John Brix er 70 år, men husker tydeligt de godt 40 år tilbage i tiden til sin tid som programmør på SAS. Til det, som han kalder et drømmearbejde på drømmearbejdspladsen. Det var her, at ideen til PROSA opstod. Han bliver ivrig, når han skal fortælle, hvordan han husker tiden på SAS, hvor det hele sydede og kogte blandt pionererne i edb-afdelingen.
- Vi havde god medvind. Vores arbejde var værdsat og vi kunne få næsten alt igennem. Det var simpelthen en drømmearbejdsplads! Man satte pris på os og forkælede os. Da man midt i 1960'erne rykkede edb-folkene i større lokaler uden for lufthavnen, blev der indført kaffevogne, hvorfra kantinepersonalet flere gange dagligt servicerede hver enkelt edb-ansat med kaffe og kage. På det mere alvorlige plan betød forkælelsen, at SAS bl.a. betalte for etablering og drift af de faglige klubber. SAS-klubhuset lå i øvrigt mellem landingsbanerne ud mod Øresund.
- Vi kørte tværs over banerne i vores biler - holdt lige tilbage, når der kom et fly, husker John Brix.
Fisefornemt
- Man kunne jo få kredit i ismejeriet, bare man sagde, man arbejdede med edb. Det var i det hele taget lidt fisefornemt at være ansat i SAS. John Brix oplevede selv at stige mere end 30 % i løn, da han blev SAS-ansat.
- Det var ikke usædvanligt, at mine kolleger frabad sig lønforhøjelse ved den årlige lønforhandling. Det gjorde jeg også selv en gang.
John Brix kommer ikke en forklaring nærmere end at betegne det som "en form for retfærdighedssans og at lønnen skulle være rimelig for begge parter".
En ustyrlig edb-afdeling
Edb-afdelingen i SAS-huset i Hammerichsgade i København - der senere rykkede til den gamle og senere nye lufthavn - blev i slutningen af 50'erne stykket sammen af to ret så forskellige grupper. Dels teknikere hentet fra Post og Televæsenet, dels internt rekrutteret SAS-personale, såkaldt grounded flyvende personel. SAS-ansatte, der f.eks. pga. helbredet ikke kunne flyve længere - eller som bare have en særlig interesse for edb-området.
- Det var en meget sammensat og ustyrlig gruppe. Vi var ustyrlige både i forhold til hinanden og SAS's ledelse. Så da vi havde været der nogle år, spurgte vores chef, Arne Hansen, om det ikke var en idé at blive enige om, hvad vi ville, og samles i en faglig forening.
De ansatte tog opfordringen til sig og John Brix var med i initiativgruppen, der fik nedfældet foreningens vedtægter. I starten lå det ikke i kortene, at det skulle være starten på en fagforening. Men tanken om en landsdækkende forening opstod:
- Det var næsten kun uddannelsesinstitutionerne og SAS, der havde den slags edb-apparater, men vi kunne se, at det ville udvikle sig til andre brancher.
Formand ved et tilfælde
John Brix og de andre initiativtagere indkalder til stiftende generalforsamling d. 15. februar 1967 og har gjort deres hjemmearbejde godt. På nær ét punkt. De har glemt at forberede sig selv - og kandidaterne - på hvem, der skal vælges til bestyrelsen. Så der er ikke nogen, der springer til som formand.
- Vi indser først miséren under valg-punktet. Nogle pegede på N.K. Christensen, han sagde nej. Andre pegede på Jørgen Jeppesen, men han var en lovende fodboldspiller og mente ikke, at det kunne forenes med at være formand. Så da der blev peget på mig, syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt at sige nej. Så jeg blev PROSAs første formand.
PROSA var en realitet og der var en særlig aura over fagforeningen, der husede foregangsmændene i tidens nye og innovative fag. John Brix husker da også, at PROSA blev godt modtaget rundt omkring.
- Folk syntes, det var spændende. Vi blev betragtet som en mere fornem fagforening end f.eks. HK og TL. Vi blev opfattet som mere kreative mennesker. Vi fik jo ikke løn for at være på arbejde X antal timer. Vi fik løn for at levere resultater.
Vi var blomsterbørn
Når John Brix husker tilbage, hører kulturforskelle også med til historien. Edb-afdelingens SAS-ansatte mødte op i lysegrå bukser, lyseblå skjorte og mørkeblå jakke - og sagde "De" til hinanden. Det stod i skærende kontrast til John og hans PROSA-kolleger, som mest af alt var en slags blomsterbørn - og som var dus med hinanden. Der var ingen tvivl om, at der blev lagt mærke til edb-folkene. Også selvom de fulgte den lodrette ordre, der gik på, at de som minimum skulle have jakke på, når de færdedes i ankomst- og afgangshallen og kantinen.
Væltet af rød bølge
Selvom PROSA-medlemmerne på SAS var begunstiget med medvind og opbakning, var der røre i foreningen. Man var uenige om, hvilke metoder man skulle bruge og hvilken vej, man skulle gå. Det betød, at John Brix blev væltet af formandsposten i december 1969, af det, som han kalder "en rød bølge".
- De var uenige i linien. Vi skulle markere os og de mente, der skulle faglig kamp til. Jeg sagde, man måtte hellere slå sig til tåls end til blods.
Ny formand blev Erik Greisen og ganske atypisk fortsatte den netop væltede formand som næstformand for at sikre kontinuiteten. Efter et års tid sagde John Brix dog farvel, da han skulle til udlandet og arbejde.
