I PROSABladet nr. 3 2001 skrev jeg om den nanoteknologiske revolution og nævnte Engines of Creation af K. Eric Drexler som en epokegørende bog om emnet. Drexlers forudsigelser om de nanoteknologiske muligheder er fascinerende og udfordrende læsning.
Nanoteknologien arbejder med enheder, der er mindre end 0,000000008 meter store. Denne teknik vil få stor betydning for computerindustrien, fordi så små enheder vil betyde minimal elektrisk modstand og fordi anvendelsen af computere vil blive udvidet betragteligt. Computere vil blive usynlige og indgå i et utal af forskellige sammenhænge. I PROSA-bladet marts 2001 beskrev vi nanoteknologien i store træk og forklarede, hvordan DNA-strukturer benyttes som modeller for molekylært opbyggede maskiner.
I dag benytter industrien et top down-princip i produktionen. Mikrochips skabes for eksempel ved at tage en siliciumklods og ætse de uønskede dele væk. Nanoteknologien benytter sig derimod af et bottom up-princip: Produkterne opbygges atom for atom indtil det ønskede resultat foreligger. Hvis man kunne fremstille mikrochips atom for atom, ville computere kunne bygges, så de fylder mindre end en menneskelig celle. Det er en vigtig pointe i den nanoteknologiske teori. I den bog, der er emnet for denne anmeldelse, forestiller forfatteren sig, at sådanne mikroskopiske (i realiteten usynlige) computere vil kunne sendes ind i biologiske celler, kontrollere DNA-sekvensen ud fra en indbygget database, rette eventuelle genetiske fejl og derpå gå videre til den næste celle.
Engines of Creation er en meget detaljerig og vidende bog. Drexler er ekspert på sit felt, og han har da også fungeret som konsulent for bl.a. Al Gore.
I Engines of Creation beskriver han, hvordan de første nanoproducerende maskiner vil komme til at bestå af proteinlignende stoffer, der vil udgøre grundlaget for produktionen af stærkere materialer. De egentlige producerende maskiner vil være molekylære assemblere, som sammen med disassemblere og computere vil udgøre produktionsgrundlaget for nanoteknologien. Drexler diskuterer forekomsten af replikatorer på alle områder, fra proteinreplikatorer til kulturelle replikatorer, kaldet memer. Derefter stiller han spørgsmålene: Hvad er teoretisk muligt, hvad er opnåeligt og hvad er ønskeligt? Efter at have fastslået at det er umuligt at forudsige fremtiden giver han sig af med at forudse, hvilke grænser naturen vil sætte for teknologien. Videnskaben og teknologien er forskellige derved at teknologiens - men ikke videnskabens - resultater kan forudsiges, skønt tidshorisonten er uforudsigelig.
Drexler beskriver den fremtidige fremstilling af varer som rumraketter og computere med rene, højeffektive metoder. "Assemblere vil kunne skabe stort set hvad som helst ud fra almindelige materialer og uden menneskeligt arbejde, idet de erstatter rygende fabrikker med systemer så rene som skove," skriver han. "De vil omdanne teknologi og økonomi grundlæggende og åbne en ny verden af muligheder. Det vil være overflods-maskiner." Nanoteknologien vil fremstille produkter med holdbarhed og brudstyrke større end keramik og stål og med fleksibilitet som biologiske organismer.
Drexler forudser at replikative assemblere og molekylære computere vil kunne omdanne objekter i rummet til nyttige produkter. Alene Asteroiderne har masse nok til at Jorden kan reproduceres 1000 gange.
Nutidens lægevidenskab minder - set fra cellernes synspunkt - om et slagtererhverv. Ved hjælp af molekylære maskiner vil man kunne reparere cellerne og kurere stort set enhver sygdom. Livsprocessen vil blive forbedret og livslængden udvidet. Molekylære cellereparations-maskiner vil kunne udbedre og erstatte defekte celler i kroppen.
Drexler antyder, at der ikke er nogen grænser for vækst: Teorien om at entropi vil udslette livet er det rene og skære vrøvl. Jorden er ikke noget lukket system, og atomare strukturer kan reorganiseres til tidligere tilstande, argumenterer han.
Drexler kommer ganske kort ind på de farer nanoteknologien kan medføre som våbenproduktion og genetisk forurening. Han mener, at problemerne kan undgås, hvis man blot sørger for at bygge lukkede og begrænsede systemer, benytter aktive skjolde og skjuler informationerne om fremstillingsprocessen. Den teknologiske udvikling kan og bør ikke
stoppes, men de farer som den ny teknologi stiller os overfor bør ledsages af samarbejde og åbenhed.
For at kunne bedømme risikoen ved den ny teknologi er det nødvendigt at udvikle nye institutioner, skriver Drexler. Han foreslår oprettelsen af hvad han kalder et "fact forum", en institution bestående af eksperter, som objektivt kan beskrive fordele og ulemper ved replikatorer, kunstig intelligens og aktive skjolde. Takket være hypertekst i kommunikationsnetværk vil informationsstrømmen øges, søgetiden mindskes og værdiløse argumenter gennemhulles.
Til sidst forsøger Drexler at forudsige hvordan nanoteknologien vil påvirke verden i fremtiden. Kun én fremtid synes at være holdbar: en åben fremtid af frihed, mangfoldighed og fred. Én uniformeret verdensorden kan blive katastrofal. En æra af universel velfærd vil blive resultatet, hvis vi formår at fordele de værdier der ligger for vore fødder.
Nanoteknologien vil kunne give os ubegrænsede mængder af mad, high-resolution 3-D-skærme, jordskælvssikre bygninger og hvad som helst andet. Replikatorer vil kunne skabe nye verdener i rummet mere end en million gange Jordens størrelse, og solfangere vil kunne give os en milliard gange mere energi, end vi bruger i dag. Ved hjælp af biostase (midlertidigt ophør af kroppens biologiske processer) vil vi kunne rejse ind i fremtiden og blive genoplivet, når samfundet og teknologien har udviklet sig til det, vi ønsker. Mærkelige fremtider og verdener hinsides vores fatteevne ligger for vore fødder.
Drexler kommer også ind på de potentielle farer, der ligger i den nye teknologi, for eksempel The Grey Goo Problem, forandringen af biosfæren til en masse af identiske ufrugtbare organismer. Men dette afsnit er kursorisk, ligesom andre "dystopiske" overvejelser. Generelt er bogen jubeloptimistisk. Af og til virker det som om, at Drexler har en næsten mekanistisk opfattelse af verden, og at han mener, at den bedste og mest demokratiske løsning vil sejre på alle fronter. Den nye teknologi vil nærmest pr. automatik afstedkomme utopiske tilstande, og hvis vi blot forbereder os grundigt nok, vil vi kunne undgå alle de faldgruber denne teknologi vil kunne resultere i. Drexler går helt uden om de problemer, der opstår i forbindelse med udviklingen af nanoteknologi under et reelt monopol. Hvem ved for eksempel, hvad en biologisk nanocomputer indeholder, når produktionsbeskrivelserne holdes hemmelige? Det kan blive et El Dorado for de kræfter, der ønsker kontrol og overvågning.
Drexler mener imidlertid, at det vil kunne koste menneskeheden livet at fravælge nanoteknologien, som han i det hele taget anser for at være umulig at undgå. Det forekommer at være et nok så subjektivt synspunkt. Men samtidig må man sige, at hvis der er noget der er umuligt at undgå i diskussionen om nanoteknologi, er det K. Eric Drexlers tankevækkende bog Engines of Creation.
