PROSA internt

Nye medarbejdere i PROSA

Trine Nielsen er ansat som faglig medarbejder i PROSA pr. 1. november 2005.

Alder: 39 år

Baggrund: Trine har studeret geografi og offentlig forvaltning på RUC, hvorfra hun dimitterede i 1995. Efter studiet arbejdede Trine nogle år i Boligministeriet, hvor hun var ansvarlig for administrationen af udviklingsprojekter i Østeuropa. I 1998 skiftede Trine job, men ikke det internationale fokus. Hun blev ansat på DTU, hvor hun arbejdede med DTU's programmer for udenlandske studerende, herunder rekrutteringen af ingeniørstuderende til uddannelsesstedet. Derudover var hun DJØF's tillidsrepræsentant på arbejdspladsen.

PROSA: Det Trine bl.a. finder interessant ved PROSA, er det faglige udgangspunkt for medlemmernes tilhørsforhold.

- De fleste fagforeninger lægger udelukkende vægt på, hvad medlemmerne har studeret og ikke så meget på, hvad de rent faktisk arbejder med. På det område synes jeg, at PROSA skiller sig ud. Og det giver nogle gode muligheder for at sætte nogle initiativer i gang på det faglige plan for både nye og eksisterende medlemmer - det glæder jeg mig til at komme til at arbejde med. Men først og fremmest ser jeg frem til at lære området bedre at kende. Jeg ønsker i første omgang at møde en masse medlemmer og danne mig et indtryk af, hvilke aktiviteter der interesserer dem.

Derhjemme: Trine bor i hus i Københavns Nordvestkvarter sammen med sin mand og deres tre børn. Her har de boet i otte år - og været gift i syv af dem.

Hobby: Klassisk kor og rejser er blandt de fritidsbeskæftigelser Trine sætter mest pris på.

- Jeg bruger bl.a. min fritid på at synge i kor. Og så kan jeg godt lide at opleve nye ting og opleve nye kulturer, så derfor kan jeg godt lide at rejse. Det er desværre et stykke tid siden, at jeg har været ude og rejse sidst, men vi skal til Tyrkiet her i efterårsferien.

Anne Kildegaard er ansat i PROSA som konsulent pr. 1. oktober 2005.

Alder: 50

Baggrund: Anne har en uddannelse som jurist og har det meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med A-kasseområdet. Anne har været ansat i ASE i 23 år og har derefter haft et 10 måneders vikariat i FTFA - begge steder har hun arbejdet som konsulent.

PROSA: Anne havde en forholdsvis godt kendskab til PROSA, inden hun startede, på grund af hendes arbejde i fagforeningsbranchen.

- Når man arbejder i en fagforening, så kender man jo som regel også lidt til de andre fagforeninger. Anne skal i PROSA bl.a. arbejde med direktoratssager, tilbagebetalingssager og skatteregistersager.

- Jeg forventer at få nogle faglige udfordringer. Og så regner jeg også med, at jeg kan være til at ændre på nogle arbejdsgange. Vi skal være de bedste - og ligesom vi opnåede det bedste resultat i ADIRs Tilbagebetalingsundersøgelse 2004, skal vi være nr. et hver gang.

Derhjemme: Anne bor i hus i Skovlunde sammen med sin mand, Michael. De har været gift i 17 år og har sammen sønnen Thomas på 15 år.

Hobby: Anne samler på dukkehuse og alt hvad dertil hører. Hun laver også nogle af tingene selv.

- Det er altså ikke helt nemt - prøv at forestille dig, at du skal lave en appelsin i miniaturestørrelse, hvor man også skal kunne se, at det er en appelsin, når den er skåret midtover. Derudover spiller Anne golf sammen med familien - det er noget Thomas har introduceret hende og Michael til. Og så læser Anne alt, hvad hun kan komme i nærheden af, af bøger - om det så er klassiske romaner eller science fiction.