En gang om året indsamler PROSA lønoplysninger fra medlemmer og andre interesserede it-folk til brug for den årlige lønstatistik. Rigtigt mange indtaster deres oplysninger, så PROSA har den mest omfattende lønstatistik for it-faget. Det er en af de aktiviteter, hvor de fleste PROSA-medlemmer kan bidrage og den færdige statistik kommer alle til gode. Lønnen skal forhandles, og evt. stillingsskift skal overvejes - hvad enten man er ansat i det private eller i det offentlige, ansat på en overenskomst eller på individuelle vilkår. Ledige bruger tallene ved ansættelsessamtaler.
Sådan var det i starten
PROSA begyndte med at udarbejde lønstatistik tilbage i 1973. I de første mange år forgik indsamlingen via arbejdspladsrepræsentanterne (APR). APR'erne fik tilsendt lønstatistik-skemaerne som de så sørgede for, at medlemmerne udfyldt, herefter sendte APR'erne dem tilbage til PROSA. Denne metode var effektiv, så længe PROSAs medlemmer var koncentreret på større arbejdspladser. Således fik vi i 1976 svar fra 60% af PROSAs medlemmer. I 1998 var tiden definitivt løbet fra at lade APR'erne samle ind på arbejdspladserne, da det betød, at de mange arbejdspladser, hvor der kun var få PROSA-medlemmer, blev alt for dårligt repræsenteret i statistikken. I stedet gik vi over til at sende spørge-skemaerne ud til det enkelte medlem.
Internettet
Den ny form gav en noget bedre repræsentativitet, men ikke en markant højere svarprocent. Kollegialt pres er trods alt en af de mest effektive metoder, hvis man skal have en høj svarprocent. I 2001 gjorde vi det muligt at taste ind over nettet. Det første år fik alle tilsendt spørgeskemaet og en kode, som kunne bruges på nettet. Siden har vi valgt ikke at sende skemaet med ud, da langt de fleste fortrækker at indtaste direkte over nettet. Det er dog stadigt muligt at få tilsendt et papirskema, hvis man beder om det.
Over 3000 besvarelser
Lønstatistikken er nu oppe og rumme over 3000 besvarelser, hvilket gør den til den absolut mest præcise og detaljerede lønstatistik for de it-professionelle. Vi kan da også se, at lønstatistikken er meget besøgt, og vi får løbende henvendelser fra både medlemmer og arbejdsgivere, der spørger til detaljer om statistikken.
Ingen facitliste
En lønstatistik er dog ikke en facitliste som du - eller din arbejdsgiver - kan slå op i, for at se, hvad du skal have i løn. En lønstatistik er derimod en dokumentation, et værktøj, som viser noget om lønforholdene inden for it-faget på et bestemt tidspunkt. Denne dokumentation kan bruges ved lønforhandlinger. Endvidere er det lønstatistikken, der kan fortælle os, at den sjette ferieuge og arbejdsgiverbetalt pension også er slået igennem på det ikke-overenskomst dækkede område.
Udviklingen i løn og arbejdsforhold
Udover de konkrete løn-data forsøger vi også at følge med i nogle af de andre forhold, der er afgørende for de it-professionelles løn og arbejdsforhold. Der er tale om forhold som efteruddannelse, aktieaflønning, klausuler, arbejdstid med mere. Formålet er både at give PROSA en konkret viden, som vi kan bygge vores politik på og få aflivet nogle af de myter, der til tider florerer om branchen. F.eks. når vi skal forklare Folketinget, at de nuværende regler om kunde- og konkurrenceklausuler giver problemer for de it-professionelle.
Åben for alle
Lønstatistikken har altid været anvendt som rekrutteringsredskab og profileringsredskab på arbejdspladserne. Når vi gennem APR-nettet har opfordret ikke-medlemmer til at deltage, er det vores håb, at det opleves som en positiv mulighed for at præsentere PROSA, og giver vores medlemmer en anledning til at diskutere fagforening med kollegaen. samtidig med, at det giver folk mulighed for at se, hvad PROSA kan i praksis. Der er ikke meget ved at deltage i en undersøgelse, hvis man ikke får resultatet at se. Derfor har vi i PROSA også valgt at lade det være muligt for alle at se lønstatistikken - også selvom man ikke er medlem af PROSA. For APR'eren er det også en mulighed for, at man ved en aktiv indsats, får virksomheden placeret ind på lønindekset.
Vi laver lønundersøgelse for jeres virksomhed
At få brugt lønstatistikken mere aktivt på arbejdspladserne, er en af de ting, vi aktuelt arbejder med. I dag er 96% af dem, der udfylder lønstatistikken, PROSA-medlemmer. Vi tror ikke på, at vi kommer tilbage til fordelingen i 1976, hvor kun 70% af dem, der svarede på lønstatistikken, var PROSA medlemmer. Men det må være muligt at få væsentligt flere virksomheder med i lønindekset. Samtidig ønsker vi at give de lidt større arbejdspladser mulighed for at bruge vores lønstatistikværktøjer mere aktivt. Det betyder, at I har mulighed for at få kørt jeres egen lille lønundersøgelse på virksomheden, som I herefter kan sammenligne med vores generelle tal. Ønsker du at få undersøgt lønforholdene på din virksomhed, skal I blot kontakte os på enten apl@prosa.dk (Allan Pleman) eller san@prosa.dk (Steen Andersen).
FAKTABOKS
Løn
I PROSAs lønstatistik har vi angivet lønnen for privatansatte for en arbejdstid på 37 timer ugentlig - eksklusiv frokost. Dette er den "mest normale" arbejdsperiode. Lønnen er ekskl. arbejdsgivers pensionsbidrag, eventuelle skifteholdstillæg, overtidsbetaling, rådighedstillæg mv., men inkl. faste tillæg, fx. personlige tillæg. Arbejdsgivers pensionsbidrag er ikke medregnet.
For offentligt ansatte er lønnen beregnet for en 37 timers uge inklusiv frokost.
For de fleste vil det være mest relevant at se på lønnen i sammenhæng med deres it-erfaring. I statistikkerne er it-erfaring som: Den normerede studietid for din it-uddannelse, din it-erhvervserfaring, der er det antal år, du har arbejdet professionelt med it. Det betyder f.eks., at en datamatiker starter med en it-erfaring på to år.
Kvartiler og medianer
Som mål for lønnen bruges foruden gennemsnitsløn kvartiler og medianer. Kvartil- og medianlønninger viser, hvordan lønspredningen er på et løntrin. Udover, at du kan bruge oplysningen til at se, om der er stor lønspredning på dit løntrin, kan du bruge oplysningerne til at kontrollere, at du holder niveauet. Hvis du ifølge sidste års statistik lå i øverste kvartil, bør du stadig ligge i dette. Kvartiler og medianer findes ved at tage oplysningerne for et enkelt løntrin. Hvis der for eksempel er 200 lønninger på et trin, vil nr. 51 i rækken være nedre kvartil, nr. 101 vil være median og nr. 151 vil være øvre kvartil.
Usikkerhed
Statistikkerne er repræsentative. På enkelte trin er tallene dog usikre. Det sker, at nogle få personer på et anciennitetstrin bevirker, at tallene her er højere end på det efterfølgende trin. Du bør derfor også kigge på de omkringliggende anciennitetstrin, for at se, om lønnen ser rimelig ud.
Andre statistikker
Det sker undertiden, at arbejdsgivere fortæller om en statistik, han er i besiddelse af. Hvis arbejdsgiveren ikke vil fremlægge statistikken - og det skal være hele statistikken for at sikre, at der ikke er plukket noget ud - skal du afvise at diskutere tallene. Hemmelige statistikker kan rimeligvis ikke være et grundlag for en forhandling.
Løn