Du skal sige fra over for en hver form for chikane – også hvis det ikke går ud over dig personligt, fastslår Camilla Winther, der som jurist i PROSA har haft flere sexchikanesager på sit bord.
– Fortæller du ikke om dine oplevelser, stopper chikanen ikke. Den breder sig måske i værste fald, så flere bliver ofre for krænkeren, som fejlagtigt kan tro, at det, vedkommende har gang i, er helt ok, når ingen siger fra, siger hun.
Krænkende handlinger af seksuel karakter er ifølge Arbejdstilsynet al form for uønsket seksuel opmærksomhed. Og det er uden betydning, om handlingerne er udtryk for ubetænksomhed eller et decideret ønske om at krænke.
– Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og derfor er det vigtigste at lytte, siger Camilla Winther.
Det er både mænd og kvinder, der er blevet sexchikaneret, og mænd, der er blevet anklaget for at chikanere, der kontakter PROSA for at få hjælp, og Camilla Winther oplever nu og da, at et medlem rent faktisk er usikker på, om han eller hun faktisk har været en del af en krænkende situation.
– Hvis du er det mindste i tvivl om, du er blevet krænket eller er krænker, så ring og få en fortrolig sparring på oplevelsen, lyder hendes råd.
Risikerer jobbet
Ud over at lytte er det juristens opgave at afdække sagen og finde ud af det mere faktuelle. Findes der vidner eller noget på skrift, der vil kunne understøtte det, vedkommende har oplevet? Og ønsker personen at gå videre med sagen?
– Min opfattelse er, at når nogen endelig ringer ind til os, er det, fordi vedkommende ønsker, vi skal gøre noget. Ender sagen med, at ansættelsesforholdet ophører, bistår vi oftest med at aftale vilkårene omkring fratræden. Vi har også hjulpet med, at en påtænkt advarsel blev trukket tilbage. Så det giver mening at kontakte os, siger hun.
Den typiske, synlige omkostning ved en chikanesag er risikoen for at miste sit job. Arbejdsgiveren har pligt til at reagere, hvis der forekommer chikane på arbejdspladsen, og kan over for en krænker reagere med en advarsel, opsigelse eller bortvisning i de helt grelle tilfælde.
– Er man den krænkede, står man næppe til at blive fyret. Her er det nok mere de personlige omkostninger, der kan være store, og som i sidste ende måske vanskeliggør, at man bliver på arbejdspladsen, siger Camilla Winther, der understreger, at det altid kan betale sig at kontakte sin fagforening.
– Man har behov for at blive lyttet til, uanset om man er krænker eller krænket. Også selvom man ikke ønsker at starte en sag, men blot har brug for at dele sine tanker med en af vores rådgivere, siger hun.
Du kan kontakte PROSAs rådgivning på faglig@prosa.dk