PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsmiljø

Det er et arbejde - at være arbejdsløs

Det kan være noget af et arbejde at være arbejdsløs. Ikke alle regler er lige oplagte, men hvis du ikke kender til dem, kan du miste din ydelse. Det ser vi ske igen og igen. Og det nytter ikke noget, at du ikke anede, du var på kant med reglerne. A-kassen fortæller om de vigtigste her.

 

Hvis du er ledig og modtager ydelser fra a-kassen, stiller a-kasselovgivningen nogle betingelser for udbetalingen - og de er ikke altid lige indlysende. I forhold til kontakten til AF, er der nogle tilbagevendende situationer, som vores medlemmer mister ydelser på - ikke af ond vilje, men simpelt hen fordi de ikke havde forestillet sig konsekvensen af ikke at stå til rådighed med dags varsel!

Rådighed med dags varsel
For at stå til rådighed med dags varsel, skal du kunne overtage arbejde, møde op til et aktiveringstilbud, en samtale på AF o.lign. dagen efter, at du har modtaget formidling eller indkaldelse. For at kunne det, skal du udover at være tilmeldt AF, opfylde følgende betingelser:

Adresseændring
Husk at oplyse ny adresse til både AF og a-kasse, inden du flytter. Adressen skal naturligvis også oplyses til folkeregistret, men det behøver jo ikke at være inden ,du er flyttet. Folkeregistret er nogle gange op til 14 dage om at få registreret din nye adresse. I mellemtiden risikerer du, at du får en indkaldelse for sent, fordi den bliver sendt til din gamle adresse - og igen bærer du selv ansvar og risiko. Hvis du er i aktivering, skal du også oplyse din nye adresse til det sted, du er aktiveret (anden aktør).

Post
Du skal læse din post hver dag. Gør du ikke det, enten fordi du glemmer det, eller fordi du ikke er på din postadresse, står du ikke til rådighed, så længe det står på. Du bærer selv ansvar og risiko - dvs. hvis du har bedt en anden om at holde øje med din post og give dig besked, og han så ikke gør det - kan du sagtens bebrejde ham det, men det er dine dagpenge, det går ud over. Hvis din post ikke er kommet frem, eller kommer for sent i forhold til det, du var indkaldt til, skal du enten kunne dokumentere for sen modtagelse (gem kuverten!) - eller der skal være forhold, som sandsynliggør uregelmæssigheder i postgangen på det tidspunkt, du havde forventet at modtage brevet. I den situation sender a-kassen et brev til postvæsnet, og beder om bekræftelse på evt. uregelmæssigheder, f.eks. pga. afløser på ruten. Hvis du modtager en indkaldelse for sent, fordi du får omdirigeret din post, kan du ikke få dagpenge eller aktiveringsydelse så længe, det står på. Du kan godt få feriedagpenge, fordi du ikke skal stå til rådighed, så længe du er på ferie og har anmeldt ferien til AF mindst 14 dage før.

Ferie
Du skal selvfølgelig ikke stå til rådighed, mens du er på ferie. Forudsat, at du har givet besked til AF mindst 14 dage før. A-kassen skal have besked senest første feriedag. Hvis du søger om feriedagpenge, kan du først få udbetalt fra den dag, a-kassen har fået besked. Det betyder, at du ikke kan få feriedagpenge, hvis a-kassen først får besked efter, at ferien er afholdt. Du skal søge om feriedagpenge på en bestemt ansøgningsblanket (AR257 eller AR258), som du selv kan hente på Arbejdsdirektoratets hjemmeside: www.adir.dk. Men a-kassen behøver ikke at have modtaget ansøgningen senest første feriedag, hvis du har givet skriftlig eller mundtlig besked i tide.

Bopæl og ophold i Danmark
Du skal både bo og opholde dig i Danmark for at kunne få dagpenge. Hvis du har fået en aftale om en ansættelsessamtale med en arbejdsgiver i et andet land, kan du få dagpenge i op til fem dage. Men kun hvis du har givet besked til AF og a-kassen, inden du tager af sted. Du må ikke blive væk i mere end fem dage - hvis du gør det, mister du dagpengene for hele den periode, du er i udlandet.

Sygdom
Hvis du bliver syg, skal du give besked til AF første sygedag, og så tidligt som muligt. Du kan melde dig syg på AF´s hjemmeside: www.af.dk (selvbetjening). Du skal også give besked til a-kassen første sygedag. A-kassen sender så en blanket til dig, som du skal sende videre til sygedagpengekontoret. Når du er rask igen, skal du raskmelde dig til AF og a-kassen med det samme. Så længe du er syg, skal du ikke stå til rådighed, men du risikerer alligevel at miste dagpenge, hvis du udebliver fra en samtale eller et tilbud pga. sygdom, hvis du ikke har meldt dig syg til AF, inden tidspunktet for samtalen eller tilbuddets start.

CV
Når du bliver ledig, skal du udarbejde et cv, som skal lægges ind i Job- og cv-banken på AFs hjemmeside: www.jobnet.dk. cv´et skal være lagt ind senest en måned efter, at du er blevet tilmeldt på AF. Herefter skal du mindst hver 12. uge logge dig på cv´et, bl.a. for at besvare evt. henvendelser fra en arbejdsgiver. Hvis du ikke gør det, bliver cv´et erklæret inaktivt - og det betyder normalt, at du ikke får ydelser, indtil du har aktiveret det igen. Selv om du har fået ansættelse med løntilskud, skal du stadig stå til rådighed for arbejde uden løntilskud - og derfor skal du fortsat aktivere dit cv.

Jobsamtale/deltidsarbejde/aktivering
Hvis du på skal til møde på AF eller starte i aktivering og på mødetidspunktet skal til jobsamtale, møde på arbejde eller f.eks. er ansat med løntilskud, opfylder du din rådighedsforpligtelse. Du skal dog alligevel give besked til AF inden mødetidspunktet, så AF kan finde en anden tid til dig.

Arbejde
Hvis du har fået varigt fuldtidsarbejde uden løntilskud, skal du selvfølgelig ikke møde op til hverken samtaler eller aktiveringstilbud. Forudsat at du starter i arbejdet senest samme dag, du skulle være mødt frem. Hvis du ikke gør det, skal du kontakte AF. AF afgør så, om du skal møde frem eller deltage i tilbuddet. Hvis der er meget kort tid til, at du skal starte i arbejde, vil AF sandsynligvis afgøre, at du ikke behøver at møde frem - men hvis du "tænker selv", og ikke kontakter AF, vil det betyde, at du mister ydelser fra mødedato, og indtil du starter i dit arbejde. Hvis du deltager i et tilbud og får arbejde, har du naturligvis lov til at stoppe i tilbuddet - men også her gælder det, at du mister ydelser, hvis du stopper tidligere, end dagen før du starter på arbejde. Du kan også stoppe i et tilbud, hvis du har fået deltidsarbejde uden løntilskud, det skal bare være varigt - det vil sige af mere end fem ugers varighed.

Konsekvenser
Så længe du ikke opfylder alle betingelser for at stå til rådighed, kan du ikke få dagpenge eller aktiveringsydelse. Hvis du udebliver fra en hvilken som helst aktivitet på AF, bliver det registreret og AFs it-system, Amanda, sender en kode til a-kassen, om at du er udeblevet. Det udløser med det samme, at der bliver lukket for ydelser fra den dag, du er udeblevet. A-kassen kontakter dig, så hurtigt de kan, men nogle gange er AFs registrering forsinket, og dermed også koden til a-kassen. Det betyder så igen, at a-kassens kontakt til dig bliver forsinket. I de fleste situationer kan du først få ydelser igen fra den dag, du har kontaktet a-kassen og/eller AF- så hvis du opdager, at du har glemt at møde op på AF eller hos en anden aktør, så tøv ikke med at kontakte os, selv om du ikke har hørt fra os endnu!

Reagér hurtigt - det kan mindske skaden
Der er mange ting at være opmærksom på, når man er ledig. Vi forstår godt, at det nogle gange glipper for vores medlemmer, og vi vil derfor igen opfordre jer til at ringe til os, så hurtigt som muligt. Det vil i de fleste tilfælde i det mindste reducere skaden. På www.prosa.dk kan du under A-kassen bl.a. finde vores pjecer, som går mere i dybden med de forskellige a-kasseregler. Hvis du ikke har mulighed for at komme på nettet, kan du ringe og få tilsendt de pjecer, du har brug for.

Skatte- og aktiveringskort
Når du er i et uddannelsestilbud, skal du have aktiveringsydelse i stedet for dagpenge. Så længe du modtager aktiveringsydelse, skal a-kassen opbevare dit originale skattekort. Husk derfor at sende det ind til os, så snart du starter på aktiveringen. For at modtage aktiveringsydelse, skal du udfylde et aktiveringsydelseskort i stedet for et dagpengekort, for den periode du modtager aktiveringsydelse. Det udfyldes stort set på samme måde som dagpengekortet, bortset fra at du bliver spurgt, om hvilken periode du er i aktivering, og om du har fulgt aktiveringen i hele udbetalingsperioden. Normalt vil a-kassen sende dig et aktiveringsydelseskort, inden du skal have udbetalt aktiveringsydelse, men desværre får vi nogle gange sen besked fra AF, og når derfor ikke at sende dig et kort, inden udbetalingsperioden er slut. For at undgå, at din udbetaling bliver forsinket, kan du selv printe et kort ud på Arbejdsdirektoratets hjemmeside, www.adir.dk. Kortet hedder AR235 og kan findes under Blanketter.