En måned inden regeringen beslutter sig i udbudet om digital signatur, vælger ATP netbank-modellen med en højere grad af sikkerhed end krævet i udbudet, og hvor halvanden million brugere allerede benytter den elektroniske underskrift. Sådan skriver bl.a. KMD og ATP i en pressemeddelelse.
Følg din sag
ATP skal bruge digital signatur til at lancere en række nye tilbud til kunderne. Blandt andet blanketter, hvor man som bruger - med en signatur - på en nem og hurtig måde vil kunne betjene sig og følge sin egen sag på alle tider af døgnet. Samtidig er flere af de pensionsordninger, som ATP-huset administrerer, begyndt at åbne for, at brugerne over internettet i større grad kan få indflydelse på placeringen af deres pensionsopsparing.
- Når man køber og sælger f.eks. puljebeviser elektronisk, så kræver det et tilfredsstillende sikkerhedsniveau. Det giver den digitale signatur, som PBS, KMD og DMdata leverer, siger Flemming Schmidt, som forventer, at kunderne kan få digital signatur om en halvt års tid.
Kunder forærende
- Vi kan ikke vente længere med at udnytte den digitale signaturs enorme muligheder for at billiggøre og lette kontakten for vores kunder. Med den digitale signatur kan vi udbygge vores selvbetjeningsløsninger, så der bliver tale om egentlig digital kundeservice i ATP og tilknyttede forretningsområder. Vi har valgt netbank-modellen, blandt andet fordi vi på den måde får "foræret" halvanden million brugere med det samme, nemlig de, der allerede har tilmeldt sig en netbank, siger underdirektør Flemming Schmidt, ATP.
Det kan du bruge signaturen til
ATP-huset administrerer en række pensions- og sikringsordninger, som vil kunne benytte netbank-signaturerne: Arbejdsmarkedets Tillægspension, Den Særlige Pensionsopsparing, Den Midlertidige Pensionsopsparing, Den Supplerende Arbejdsmarkedspension, Lønmodtagernes Garantifond, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Arbejdsgivernes Elevrefusion, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, FerieKonto, Finansieringsbidrag og Kompensation samt Arbejdsmiljøafgift. Endvidere er der datterselskaberne ATP Ejendomme og ATP PensionService, som har følgende kunder: PensionsInfo, PensionDanmark, Industriens Pension, Pensionskassen for Børne- og Ungdomspædagoger og Alka Liv.
ATP-huset har indgået en hensigtserklæring om at anvende digital signatur fra konsortiet PBS, KMD og DMdata. Den valgte digital signatur er den type, som konsortiet medio november har præsenteret for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i forbindelse med statens udbud om digital signatur.
Digital forvaltning