Den 12. juni 2016 var en varm dag i Finansministeriet. Og vi var alle sammen inviteret for tidligt.
"Regeringen, KL og Danske Regioner lancerer ny digitaliseringsstrategi 2016 til 2020", hed det i pressemeddelelsen, og der skulle være adgang fra klokken 13.15.
Men selvom det handlede om helt central styring af os alle sammen i fremtiden, var her ikke ret mange. To mand fra netmediet Version2, en fra Ritzau og jeg repræsenterede umiddelbart de regulære medier. Resten var tilsyneladende pressemedarbejdere fra ministeriet, kommunerne og regionerne og embedsmænd.
Dem var der til gengæld mange af.
Jeg stillede mig op uden for Finansministeriet og ventede og tjekkede Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside. Statistikkerne for digital post meldte, at 342.000 danskere var blevet permanent fritaget. På hjemmesiden fremstilles det som en sejr, som om danskerne elsker digital post. Men faktum er jo, at det er blevet lovpligtigt.
Min far er sluppet. Men han er også snart 80 år. Min 16-årige datter har endnu ikke taget sit i brug, men det skal hun. Ellers kan hun ikke få et ungdomskort til DSB. Det er hun voldsomt træt af. Hendes jævnaldrende venner og veninder synes også, det er åndssvagt. Hvad skal de med det? De er jo på Facebook og Snapchat? Og hvorfor kan de ikke bare få et brev?, siger de.
Jeg står i skyggen og læner mig op ad en af de store granitsten, der skal forhindre terrorister i lastbiler fyldt med Semtex i at høvle ind foran Christiansborg og trykke på knappen.
Det er ved at være tid. Vi trækker igen ind ad døren, op ad trappen og tager langsomt opstilling på stengangen i Finansministeriet.
De tunge drenges indmarch
Stengangen er en gang. Med sten. Her er køligt. Embedsmændene og de fleste spindoktorer og pressemedarbejdere er rykket bagud og står snakkende op ad væggen. De er unge og intelligente og har hver en iPhone klistret fast hånden. Jeg står helt oppe i front og har lagt motorcykeljakken i en grim bunke ved væggen. Vi står stille, i transit, til hovedpersonerne træder ud.
Det er de tunge drenge: finansminister Claus Hjort Frederiksen, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, KL’s formand, Martin Damm, og Danske Regioners formand, Bent Hansen. De holder hver en kort tale om, hvor hårdt det har været, og hvor glade de er for resultatet.
Troels Lund Poulsen konstaterer, at internettet er kommet for at blive. At det er et ‘vækstområde’. At vi fremtiden er Big Data.
– Man kan ikke forske uden data på CPR-niveau. Vi har jo en særlig udfordring, og hvis der er knaster i lovgivningen, som forhindrer udnyttelsen af data - ja, så skal lovgivningen laves om, affejer Bent Hansen mig, da jeg spørger til tavshedspligt og privacy i behandlingen.
De tre andre nikker. For det går godt, jo.
– Hvis man ser på skat, kan man jo se, at borgernes tilfredshed er steget markant, siden de selv er blevet gjort ansvarlige, jubler Troels Lund Poulsen, mens KL og Danske Regioner nikker.
– Vi skal blive endnu bedre til at lukke op for offentlige data, det man kalder Big Data. Det er der arbejdspladser i, siger Troels Lund Poulsen.
Det handler vel at mærke om data om borgerne. Ikke data om administrationen. Jeg har kun et spørgsmål med:
– I har jo været i gang et stykke tid nu. Har I fundet ud af, hvad I har sparet hidtil?
Claus Hjorth ser på mig med noget, der ligner total træthed i øjnene.
– Jamen, jeg tror, den hidtidige strategi har givet 2.2 milliarder, siger han uden at uddybe nærmere, og så kigger han væk, og alle ser på mig, som om jeg lige havde taget mine bukser af, og Hjorth tager et spørgsmål mere, og så er den del af mødet forbi.
2.2 milliarder er ikke meget, egentlig, tænker jeg. Især ikke, da den første strategi kom i 2001. Og hvordan tallet er fremkommet i det hele taget, ja, det står der ikke noget om på digitalisering.dk.
Grænseløs digitalisering
De fire jakkesætklædte mænd trækker sig tilbage - de ligesom morpher væk, ind ad døren, mens vi siver videre til Rentekammersalen til en såkaldt ‘teknisk briefing’, hvor man kan få mere at vide om sikkerheden i systemerne.
Her er stuvende fuldt. Her er folk fra Digitaliseringsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering , KL og Danske Regioner, og i midten sidder dagens tilfredse hovedperson, Lars Frelle, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
Jeg spørger, om der ikke er en grænse for, hvor langt man kan gå med computere i forhold til forvaltning?
– Det er der ikke, lyder det, selvom computere ikke er ”noget mål i sig selv”. Og der er ikke tale om en centralisering, men om ”samarbejde” mellem de forskellige afdelinger.
Så drikker vi en masse kaffe og ser på slides, og bagefter fortsætter vi ud i solen, forbi Christiansborgs terrorsikring og lader os atomisere videre rundt i Univers Danmark.
Nu lidt mere som 1 og nuller end før.
