PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Internet, It sikkerhed og kryptering, A-kassen

Servernedbrud gør haven dum

Haveejere, der benytter sig af cloud-baserede IoT-tjenester, bør have en nødplan, så planterne ikke tørrer ud. Gardena, den store producent af alt fra beskærersakse til selvkørende plæneklippere, lancerede i god tid inden sommerferieperioden sit bud på en internetbaseret tjeneste, som tillader fjernkontrol af såkaldte smartdevices.

Det betyder, at brugere eksempelvis via en app kan styre vandingsfunktioner og græsslåning, mens de er på langfart - i princippet. Den tyske nyhedstjeneste Golem.de melder imidlertid om et servernedbrud hos Gardena den 10. august, som førte til, at nogle brugere i flere dage var ude af stand til at tilgå og dermed styre deres haveudstyr. Det er nemlig ikke muligt at bruge Gardenas app til direkte styring af udstyret - den er afhængig af en internetopkoblet gateway og adgang til Gardenas cloud-tjeneste.

Dermed var der udsigt for Gardena-brugere til at vende hjem efter ferien til udtørrede planter. Selvom vandingsdata gemmes lokalt, forårsagede nedbruddet nemlig en sletning af disse data. Og en rekonfigurering kræver fysisk adgang til de berørte haveenheder hos den enkelte kunde - en manøvre, som er temmelig umulig at udføre for sommerferierende på farten. Golem.de anbefaler Gardena-brugere at tænke på at implementere nødplaner: Sørg for at have en aftale med en venlig nabo, som i nødstilfælde kan træde til med manuelt opereret vandkande eller haveslange.

kwn