TOKYO: Corona-krisen var en brat opvågnen på Japans kommunale it-kontorer. Halvgamle computere og endnu ældre arbejdsgange betød, at den offentlige administration reagerede alt for stift og langsomt på de hjælpepakker til virksomheder og almindelige borgere, som den japanske regering i al hast fremlagde. Folk måtte vente længe på deres penge, mange var vrede og frustrerede, og det gav anledning til bitter kritik.
Det paradoksale er, at Japan faktisk nu igen i 2020 kan prale af at indehave verdens stærkeste supercomputer, landet har et af verdens mest udbyggede offentlige fibernetværk og er hjemsted for nogle af verdens mest konkurrencedygtige elektronikvirksomheder. Men ikke desto mindre er Japan i forhold til omverdenen ”mindst tyve år bagud i administrativ teknologi”, som økonomen Yukio Noguchi har formuleret det.
”Hvis Japan var som Danmark, ville det have været muligt at gennemføre opgaven med corona-udbetalingerne ved at benytte digitale forbindelseslinjer mellem regering og borgere som borger.dk og NemID”, vurderer professor Noriko Igari fra GLOCOM, Center for Global Communication ved International University of Japan.
Overbebyrdede rådhuse
Men Japan har ikke den slags direkte forbindelseslinjer i det eksisterende system, så opgaven blev som en nødvendig onde lagt ud til Japans over 1700 kommuners i forvejen overbebyrdede rådhuse. Med Noriko Igaris ord ”var den største ulempe ved denne uddelingsproces dens ineffektivitet, fordi operationen blev gennemført i lille skala overalt i Japan. Hvis en enhed havde stået for det hele, ville det have været meget bedre”.
Japan har i september fået en ny premierminister, Yoshihide Suga, som i de foregående otte år som kabinetsminister har været regeringens administrative krumtap. Som en måde at markere sig over for sin markante forgænger, Shinzo Abe, har Suga derfor fra første dag på kontoret gjort administrativ modernisering og ”digitalisering” til sin personlige parole. Nu skal det være slut med forsinkende procedurer som krav om at få alle officielle papirer udprintet, sendt via fax og højtideligt bekræftet med smukke og traditionelle ”hanko”-stempler.
I disse bestræbelser har en del japanske eksperter, politikere og administrative chefer længe vidst, at man vil kunne lære ikke så lidt af danske erfaringer, og der har i den forbindelse været arrangeret studieture og konferencer. Så sent som i juni måned har embedsfolk i premierministerens kontor forhørt sig hos danske kolleger om det danske folkeregistersystem. Hvordan får man sådan noget til at fungere it-mæssigt?, lød spørgsmålet.
Tillid til regeringen
Ifølge Noriko Igari kan Japan blandt andet lære af danske erfaringer, at regeringen er nødt til at vise ”stærkt lederskab”, og at borgerne som udgangspunkt skal have ”stor tillid til regeringen”. Det er det måske ikke alle borgere i Danmark, der synes, at de har.
Men ifølge tal fra OECD har danskerne generelt knap 60 procents tillid til deres regering. Langt højere end det internationale gennemsnit på godt 40 procent – og endnu højere end tallet i Japan, som ligger på knap 40. En Rambøll-undersøgelse fra 2019 viser, at 73 procent af danske borgere accepterer, at det offentlige deles om deres data, så længe det sikrer en bedre koordinering til gavn for borgerne.
CPR og NemID
Derudover skal der ifølge Noriko Igari på det lavpraktiske plan præsenteres let tilgængelige mødesteder som borger.dk for borgerne, og fælles redskaber som et cpr-nummer og en NemID-ordning skal være på plads og benyttes af alle. Også her er Japan i virkelighedens verden langt bagud, selv om man teknisk set længe har været på vej.
Det er ikke nemt at ændre gamle vaner, hverken for bureaukrater eller borgere. I de senere uger er både politikere, topbureaukrater og almindelige japanere, der interviewes af tv-reportere på gaden, begyndt at romantisere om, at der nu alligevel er noget smukt ved embedsværkets traditionelle ”hanko-kultur”, og at det vil være synd at afskaffe den. En ægteskabsattest uden et smukt hanko-stempel opfattes som alt for uhøjtideligt. Hanko-producenterne har gjort et dygtigt lobby-arbejde.
Mynumber
Japan indførte for snart fem år siden ved en stor kampagne sin version af cpr-nummeret, det såkaldte ”mynumber”-system, men inden corona-krisen ramte landet, havde kun sølle 13 procent af indbyggerne i Japan fundet det umagen værd at bevæge sig op på rådhuset for at få udfærdiget et digitalt ”mynumber”-kort i plastik.
”Den kendsgerning, at en stor mængde personlig information om medicinsk historie, skattebetalinger og så videre er akkumuleret og integreret i et nummer giver enorme fordele”, vurderer Noriko Igari.
Men ”Japan har ikke været i stand til at tilbyde virksomheder og borgere klare tilskyndelser til at stræbe efter digitalisering. Omvendt har landet lagt eftertryk på også at ville betjene dem ordentligt, som ikke har tilstrækkelig internet-adgang og digital færdighed”, forklarer hun.
Hun minder om en alvorlig pensions-skandale i halvfemserne, hvor man forsøgte at overføre opgørelser af almindelige selvstændige japaneres indbetalinger til den offentlige ”folkepension” til offentlige rådhus-computere, og det gik helt i kludder. Mange steder anede man til sidst ikke, hvad borgerne hver især havde indbetalt. Den historie var ikke just med til at øge japanernes tillid til regeringen og dens bestræbelser på at digitalisere sine systemer.
Lange køer
Nu har mange mennesker pludselig midt i corona-panikken hjemsøgt rådhusene og skabt lange køer for at få udstedt et Mynumber-kort, fordi det de fleste steder blev gjort til et krav for at kunne søge online om det kontante tilskud til husholdningerne på 100.000 yen (godt 6000 kroner), som blev tildelt samtlige japanere, at man var i besiddelse af dette kort og kunne identificere sig med dets stregkode. Hvis man ikke havde kortet, måtte man søge på gammeldags manér på et ansøgningsskema, og så tog det endnu længere tid.
Ligeledes er der planer om, når hverdagen vender tilbage, at bruge samme lille plastikkort som kørekort og sygekassekort i fremtiden – men disse digitale incitamenter eksisterer ikke i dag.
Den danske Japan-ekspert Karen Ejersbo Iversen, der er chefkonsulent i Digitaliseringsstyrelsen, konkluderer i et foredrag, der ikke blev holdt i foråret på grund af corona-begrænsninger, at ”manglen på brugerperspektiv i udviklingen og gennemførelsen af digitale løsninger i Japan er en af de væsentligste årsager til, at ’e-government’ (digital regeringsførelse) fra regering til borger slet ikke er lykkedes i Japan”.
FAKTA
Fire ting, som Japan kan lære af Danmark om digitalisering (ifølge professor Noriko Igari)
• Den centrale regering skal fra oven definere budgettet til digitalisering, så det ikke er op til lokalt fifleri.
• Online-løsninger som borger.dk, sundhed.dk og virk.dk skal være fleksible og nemme at benytte.
• Den grundlæggende ”socio-teknologiske infrastruktur” (CPR og NemID) skal være på plads.
• Borgerne skal have en relativt høj grad af tillid til regeringen.
