Det er ikke ofte, at en konference-keynote giver tilhørerne gåsehud. Men det skete i Store Sal i Musikhuset Aarhus, da Russ Olsen tirsdag morgen den 30. september indledte anden og sidste dag på årets GOTO-konference. En fascinerende historie om Apollo-projektet, der endte med månelandingen, koblet med den store koldkrigshistorie og den personlige historie om en lille dreng i Philadelphia, der sammen med sin far foran fjernsynet fik en livsdefinerende øjenåbner: Selvom noget forekommer umuligt, kan man vælge at realisere det alligevel.
For Russ Olsen er den ultimative lære af månelandingen troen på, at ting kan lade sig gøre, selvom de er komplicerede. "We choose to go to the moon, not because it is easy, but because it is hard – so go do something hard!" Det var den opfordring, konferencens omkring 800 deltagere – primært udviklere – blev sendt videre ud i konferencen og livet med.
Fra lille til stor
En af de svære øvelser i systemudvikling er at gå fra lille til stor størrelse – og scalability fyldte temmelig meget på årets konference. Case-historierne fra Pinterest, Netflix, eBay og Google handlede primært om at opbygge en systemarkitektur, der kan håndtere hurtig vækst, sikre high availability og undgå update-rædslerne i et monolitisk system. Der blev sagt "skyen" og "løst koblede services" rigtigt mange gange.
Browserens død
Browserens død er blevet forudsagt flere gange, i takt med at mængden af native apps er eksploderet. I mandagens keynote slog Tim Bray endnu et slag for browseren, der ganske vist ikke er perfekt, men har en meget stor fordel: "The web is the only major computing platform that does not have a vendor".
I stedet for at droppe browseren og bevidstløst gå native app-vejen burde man fikse det, der ikke fungerer optimalt. For der er mindst et lille og et stort problem ved native apps: Det lille er latency. I forhold til en fejlrettelse i en web-app, der er til rådighed i løbet af få minutter eller timer, taler man dage, måske uger, før en ny version af en native app er til rådighed i en app store. Hvis man da ellers kan finde den, hvilket bragte Tim Bray til det store problem med native apps i forhold til browseren: Vi har efterhånden lært at bruge internettet på den rigtige måde: Placer markøren i søgefeltet, find hvad du søger efter, og få gjort det, du skal. Modsat native apps, hvor du skal trevle dårligt organiserede app stores igennem ved hjælp af dårlige søgefunktioner i håbet om at finde det, der vil gøre jobbet for dig.
Don't kill agility
Det Agile Manifest fik et kritisk eftersyn på konferencen. Der er gået institutionalisering og proces i agile development – ”Don't Kill Agility with Agile Processes” var overskriften på en af seancerne - og tiden er kommet til at genopdage de grundlæggende agile dyder.
Dave Thomas, en af medforfatterne til Det Agile Manifest, har måske beskrevet problemet i bedst sin blogpost "Agile Is Dead (Long Live Agility)". Den er sammen med præsentationerne på GOTO's website anbefalet læsning.
Privacy should be the default
Vi var også oppe på den store klinge i Martin Fowler og Erik Dörnenburgs afsluttende keynote, "Our responsibility to defeat mass surveillance". Hvorfor er det lige, at man pr. definition udviser suspekt adfærd, hvis man vælger at kryptere sine mails? Som Martin Dörnenburg udtrykte det: "Privacy should be the default. Tracking and surveillance is out of the norm!” Og ved at være ligeglad - "jeg har jo ikke noget at skjule”, er argumentet - er man med til at forstærke billedet af de privacy-bevidste som afvigere og dermed suspekte.
Deep dives
Som noget nyt havde man i år introduceret Deep Dive-sessioner om eftermiddagen, hvor der var afsat tid til at gå i dybden med emnerne – enten i form af paneldiskussioner eller meget konkrete tekniske seancer, inklusive pæne mængder live coding.
I år havde man også valgt at skære antallet af konferencedage ned fra tre til to. Tre dage kan være svære at rive ud af en travl kalender, og hvis man tidligere valgte kun at købe to dage, kunne man føle, at man gik glip af noget. En afledt effekt er, at konferencedeltagelsen er blevet markant billigere.