Den første kampdag blev gennemført 1. maj 1890. Formålet med kampdagen var, at få indført en 8-timers arbejdsdag, et mål, nogen af os stadig kæmper for at nå. Officielt blev 8-timers arbejdsdagen indført i Danmark i 1919, altså næsten 30 år den efter første 1. maj, og næsten 50 år efter at kravet første gang blev rejst på det danske arbejdsmarked. Det viser noget om den tålmodighed man skal have, når der skal gennemføres radikale forbedringer af de bestående vilkår.
En af disse radikale forbedringer er indført i den netop overståede overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked. Det er den centrale barselsfond, som er en milepæl i ligestillingen mellem mænd og kvinder, og som kan være medvirkende til, at det, at være kvinde i den fødedygtige alder ikke opfattes som et handicap, der får arbejdsgiverne til at fravælge kvinderne.
Overenskomsterne blev vedtaget på trods af, at PROSA anbefalede et nej. Alligevel stemte 60% for forligsmandens mæglingsskitse, men ikke PROSA/SAS's medlemmer, som med stort flertal forkastede mæglingsskitsen. Men de 336 medlemmer på CAS fyldte desværre ikke meget i forhold til de øvrige omkring 300.000 afgivne stemmer. Men resultatet viser endnu engang, at forligsmandens muligheder for at sammenkæde på kryds og tværs af områder og overenskomster skal ændres. Og med en stemmeprocent på 37, viser det også, at der stadig mangler en bred opbakning og forståelse for de forhandlinger, som faktisk medfører forandringer for en selv i arbejdslivet.
Men det er ikke tilstrækkeligt med en aftale, der alene er for det private område indenfor LO, men det er et skridt på vejen. Det viser styrken ved fællesskabet, men også svagheden i den danske model, hvor ikke alle er omfattet af aftaler og hvor det derfor kan være svært for alle at få gavn af overenskomsterne. Det skal vi også kunne anvise løsninger på, således at de områder, der i dag ikke er dækket af aftaler, kan blive omfattet af samme rettigheder. Her skal også arbejdsgiverne være med. De kan ikke på den ene side hævde, at den danske aftalemodel skal bibeholdes, hvis de ikke samtidig vil være med til at udbrede overenskomsterne eller aftaler til alle. Ellers ender det med lovgivning eller deregulering af aftalerne, og det medfører, at de problemer, de enkelte virksomheder måtte have, pludselig skal løses af nogen, som ikke selv er en del af problemet.
Men der er nok af udfordringer for den danske fagbevægelse:
Hvad kommer kommunalreformen til at betyde for arbejdspladserne, ja for samfundet og demokratiet i det hele taget?
Skattestoppets virkning på den samfundsmæssige udvikling, som har betydning for udviklingen af den offentlige sektor og dermed det offentlige arbejdsmarked
Offshore outsourcing (Arla, House of Prince, SAS, TDC arbejder på at flytte opgaver til Indien, og de europæiske skibsredere vil udflage 20.000 job til lande udenfor Europa). Det er næppe nogen hemmelighed, når jeg fortæller, at arbejdsgiverne ikke flytter opgaver til andre lande for at styrke det pågældende lands løn- og arbejdsvilkår. Tværtimod har der været flere eksempler på, at virksomheder skifter lande, når medarbejderne begynder at organiserer sig og stiller krav til vilkårene for arbejdet.
Der er udvidelsen af den europæiske union. De nye medlemslande og de danske vilkår, ikke for at være imod udvidelsen, men for at sikre, at de danske vilkår opretholdes. Vi har set hvordan det er gået med at integrere Østtyskland med Vesttyskland. En øvelse der indtil videre har kostet 1.250 mia. euro, og som tilsyneladende ikke har gavnet østtyskerne ret meget. Tværtimod forsøger de at komme væk fra Østtyskland og over til Vesttyskland, fordi forholdene ikke er til at bære i Østtyskland. Både de økonomiske, arbejdsmæssige og boligmæssige vilkår er af en sådan karakter, at østtyskerne hellere vil væk derfra. De forslag, der nu er fremme om, hvordan problemerne løses, handler om fjernelse af overenskomstmæssige rettigheder, gunstigere skattevilkår for virksomhederne, løntilbageholdenhed og løndifferientiering. De problemer østtyskerne kæmper med, kan genfindes i en lang række af de nye medlemslande, og det kan forventes, at der fra disse lande vil ske en vis udvandring til de bedrestillede medlemslande. Selv om der er lavet overgangsregler, som skal forhindre en voldsom og umiddelbar udvandring, kan eksemplet fra Østtyskland vise, at selv en 15 års overgangsperiode ikke har været tilstrækkeligt til at vende udviklingen. Så her skal også fagbevægelsen være med til at sikre, at der ikke sker en voldsom forringelse af vilkårene i Danmark, samtidig med, at vi kan være med til at sikre tålelige forhold i de nye medlemslande.
En undersøgelse Politiken offentliggjorde i går viser, at en tredjedel forventer, at der vil komme stigende ledighed i Danmark på grund af udvidelsen og var villige til at gå ned i løn for at undgå, at arbejdspladserne forsvinder. At 90% af de adspurgte så mener, at det er naboen, det går ud over viser noget om den ringe selverkendelse, men uanset hvad, skal vi være i stand til at komme med løsninger, som kan sikre, at der fortsat vil være arbejdspladser nok i Danmark.
Det hjemlige arbejdsmarked er altså under pres fra flere sider, både regeringen, EU og arbejdsgiverne forsøger at deregulere og lovgive. Lovgivning mod eksklusivaftaler, ændringer af dagpengesystemet, opsplitning af arbejdsmarkedspolitikken, etablering af en statslig a-kasse, dereguleringen af arbejdsmiljøområdet, ændringen af aktieoptionslovgivningen og kunde- og konkurrenceklausulsbestemmelserne er eksempler på områder, hvor der forsøges forringelser eller er sket forringelser som et led i en systematisk bekæmpelse af fagbevægelsen fra den siddende regerings side. Samtidig ser det ud til, at de unge forlader fagbevægelsen eller aldrig kommer ind. Det appellerer ikke til dem, både idé- og værdigrundlaget er ude af trit med deres behov og selvforståelse. Det er en både kedelig og bedrøvelig udvikling, som vi skal have vendt.
Så der er nok at tage fat på. Historien er ikke død, vi er ikke historieløse, men vi skal blive bedre til at fortælle de historier. Goder som løn, ferie, pension, barsel og en lang række andre ting er ikke gudgivne eller kommer fra den siddende liberale regering. Det er goder, der gennem årtier er kæmpet igennem af den danske fagbevægelse. Goder, som mange i dag opfatter som naturlige og noget de har ret til og krav på, men som alene er forankret i overenskomster, altså aftaler mellem de faglige organisationer og arbejdsgiverne. Hvis fagbevægelsen ikke var der, var overenskomsterne der heller ikke, og det vil så være overladt til den enkelte at kæmpe sine vilkår igennem. Eksempler på, hvad der sker, når der ikke er faglig organisering skal vi ikke ret lang sydpå i Europa for at se. Her er det stort set alene lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet, og den enkeltes indflydelse er reduceret til at afgive en stemme ved valgene, og så håbe på, at det er tilstrækkeligt til at skabe forandringer. For slet ikke at tale om, hvad der kan se, når man skal til at starte en fagbevægelse. Eksemplerne fra Asien og Mellem- og Sydamerika viser, at både regeringer og arbejdsgivere er villige til at gå endog meget langt for at holde den slags vederstyggeligheder fra dørene. Her taler vi ikke om, at sætte jobbet på spil, men selve livet. Så selv om vi ikke har den slags problemer mere, er det vigtigt, at vi også kan støtte andre i deres forsøg på at opnå tålelige vilkår.
Men det er ikke længere indlysende, at man skal være med i en fagforening, så der kan ikke hviles på laurbærrene. Fagbevægelsen er blevet erklæret død flere gange, men til trods for dette, er det stadig den medlemsorganisation, næst efter folkekirken, som har flest medlemmer. Langt over 2 mio. danskere er trods alt, medlem af en faglig organisation. Om løsningen så skal være fusioner, som LO-organisationerne arbejder på, eller samarbejde mellem de enkelte faglige organisationer som FTF og AC står for, er et spørgsmål om hvilken løsning man selv tror på. Jeg tror ikke, at samling i meget store fagforeninger er en løsning. Det fjerner det enkelte medlem fra indflydelsen og det udvander det faglige islæt, som er omdrejningspunktet for ens daglige arbejde. Men vi skal samarbejde langt bedre i den danske fagbevægelse, frem for at bekrige hinanden. Det tiltrækker ikke nye medlemmer og det skræmmer eksisterende medlemmer væk, når de enkelte fagforeninger ikke er i stand til at samarbejde og i nogle tilfælde modarbejder hinanden på en sådan måde, at resultatet bliver en forringelse af løn- og ansættelsesvilkårene for de ansatte.
Vi skal frem i skoene, og oplyse og fortælle. Jeg tror, nej jeg ved, at hvis fagbevægelsen ikke eksisterede, ville vi være nødt til at opfinde den. Der er trods alt en grund til, at arbejdsgiverne også organiserer sig. Vi skal være der, som et værn mod den rå markedsøkonomi og mod opfattelsen af, at den enkelte er sin egen lykkes smed. Selv om klassekampen er erklæret fordi, og der derfor ikke længere er modsætninger mellem arbejdsgivere og -tagere, så ved vi jo godt, at der alligevel er problemer. Når den ene part skal sælge sin arbejdskraft og den anden skal købe den, er der nogen indbyggede modsætninger, som måske ikke har karakter af klassekamp, men i hvert fald indeholder en interessekonflikt. Vi ser jo også til daglig her i forbundet, at det ikke kun er den rene forbrødring, der sker ude på arbejdsmarkedet. Vilkårligheder, usaglige afskedigelser, chikane, dårligt arbejdsmiljø og elendig ledelse er stadigvæk en del af hverdagen på det danske arbejdsmarked.
Vi skal være upolitiske, men ikke apolitiske. Det er ikke tilstrækkeligt at være en forsikringsorganisation, vi skal være i stand til at formulere en vision og nogle mål, der kan sikre, at det danske arbejdsmarked også fremover vil være et arbejdsmarked baseret på aftaler indgået mellem parter, der ved hvor skoen trykker, og hvor den fælles styrke kan sikre en fælles fremgang.
Fagbevægelsen har været med til at opbygge det danske samfund og vi skal ikke bare overlade det til arbejdsgiverne og den siddende regering af rive det ned.
Så lad os sammen huske og fortælle historierne og sammen handle og skabe fremtiden. Det handler 1. maj også om. God kampdag.
