO at håndtere lønkørsler i Lyons. På det tidspunkt havde Lyons en arbejdsstyrke på 35.000 mand.
Fra brølende løve til fusioneret ål
LEO\'s succes med at automatisere kontorarbejdet i Lyons førte til, at der blev etableret et selvstændigt firma den 4. november 1954. Firmaet, Leo Computers Ltd., skulle udvikle og markedsføre LEO-computere. Leo Computers leverede ikke kun hardware, når de solgte en maskine. Når en maskine blev leveret til en kunde, fik kunden også en forretningsanalyse med i købet. Virksomhedens forretningsprocesser blev analyseret, og der blev udviklet specialprogrammer af Lyons programmører. Derudover blev kundens personale oplært i programmering og vedligehold af maskinen. Analyse, systemudvikling og optræning var alle ting, som fulgte med, når man købte en LEO-computer. Ting, som ikke nødvendigvis afspejlede sig i prisen. Det, kombineret med en halvhjertet markedsføring, vurderes som årsagen til, at Leo Computers ikke kom til at give overskud. I 1963 blev Leo Computers solgt til English Electric og fik navnet EEL. Mange af Leo Computer-folkene følte sig tilsidesat ved overtagelsen.
- Vi var mere avancerede end ingeniørerne fra English Electric, der overtog os, men det var dem, som kom til at bestemme, siger Frank Land.
Frank Land valgte kort efter overtagelsen at sige sit job op og startede som underviser på London School of Economics, hvor han i mange år underviste i Systemanalyse- en disciplin han havde lært fra den første tid med LEO.
LEO\'s historie
5. september 1951. LEO kører sit første egentlige forretningsprogram
Maj 1957. LEO II bliver sat i drift.
April 1962. LEO III er klar. Anvender transistorer i stedet for radiorør.
1963 Opgradering af LEO III. Kaldes 326.
LEO III introducerede et højniveauprogrammeringssprog CLEO (Clear Language for Expressing Orders).
4. januar 1965 blev LEO I lukket ned for sidste gang. Den havde på det tidspunkt fungeret som computer for Lyons i 14 år.
Frank Land
Kom til England som 10-årig i 1939 som tysk flygtning.
Efter uddannelse på London School of Economics blev han ansat på Lyons statistiske kontor.
Programmør i 1953 som del af LEO-teamet.
1967 leder af Information Systems-afdelingen på London School of Economics.
1986 professor i Information Management på London Business School.
2001 Tildelt Association of Information Systems (AIS) Fellow Award.
Formand for Leo Foundation.
