Hardware, Datakommunikation/telefoni

Mit liv med Google Android Dev Phone 1

Mens en officiel lancering af Android-baserede mobiltelefoner i Danmark lader vente på sig, har PROSA-medlem Andrew Engels Rump i længere tid haft udviklerudgaven i hænderne. Her fortæller han om sit samliv med Android og vejen til at anskaffe sig den Linux-baserede telefon inden alle andre.

Min efterhånden meget gamle Siemens S65 viste tydelige tegn på, at den ikke holdt meget længere. Kameralinsen var efterhånden helt snasket til, skærmen ridset og nogle af tasterne krævede ekstra hårde og skrå tryk for at reagere! Men hvilken telefon skulle jeg så vælge? Mange er skiftet til iPhone – men jeg følte mig heller ikke overbevist om, at det skulle være min nye telefon, selvom iPhones skærm er flot, og programmerne kan alt det, jeg havde behov for og meget mere til – og så alligevel ikke, for telefonen er temmelig lukket takket være Apples trang til kontrol.

Jeg har i mange år brugt Googles værktøjer (søgemaskinen, GMail, Kalenderen og Picasa (til billedbehandling og online billedlager), Bookmarks (online link-lager), dokumenter (online Office-pakke), Maps, YouTube og meget mere. Så da Google introducerede Android, som kørte på en Linux-kerne, spidsede jeg ører.
Det lød som telefonen for mig, fordi den rummer direkte integration med GMail, Kontakter, Kalender og andre funktioner, som Google tilbyder.

Jeg har allerede lagt en stor del af mit liv i hænderne hos Google – i hvert fald mine data, og det giver potentielt firmaet adgang til en stor viden om mig. Men da jeg ærlig talt ikke adskiller mig særlig meget fra normalmennesket, har jeg ikke de store bekymringer af den grund – men jeg holder øje med udviklingen.

På Android-indkøb med britisk kreditkort
Tiden gik, og sidste år kom der pludselig rygter om, at Google samarbejdede med den store mobilproducent HTC om at lave den første udgave af telefonen. Telefonen kom på markedet sidste år hos T-mobile i USA. Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle forsøge at skaffe mig en telefon hos dem. Jeg har flere kontakter i USA, som nok kunne overtales, men det blev for besværligt, og udsigten til alle de problemer, der kunne opstå ved ikke at have telefonen på T-mobiles netværk, gjorde, at jeg ventede. Kort tid efter kom der rygter om, at telefonen skulle sælges i blandt andet England og Tyskland.

Men så pludselig kunne alle Android- udviklere bestille en Google Android Dev Phone 1 til 399 dollar (cirka 2.300 kroner) – og i modsætning til for eksempel iPhone er den hverken sim-låst eller firmware-låst – jeg kan med andre ord gøre med den, hvad jeg vil.

Det koster 25 dollar (150 kroner) at blive registreret Androidudvikler – så jeg måtte frem med kreditkortet. Derefter prøvede jeg at bestille telefonen.

Jeg havde læst, at det kun var nogle lande, som var med i den oprindelige pulje, deriblandt England, så da jeg blev afvist i bestillingssystemet, måtte jeg snakke med en engelsk kontakt og spørge, om jeg måtte bruge hans adresse. Men det var ikke nok – kreditkortet skulle også stamme fra et af de udvalgte lande.  Argh!
Jeg fik lov til at betale med min engelske kontakts kreditkort, og nu gik ordren igennem, men først efter jeg accepterede både forsendelse, told og skat. Prisen lå stadig inden for rimelighedens grænser.

Så var det bare at vente
Jeg brugte tiden på at installere udviklingskittet (SDK) og læse manualer til telefonen. Og så tjekkede jeg andre folks oplevelser på nettet for at lære at bruge og programmere telefonen. Der var forholdsvis få negative kommentarer, hvilket egentlig er ret usædvanligt. Jeg plejer at sætte mig grundigt ind i tingene, inden jeg køber ting, og ofte finder jeg anmeldelser, som gør, at jeg vejer tingene op mod hinanden, men i Androids og HTC Dreams tilfælde er listen ret kort – men o.k. den er også (i første omgang) en nørd-telefon.



Forholdvist stramt designede ikoner og enkelhed præger Android-telefoners brugergrænseflade.

Telefonen ankommer
Jeg blev glædeligt overrasket over, hvor lille telefonen var. Jeg fik hurtigt pakket den ud, sat microSD, sim-kort og batteri i og derefter sat den til opladning, mens jeg læste det meget begrænsede materiale, der fulgte med!

Telefonen har seks knapper: en Menu, en grøn ”Ring op”, en Home, et rullehjul, der også kan trykkes ned, en Tilbage-tast, og en rød ”Læg på”. Telefonen har lidt plasticfornemmelse over sig, men den er forbløffende stabil, også når man svinger tastaturet op.

Selve tastaturet er ganske behageligt at skrive på.

Når tastaturet er synligt, er det desuden nemt at komme til microSD-kortet og tage bagbeklædningen af til batteriet og sim-kortet.

Stort online marked for applikationer
Da jeg tændte for telefonen, fulgte jeg vejledningen og havde via en Google-søgning fundet ud af, at min teleudbyder Sonofons netværksadgangspunkt, APN, ikke skal angives, så jeg trykkede bare ”Save” og fik en fejlmeddelelse om, at APN skal være udfyldt. Suk. Efter lidt mere søgning fandt jeg ud af, at andre havde haft samme problem, og at indtastningen ”internet” også blev accepteret og – voila. Telefonen gik online, og inden jeg fik set mig om, var den synkroniseret med min Google: Mail, Kontakter & Kalender – via 3G – det var hurtigt tydeligt, at der foregik meget datatrafik – rigtig meget.

Jeg fik hurtigt koblet telefonen på en WiFi-forbindelse, og så var det bare med at tanke programmer på telefonen. Android Market er navnet på Googles online tilbud, som er fyldt med applikationer udviklet af andre Android-udviklere samt Google selv. Tilbuddene er talrige, og efter kort tid havde jeg fyldt telefonen op! Programmer kan (indtil videre) kun installeres i den indbyggede hukommelse, men der er alligevel plads til omkring 93 programmer i telefonen. Nogle applikationer kan tilgå microSD flash-kortet, som for eksempel musikafspilleren, så det er fint.

Sådan er mit samliv med Android
Og hvilke indtryk efterlader bekendtskabet med Android så? Ja, først og fremmest er Google Android Dev Phone 1 er udviklertelefon – punktum. Æskens spartanske indhold afspejler produktet, jeg har købt. Du er udvikler. Find selv ud af det – Google er din ven.

Det betyder selvfølgelig, at der er nogle ting, der ikke er færdigudviklede endnu. Telefonen kan for eksempel ikke umiddelbart optage film. Der er forskellige ting, der ikke er helt pudset af i kanten, Bluetooth-support er basal, multitouch, som det kendes fra iPhone, mangler eksempelvis. Men jeg er overrasket over, hvor stabil telefonen er. Selvom jeg har oplevet problemer med at forbinde til nogle  WiFi-accesspunkter (Zyxel eksempelvis), så kobler telefonen smertefrit op på min gratis FON-router og min gratis Wippies-router.

Google Android Dev Phone 1 er som nævnt hverken SIM-låst eller låst til en bestemt firmware, så er jeg ikke tilfreds, kan jeg skifte alt ud. Det har mange  andre brugere allerede har gjort, for at se om multitouch eksempelvis  kunne komme til at fungere.  Lykkes det, kommer der et hack – og der bliver ikke spærret i den næste officielle release af firmwaren – alle har adgang, så ændringen skal ”bare” reimplementeres, og så fungerer telefonen igen præcis, som man vil have den til. Det er lige netop derfor, at jeg er glad for min nye telefon, som først bliver officielt lanceret i Danmark senere i år.

 

HTC Dream
•    Størrelse: 55 x 17 x 117 mm
•    Vægt: 158 g
•    Skærmopløsning: 320 x 480, 64 K farver
•    192 MB onboard flash
•    GPS
•    Kompas
•    Bevægelsessensor
•    Engelsk QWERTY-tastatur
•    Kamera: 3 megapixel
•    USB 2.0
•    6 knapper

Andrew Engels Rump er systemudvikler/administrator hos pulz8 Communications. Han har en fortid som skribent på det hedengangne Amstrad-Bladet, er medlem af PROSA/ØST og huserer ofte med robotnetværket i PROSAs københavnske kælderlokaler.

 

Linksamling
Openmoko http://www.openmoko.com/
Open Handset Alliance http://www.openhandsetalliance.com/
Android SDK http://code.google.com/android/
Android hovedside http://www.android.com/
Android Developer http://developer.android.com/
Android Market http://www.android.com/market/
T-mobile HTC Dream manual http://support.t-mobile.com/knowbase/root/public/tm30235.pdf
Android Community http://androidcommunity.com/
Android Forum http://www.talkandroid.com/
Android Forum http://www.androidforums.com/
Android Wiki http://android-dls.com/wiki/index.php?title=Main_Page
Android Central http://androidcentral.com/
Android Guys http://www.androidguys.com/
HTC udviklere http://forum.xda-developers.com/forumdisplay.php?f=446
HTC brugere http://wiki.xda-developers.com/index.php?pagename=HTC_Dream
 
Til Andres artikel tilføjes denne onlineboks:
ÆskenPapæsken med telefonen er på størrelse med en standard kageboks fra bageren (16x16x8 cm). Den er enkel, men alligevel elegant. Æsken indeholder følgende:
Google Android Dev Phone 1 - lagt i en fordybning i formstøbt skum
Nedenunder ligger:
En amerikansk 110-230V 50-60Hz strømforsyning
Et usb lednings-headset (stereo-ørehøjttalere, mikrofon med lydstyrke-justering og en knap).
Usb-ledning til dataoverførsel og opladning.
I en æske i låget ligger:
1 GB microSD flash
Et pap-stykke med Limited warrenty
Et foldet A4-størrelse papir med "Start here" - et ark
En lille seddel med forklaring om APN-opsætning.