PROSA internt

Overenskomsternes årti

1970'erne i PROSA blev overenskomsternes årti. Man lavede faglige aktioner og arbejdskampe for at få overenskomster med så mange arbejdsgivere som muligt.

Da it var et helt nyt fagområde, var der i sagens natur ingen overenskomster på området (det der dengang hed edb-området). PROSA brugte mange kræfter på at aktionere og forsøge at få aftaler med arbejdsgiverne. Det lykkedes da også jævnligt at opnå aftaler. F.eks. fik man overenskomst med staten. Senere kom der også overenskomst på Dansk Bibliotekscentral. Også en række private arbejdsgivere indgik overenskomster med PROSA, f.eks. SAS, banken "Bikuben" (1976), Dansk Centralagentur (DCA) a/s (1978) - hvor det direkte nævnes, at udgangspunktet for lønskalaen er DataCentralens overenskomst - og man indgår også overenskomst med en lille organisation som "Den forebyggende Børneforsorgs Arbejdsløshedskasse."

Overenskomsten på DC
Overenskomsten på det daværende DataCentralen i/s var den vigtigste for PROSA. Datacentralen var statens edb-leverandør og kørte bl.a. cpr-systemerne, forsvarets og politiets edb-systemer og skattesystemerne. DC var en stor arbejdsplads og overenskomsten der kom til at blive retningsgivende for lønningsniveauet indenfor faget. Den første overenskomst på DataCentralen i/s blev indgået i 1973 med den daværende programmørforening som modpart. Ved sammenlægningen af de forskellige medarbejderklubber på DC, kom foreningen til at dække næsten alle på arbejdspladsen

Daværende formand Hans Irgens Hansen beskriver i en artikel i PROSAbladet resultatet af overenskomstforhandlingerne på DC.

Ikke alt lykkedes
Der var også konflikter, hvor det ikke lykkedes at få en overenskomst, f.eks. i DFDS i 1977, hvor aktiviteterne for at få en overenskomst endte med, at flere medarbejdere blev bortvist og PROSA indledte en blokade mod arbejdspladsen. Et andet eksempel var LF Data på Lolland. Det blev en meget langvarig konflikt, hvor PROSAs ret til at blokere blev indklaget for Østre Landsret - der dog nåede frem til, at konflikten var en lovlig arbejdskonflikt og at PROSA havde ret til at blokere. HK valgte offensivt at gå ud i pressen og annoncere med, at organiserede i HK gerne måtte tage arbejde på LF Data.

Radikalisering på arbejdsmarkedet
Særligt i sidste halvdel af 1970'erne er PROSAbladet meget præget af artikler om aftaler om løn og arbejdsforhold, regler og aftaler på arbejdsmarkedet og om strejker og forhandlinger for at få bedre løn og at opnå overenskomst. Men PROSA var ikke alene om dette. Den meget fagligt aktive periode i PROSAs historie falder sammen med mange faglige kampe og en generel radikalisering af det politiske miljø - særligt i venstre side af det politiske spektrum - både i Danmark og i Europa.

www.prosa.dk/….
PROSA/DC strejkede i en kort periode i 1979. Det blev en strejke, der resulterede i et regeringsindgreb mod de strejkende. Det daværende medlem af DCs forhandlingsudvalg, Michael Lund Larsen, senere uddannelsespolitisk sekretær i PROSA, skrev en længere artikel i PROSAbladets majnummer i 1979, side 5-9. Den har vi lagt ud på nettet for de mere interesserede:

Hvad er en overenskomst?
En overenskomst er en aftale mellem parter på arbejdsmarkedet, der regulerer rettigheder og pligter mellem aftaleparterne. Det er typisk løn, arbejdstid, ferie og arbejdsforhold. Men også regler om arbejdsmiljø og regler om hvordan tvister skal løses, kan indgå i aftalen.