Hjernen får sin energi fra forbrænding af druesukker. Måler man hjernens optagelse af druesukker og ilt, får man derfor et meget præcist mål for, hvor mange hjerneceller der er aktive i en given situation. Sådanne målinger viser, at den vågne menneskehjerne arbejder på det samme aktivitetsniveau, uanset hvilke arbejdsopgaver, den bliver sat til. Der er stort set lige mange hjerneceller i gang, hvad enten man arbejder koncentreret eller bare sidder og glor huller i luften.
Aktiv hele tiden
Hjernen bruger alt, hvad den har hele tiden. Når vi koncentrerer os, samler hjernen det meste af bevidsthedens energi om en enkelt arbejdsopgave. Afslapningen derimod er karakteriseret ved, at bevidstheden frit flyder fra et emne til et andet. Der er altså lige så mange tanker i gang i vores bevidsthed, når vi slapper af. Det specielle ved afslapningen er, at hjernen, når den slapper af, selv kan bestemme, hvad den arbejder med.
Optimal udnyttelse
Hjernen forstår at udnytte sine medfødte talenter optimalt. Der er ingen grund til at spilde bevidst aktivitet på problemer, som simplere systemer sagtens kan klare. Derfor er vores bevidste omtanke, logik og rationalitet i virkeligheden ofte involveret i langt mindre grad i mange af vores gøremål, end vi umiddelbart går rundt og tror.
På højtryk i golf
Første gang vi skal slå til en tennisbold, bruge en golfkølle (eller for den sags skyld skal styre Crash Bandicoot rundt på skærmen med controlleren til vores PlayStation), vil vi være usikre og prøve os frem med forskellige forsøg på, hvilke bevægelser der bedst passer til situationen. Det er besværligt, det går langsomt - vi er bevidste om hver eneste bevægelse og må udvise stor koncentration for at udføre alt korrekt.
Efterhånden som vi får trænet (i tusindvis af timer!), bliver vi bedre til at udføre de korrekte bevægelser, og det går hurtigere. Men samtidig sker der noget i hjernen. De ubevidste motoriske centre udfører i stigende grad opgaven på egen hånd. Vi er med andre ord blevet hurtigere til at udføre bevægelserne, fordi vi ikke længere behøver at koncentrere vores bevidsthed om hvert enkelt led af deres udførelse. Bevidstheden bliver nu fri til andre opgaver, såsom at spekulere på hvor på tennisbanen vi helst skal spille bolden hen, og hvorledes vi skal skrue den etc. Vi er med andre ord godt på vej til at blive professionelle!
Fuld pakke eller gentagelse
Samme princip gælder for hjernens højere funktioner. Første gang vi står overfor eks. et matematisk problem, bruger vi vores fulde opmærksomhed og koncentration for at løse det. Men allerede næste gang vi møder samme problem, vil hjernen have to muligheder: den kan tage den fulde pakke og tænke hele problemet igennem en gang til, eller den kan blot gentage, hvad den gjorde sidst. Den sidste løsning er oftest den nemmeste, så den vil hjernen vælge, såfremt der ikke umiddelbart er grund til andet.
Et oplagt eksempel på dette er en persons alder. Alder kan bestemmes ud fra følgende ligning:
alder = aktuelt årstal minus fødeår (minus endnu 1 år, hvis vi endnu ikke har holdt fødselsdag i år).
De færreste behøver dog at regne denne ligning ud, for vi ved godt, hvor gamle vi er. Hjernen har nemlig gemt svaret på spørgsmålet, så vi kun skal finde dette frem, når vi bliver spurgt og behøver ikke at regne det ud hver gang.
Denne mekanisme træder normalt i kraft, uden at vi behøver at gøre en bevidst anstrengelse for det og er generelt meget hurtigere end den mere udførlige udregning. Det kan i mange tilfælde være en stor fordel. At være god til at regne er således i høj grad et spørgsmål om at kunne tabellerne udenad. Men grunden til, at det kan gå så stærkt, er, at der ikke tages højde for alle eventuelle muligheder, men kun dem der tidligere har vist sig relevante.
Ny indsigt kræver kræfter
Når vi skal overveje alle aspekter af vores beslutninger eller komme op med nye, smarte indsigter, er det imidlertid vigtigt, at hjernen er i stand til at sætte alle kræfter ind på opgaven. Særligt vigtigt er i den forbindelse, at vi får involveret den forreste del af hjernen, hvor vores personlige og bevidste erfaringer befinder sig, i processen. Resultatet af denne omfangsrige aktivering
af hjernen er, at det tager væsentligt længere tid at finde frem til en løsning på det aktuelle problem, men løsningen bliver til gengæld ofte så meget bedre.
Stress fører til den nemme løsning
Hjernen afvejer hele tiden løbende, hvornår der er brug for at overveje nye løsninger, og hvornår vi kan fortsætte med det gamle repertoire. Det er den generelt uhyggeligt god til. Men der skjuler sig en fare. Hvis hjernen er i alarmtilstand og derfor føler sig i tidsnød, eks. pga. stress, vil vi have tilbøjelighed til at ty til den nemme løsning, hoppe over hvor gærdet er lavest, og vigtige informationer kan dermed blive overset.
To systemer
Hjernens bearbejdning af indkommende sanseindtryk er delt op i to systemer: en hurtig, men upræcis, følelsesmæssig analyse (hvad betyder dette for mig nu og her?), og en langsommere, mere rationel analyse (hvordan forholder denne situation sig til mine erfaringer og viden?). Den følelsesmæssige analyse foregår hovedsageligt ubevidst og kan resultere i en følelsesmæssig reaktion: vi bliver bange, opskræmte, spændte, men også mere opmærksomme og fokuserede. Kroppen sættes om nødvendigt i alarmberedskab og gøres klar til at handle.
Dette system er udviklet til hurtigt og effektivt at spotte farer og trusler og reagere formålstjenligt i forhold til disse, fortrinsvis gennem flugt eller forsvar. Det er dette system, der træder i kraft ved fobier, altså situationer, hvor følelsen af frygt er blevet koblet sammen med et bestemt sanseindtryk. Fobier knytter sig ofte til eksempelvis slanger, edderkopper eller højder, da vi fra naturens hånd af er gjort mere modtagelige overfor disse farer end mere nutidige farer, som f.eks. biler eller elektricitet.
Bearbejdning med
hukommelsen
Sanseindtrykket sendes samtidig videre til en finere bearbejdning, der involverer store dele af vores hukommelsessystem, som er placeret i den forreste del af vores hjerne, frontallapperne, sædet for vores bevidsthed og omtanke. Her holdes sanseindtrykket op mod vores tidligere erfaringer, det sættes ind i en større kontekst (er det en farlig situation?) og analyseres i det hele taget mere grundigt.
Vi vil dog ofte ikke være i stand til at undgå den første umiddelbare følelsesmæssige reaktion. Dette er mekanismen bag gyserfilm: vi får aktiveret vores følelsesregister, men bagefter, efter 'gyset', kan vi jo nok indse, at det 'jo bare er en film!'.
Hjernen skal have tid
Under normale forhold arbejder disse systemer gnidningsfrit sammen: vi er i stand til at reagere lynhurtigt på uforudsete farer og er for det meste også i stand til at dæmpe unødige frygt-reaktioner ("det er godt nok en farlig slange, men den er jo bag glas her i Zoo"). Men det kræver, at hjernen føler, at den har tid nok til at gennemføre begge analyser. Hvis den af en eller grund føler, at den (for vores sikkerheds skyld!) skal handle hurtigt, så vil den oftest foretrække den hurtige, men mere upræcise, løsning.
Hvad kan sætte hjernen i en sådan alarmtilstand? Ja, listen er lang, men de fleste situationer kan opsummeres i følgende sætning: "hjernen går i alarmberedskab, når den føler sig sat i en situation, som den ikke har kontrol over, og som den ikke umiddelbart kan komme ud af".
Hold ferie, og få indsigt
Det kan være et problem i vores moderne verden, fordi vi ofte er i sådanne situationer, hvor vi ikke bare kan gå vores vej. Det kan være på arbejdspladsen, i supermarkedet, i trafikken, til koncerter eller andre offentlige forsamlinger, eller sågar i hjemmet. I sådanne situationer får vi nemmere aktiveret vores forsvarssystemer og får sværere ved at bevare det store, kølige overblik.
Hvis hjernen skal fungere optimalt og bruge sit fulde repertoire, bør vi altså befinde os i en situation, hvor vi har tid nok, hvor der ikke er nogen der hundser rundt med os, og hvor vi er i stand til at gå vores vej, hvis vi ikke føler os godt tilpas. En sådan situation eksisterer paradoksalt nok oftest, når vi ikke konstant mødes af omverdenens krav, når vi slapper af og holder ferie, så i virkeligheden er dette vores mest kreative og indsigtsfulde periode.
