Debatindlægget er bragt i Berlingske 26. juli 2019.
Udenlandske kolleger er velkomne på danske vilkår. Men beløbsordningen har givet nogle virksomheder mulighed for at bruge udenlandsk arbejdskraft til at underbyde danske (it-)lønninger i Danmark.
Et eksempel er den indiske virksomhed Tata Consultancy Services (TCS), som i Danmark har to selskaber. Et er registreret som en filial af det indiske selskab, det andet er et ApS. Sidstnævnte tilgik en overenskomst i forlængelse af, at TCS vandt en større udbudsopgave fra TDC – førstnævnte har ingen overenskomst.
Selskabet uden overenskomst har haft en forrygende udvikling af personale fra 2013 – alle indere. Der er her ikke tale om arbejdskraft, vi ikke kan skaffe i Danmark. I Aps’et, som har overenskomst og overvejende dansk arbejdskraft, er det omvendt. Her var i 2013 en lønsum på 154 millioner. I 2017 var den faldet til 9 millioner, og faldet er fortsat. Sideløbende med personaleudskiftningen vinder TCS udbud over danske virksomheder, som de underbyder. Det ligner social dumping.
Beløbsordningen skal væk
Beløbsordningen bør erstattes af en model, hvor virksomheder betaler det samme for udenlandsk arbejdskraft som for sammenlignelig dansk arbejdskraft. Den nuværende beløbsordning ligger med 35.000 kr. om måneden inkl. pension og feriegodtgørelse omkring startlønnen for nyuddannede datamatikere og under startlønnen for kandidater. Når vi taler om den højt specialiserede arbejdskraft, der reelt kan supplere det danske arbejdsmarked, er lønnen langt højere. Derudover afspejler lønkravet i beløbsordningen ikke, at vi fra medlemmer hører, at den udenlandske arbejdskraft ofte arbejder voldsomt mange flere timer end den danske og på den måde reelt får en markant lavere timeløn.
Derfor er det positivt, at arbejdsmarkedets parter jf. den nye politiske aftale skal inddrages i arbejdet med en model for, hvordan vi får den nødvendige udenlandske arbejdskraft, og at det skal være en forudsætning, at arbejdsgiver lever op til danske løn- og ansættelsesvilkår. I PROSA ser vi gerne, at de enkelte fagforbund inddrages i ansættelser, så vi kan sikre, at den konkrete viden om arbejdsvilkår på et givent område afspejles i kontrakter med arbejdskraft fra lande uden for EU.
Opkvalificering skal opprioriteres
Udenlandsk arbejdskraft må dog ikke blive den første løsning, når vi mangler specifikke kompetencer. Fx bør ledige have et retskrav på efteruddannelse i kompetencer, der er mangel på. Det understreger også nødvendigheden af at vurdere behovet for udenlandsk arbejdskraft ud fra konkrete kompetencer og ikke blot stillingsbetegnelser, der på it-området kan dække meget bredt. Derudover har PROSAs medlemmer gennem en årrække fået stadig mindre efter- og videreuddannelse hos deres arbejdsgivere. Historisk har virksomheder som daværende Kommunedata, Datacentralen og Landbrugets Edb Center ansat nyuddannede i it-faget og givet dem massiv efteruddannelse. På den måde skabtes en opkvalificeret it-arbejdsstyrke, som det blev kutyme, at konkurrenterne kunne gå på fangst i. Men i dag ønsker fåtallet at efteruddanne, og det er et problem for faget. PROSAs løsningsforslag er en uddannelsesfond, som alle arbejdsgivere betaler ind til. Så kan man ikke bare lukrere på andre arbejdsgiveres efteruddannelsesvillighed, men deler omkostningerne. Det kan også løse det udbredte problem, vi ser – at når der er penge, er der ikke tid og vice versa.
Udlændinge i Danmark
PROSA har medlemmer med mange nationaliteter. Men de oplever at blive behandlet uretfærdigt i Danmark. Selv om de betaler skat, udelukkes de fra fordelene ved velfærdssamfundet. Senest har opholdskravet betinget, at man skal være syv år i Danmark eller et andet EU-land, før man kan få dagpenge. Tilgangen til udlændinge som andenrangsborgere er, hører vi, den største barriere i forhold til udenlandske specialisters lyst til at være Danmark. Så lad os se noget omtanke og retfærdighed hele vejen rundt, så vi kan få et arbejdsmarked, der tilgodeser både danske ansættelsesvilkår og erhvervslivets behov for arbejdskraft.
