Engelbarts stædighed gjorde ikke tingene lettere. Derfor levede Engelbart det meste af sit liv som en forsmået elsker, der aldrig rigtig følte, at han blev anerkendt for det, han bidrog med til den store it-revolution. Dette er historien om manden, hans mus og de mange mure, der skulle nedbrydes.
Store skridt
Det er en solrig dag i Californien. Efter mere end en times kørsel på highways, drejer man ind på firmaet Logitechs parkeringsplads. Logitechs bygninger er lave og flade, som de fleste kontorbygninger ved San Francisco bugten. I lobbyen tager Doug Engelbart imod. Logitech har tjent millioner på salg af computermus og har som en vennetjeneste givet opfinderen af musen et kontor, hvor han kan arbejde på sine projekter.
Et lille hjørne, hvor der kan tænkes store tanker. Engelbart er nemlig ikke en mand, der er kendt for at tage små skridt. Verden skal helst bevæge sig fremad i spring, hvilket har gjort, at Engelbart har løbet sig mange stavere i livet gennem tiderne. Alt sammen på grund af sin stædighed og store utålmodighed med fremskridtets langsomme gangart.
På Engelbarts kontor står en computer, hvortil der er knyttet - naturligvis - en mus, men også et lille, underligt keyboard med kun fem taster. En af Engelbarts mange fikse ideer, som vi senere skal vende tilbage.
Den store depression
Engelbart voksede op på en lille gård udenfor byen Portland i staten Oregon. Det var under den store depression i 30'erne. Midlerne var små - og ambitionerne ligeså. Doug fik at vide, at der var tre vigtige ting i livet: Få en uddannelse, få et job og en familie. Da Engelbart havde opnået disse tre ting som 20-årig, følte han pludselig, at han manglede mål i tilværelsen. En dag, da han kørte på arbejde, så han nærmest i trance en lang, oplyst gang med lukkede døre. Det var hans fremtid - en uendelig lang gang, meget behageligt oplyst, men fuldstædig uden eventyr.
- Hvad fortalte det mig? At jeg ikke havde noget mål i mit liv. At jeg blot ville have et behageligt liv og en pæn familie. Den gik jo ikke.
Noget stort
Engelbart besluttede sig for, at han ville udrette noget stort her i livet. Og det skulle være noget, som ville forbedre menneskers tilværelse. Han begyndte at tænke på, hvordan verden blev stadig mere kompleks, og hvordan det konstant ville blive vanskeligere for almindelige mennesker at navigere gennem den stadig stigende informationsmængde.
Løsningen, mente Engelbart, ville være at opfinde et apparat, der kunne gøre os mere intelligente som et kollektiv. Det skulle være et apparat, der forbandt mennesker, således at de kunne arbejde sammen på samme projekter og på den måde bygge på hinandens erfaringer og ideer. Den skulle styrke og udvide ("augment") menneskets fælles intelligens.
Store som elefanter
Det eneste, der lignende et sådant apparat på dette tidspunkt var computere. Men der var kun tre i verden og de var store som elefanter og kunne slet ikke det, som Engelbart forestillede sig. Ikke engang programmører havde et interaktivt forhold til datidens computere. Disse blev fodret med hulkort og ud kom - måske - et svar. Alligevel så Engelbart, at computeren måtte blive det apparat, som kunne øge menneskets kollektive intelligens. Med sin fortid som radaringeniør i hæren tænkte han, at hvis en computer kunne læse hulkort, kunne den også fremvise symboler og tegn på en skærm. Og hvis man hertil forbandt et keyboard, så brugerne kunne få et interaktivt forhold til computeren, ville man være kommet målet meget nærmere.
- Jeg så denne vision med tegn på en skærm, en mus og et keyboard - alt dette havde jeg på plads inden for halvanden time, fortæller Engelbart til PROSAbladet.
Vannevar Bush
Engelbarts ansigt er mildt med buskede øjenbryn over de blå øjne. Hans stemme er blød og lav, som om han sad langt væk fra en. Og det er sigende for hans alder, da han starter den næste sætning: - Det var under slutningen af 2. verdenskrig... Men det var på dette tidspunkt, at de første frø blev lagt i Engelbarts hjerne til det, der senere skulle blive ingredienserne til den moderne computer. Mus, keyboard, skærm, click-and-drag, netværk osv. Engelbart sad på Filippinerne og ventede på at blive sendt hjem fra 2. verdenskrig. For at slå tiden ihjel gik han ind på et lille bibliotek, der mest bestod af bambusmøbler. Her fandt han en artikel af Vannevar Bush i tidsskriftet The Atlantic Monthly. Vannevar Bush var en af de mest kendte ingeniører i den amerikanske hær og havde blandt andet været med til at opbygge "The Manhattan Project", der senere udviklede den atombombe, der sluttelig skulle ende 2. verdenskrig - efter at have dræbt tusinder af civile japanere. Vannevar Bushs artikel havde overskriften "As We may Think" og berettede om en maskine, som han mente burde opfindes. Han kaldte maskinen for memex - og den indeholdt mange komponenter til den moderne, personlige computer - blot naturligvis beskrevet i det præcomputer æra sprog, der var tilgængelig i midten af 1940'erne. Artiklen lagrede sig i et hjørne af Engelbarts "harddisk".
Måtte lære noget mere
Da Engelbart kom hjem fra krigen, startede han med at arbejde hos NACA Ames Laboratory, der var en forløber for NASA. Han var blandt andet ansvarlig for en række vindtunneller, der kunne måle vindmodstand og så videre. I 1951 sagde Engelbart sit job op. Da han følte, at han måtte lære noget mere, søgte han ind på Berkeley Universitet. Her var man ved at bygge den første mainframe computer baseret på von Neumanns arkitektur. Engelbart var hel vild. Han blev ved med at spørge, hvornår den var færdig, om det ville være muligt at forbinde et keyboard til den og eventuel lade den indgå i et netværk og så videre. De ansvarlige for opbygningen af von Neumann computeren stirrede med dyb forundring på den unge student. En dag under en privat grillfest spurgte en professor unge Doug, hvad hans interesserer egentlig var. Engelbart begyndte igen med interaktive computere forbundet i et netværk, hvor flere kunne arbejde sammen på samme projekt.
- Hvor mange har du fortalt det til? spurgte professoren.
- Ingen, svarede Engelbart.
- Så lad være med at gøre det, sagde professoren.
- Folk vil tro, du er gal.
Nyt ungt firma
Engelbart forlod universitetsverden. Det var vist alligevel ikke noget for en ung visionær. I stedet tog Engelbart kontakt til et nyt firma, der var under opbyggelse. Det var grundlagt af nogle unge fyre ved navn Bill Hewlett, David Packard og Barney Oliver. Engelbart tog kontakt til dem og firmaet var øjensynlig interesseret i at ansætte ham. Man tilbød Engelbart en kontrakt, og han kørte glad hjem. På vejen blev han dog nervøs for, om de tre havde misforstået, hvad det var han ville. Engelbart standsede ved den første telefonboks og ringede til Barney Oliver. Ja, han måtte undskylde, men Engelbart ville blot sikre sig, at firmaet så den digitale computer som vejen frem.
- Nej, svarede Barney Oliver. - Vi vil ikke fremstille computere. Vi vil lave elektronisk udstyr. Engelbart takkede derpå nej til jobbet.
- De ændrede vist siden mening, griner Engelbart. - I dag er de verdens fjerdestørste computerfremstiller...
Egen afdeling
I 1957 modtog Engelbart et tilbud om at komme og arbejde for noget, der kaldte sig Stanford Research Institute (SRI) i Menlo Park. Det meste af arbejdet hos Stanford Research Institute var finansieret af den amerikanske hær, der var interesseret i forskning i, hvordan mennesker og maskiner fungerede sammen. Engelbart var ikke vild med sit arbejde, og en dag opsøgte han chefen og argumenterede for, at han burde have sin egen researchafdeling, hvor han kunne teste, hvordan maskiner kunne få mennesker til at arbejde og tænke mere effektivt. På den måde blev SRI's Augmentation Research Center skabt. Hos SRI kom Engelbart i kontakt med Bill English - endelig en mand, der synes at forstå Engelbart. Sammen udviklede de adskillige prototyper af en computer, der kunne fremvise symboler på en skærm og som havde en "mus" med hjul, der kunne bruges som cursor på skærmen.
- Ingen kan huske, hvem der kom på navnet "en mus", siger Engelbart, der dog tilføjer at ledningen dengang kom ud i bunden - hvilket fik hele arrangementet til at minde om en mus.
Den store demonstration
Efter i flere år at have arbejdet i laboratoriets isolerede kælder, var tiden endelig kommet til, at Engelbart og hans kollegaer skulle fremvise deres vision for fremtidens computer. I 1968 afholdes i San Francisco The Fall Joint Computer-konferencen. Her skulle Doug Engelbart på scenen og fremvise sin vision. Få af de mennesker, der var til stede, glemmer hvad de var vidne til på denne dag. Præsentationen er senere blevet kaldt "the mother of all presentations" og en af de tilstedeværende, computer-pioneren Alan Kay, sammenlignede Engelbart med Moses, der skilte Det røde Hav. Ingen havde nogensinde set noget lignende, husker Alan Kay.
Vi var nervøse
Engelbart var alene på scenen. Via en midlertidig antenne, der var sat op i bjergene omkring Menlo Park, havde han forbindelse med resten af holdet på SRI, som blev ledet af Bill English. For en gang skyld var heldet på Engelbarts side. Små uskyldige uheld, der altid sker, synes på mirakuløs måde at holde hinanden i skak - og systemet oppe.
- Vi var nervøse som bare fanden, siger Engelbart. Engelbart bar høretelefoner kombineret med en mikrofon og lignede en jetpilot. Han havde en storskærm foran sig og et keyboard. Hans højre hånd hvilede på en underlig lille tingest på størrelse med en pakke cigaretter. Der var hjul på og Doug flyttede den rundt i små cirkler. Han havde også et lille mini-keyboard med fem taster, som han brugte til at indtaste forskellige kommandoer.
Indkøbsseddel
Computerfolk, der overværede Dougs præsentation, kan stadig se ham for sig og høre hans indledende sætning:
- Hvis du, som en intellektuel arbejdende, i dit kontor havde en computer, som var aktiv hele dagen og som reagerede med det samme - hvor megen hjælp ville det ikke være? På skærmen fremkom en indkøbsseddel, trykt med nærmest håndskrevne bogstaver. Men på forunderlig vis var Doug i stand til, med cursor, keyboard og mus at reorganisere listen uden problemer. Men magien stoppede ikke her. Engelbart skaffede sig forbindelse til Bill English i Menlo Park, hvis portræt nu fremkom på skærmen.
- Hej Bill, sagde Doug og fortsatte:
- Vi er nu i forbindelse - lad os se om vi kan arbejde sammen. Herefter begyndte de at skrive og redigere i teksten på skift. De var endda i stand til at videregive cursoren til hinanden som en stafet - noget få moderne computere i dag er i stand til.
Kun ringe forståelse
Præsentationen rummede det, der var kernen i Engelbarts vision. Mennesket skulle ikke sidde og arbejde alene. De skulle arbejde og bygge videre på hinandens ideer i en kollektiv indsats. Men trods præsentationens store succes, mødte Engelbart fortsat kun ringe forståelse for sit arbejde.
- De følgende år var hårde, siger Doug Engelbart og trækker på skuldrene over verdens dårskab og uforstand - en gestus, der er blevet nøje indøvet gennem de mange år. Hvordan Engelbarts revolutionerende tanker om den moderne computer spredtes, er efterhånden almindelig kendt. Fra SRI tog medarbejdere mange af hans opfindelser med videre til PARC Xerox. Her kom Steve Jobs en dag forbi og så treenigheden af skærm, keyboard og mus. Jobs stjal det hele med tilbage til det nystartede Apple og lod elementerne indgå i lanceringen af den første personlige computer. Herfra stjal Bill Gates ideen til Windows - og resten er historie.
Moores lov
Men der var mere til Engelbarts vision end blot mus-skærm-keyboard.
Hans tidlige demonstration indeholdt også Windows i flere lag, hyperlinks og en tidlig udgave af Ethernet. Desuden har historikere inden for computervidenskaben i dag rejst tvivl om et andet interessant spørgsmål - nemlig hvorvidt Doug Engelbart også bør tilskrives en del af æren for opfindelsen og udformningen af den såkaldte Moores Lov. Allerede i 1959 skrev Engelbart nemlig en afhandling, som han kaldte "Microelectronics and the Art of Similitude". Heri forudså Engelbart, at hans idé var mulig, fordi computerchips ville blive både mindre og hurtigere. Gordon Moore indrømmer selv, at han hørte et foredrag, som Engelbart holdt med udgangspunkt i afhandlingen, og at dette delvist inspirerede ham til at udforme og nedfælde Moores lov.
Ingen holden mand
Selvom Engelbart således er manden bag hovedparten af de elementer, der indgår i den moderne computer, så er han ikke selv på nogen måde blevet en holden mand. Logitech har, som nævnt, lånt Engelbart et kontor, hvorfra han arbejder på sit livslange projekt om at gøre intellektuelt arbejde nemmere og bedre. På spørgsmålet om han misunder dem, der er blevet mangemillionær på grund af hans opfindelser, ryster Engelbart på hovedet.
- Næ, jeg ville hjælpe verden og tænkte ikke rigtigt på penge. Jeg er tilfreds, hvis jeg har til dagen og vejen.
Ingen netværk
En af dem, der er blevet rige på Engelbarts vision, er Steve Jobs - grundlæggeren af Apple - der som tidligere nævnt "løftede" de vigtigste nyskabelser under den famøse PARC Xerox-rundtur. På et tidspunkt inviterede Jobs ham på en rundtur hos Apple, der havde sat hans vision i masseproduktion. Men Engelbart var ikke imponeret over Apples indsats.
- Jeg sagde: Jeres computere har jo ikke nogen mulighed for at blive koblet til et netværk. Det er en frygtelig begrænsning - for brugerne kan jo så slet ikke arbejde i hinandens dokumenter. Dette var i starten af 1980'erne, men vi havde jo brugt elektronisk post siden 1970 over ARPA-net. Men både Jobs og Gates ignorerede alt for længe netværkets store betydning for kollektivt samarbejde. Det er jo netop muligheden for at arbejde sammen, der styrker vores indsigt og gøre det muligt at navigere i en stadig mere kompleks verden, konkluderer Doug Engelbart.
Brugervenlig
Efter interviewet viser Engelbart, hvad han for tiden arbejder på. Centralt i hans forestilling om den moderne computer er et mini-keyboard med fem taster.
- På den måde kan jeg både bruge musen og give computeren kommandoer, siger Engelbart. Han viser et eksempel, hvor han lynhurtigt kan highlighte en tekstblok med den ene hånd og flytte den med musen. Men trods det, at Engelbart bruger de næste 10 minutter på at forklare ideen, forbliver den en smule uklar. Men ikke for Engelbart selv. Han fremviser og beskriver fortsat dets store fortræffelighed.
- Men det kan den kommercielle verden ikke se, siger han.
- Jeg hader begrebet "brugervenligt". Hvorfor skal alting være så nemt at anvende? siger Engelbart og ryster endnu engang på hovedet over verdens uforstand.
- Det var også det, jeg var oppe imod i 70'erne. Der blev jeg - åndelig talt - sendt til Sibirien. Men fysisk sad jeg midt i Silicon Valley og så revolutionen foregå. Men blot meget langsomt... forklarer Engelbart. Og også uden megen anerkendelse til manden, der gjorde det hele muligt. Er han en bitter mand? Sådan virker det ikke. Engelbart ved bare, at han har ret. Og at det er besynderligt, at alle ikke kan indse det....
