Løn

Er en hund i timen OK?

Studerende på it-arbejde

Der er mange uddannelsessteder, der bruger de it-studerende til at løse it-support for skolens studerende. Det er jo godt for de it-studerende og samtidigt en billig løsning for skolerne. Men nogle gange for billigt. Enkelte steder får man kun100 kr. i timen for at løse it-opgaver. Men selvom man arbejder for sit eget studiested, skal regler og overenskomster overholdes. PROSIT har spurgt faglig konsulent Steen Andersen.

Er 100 kr. i timen OK?
- Nej det er det ikke! Det kommer dog an på hvilken overenskomst, studiestedet hører under. PROSA/STATs overenskomst dækker alle it-jobs på de videregående uddannelser og på de statslige gymnasier. Og her er absolut mindste løntrin ca. 115 kr. i timen. Alt efter anciennitet og gennemført studietid vil lønnen være højere.

På handelsskoler og tekniske skoler er det HK, der har overenskomsten. I princippet ændrer det ikke på startlønnen, men vi oplever tit, at de studerende ansættes som studentermedhjælpere i stedet for som it-medarbejdere, hvilket giver en lavere løn. Hvis man oplever det, bør man protestere overfor arbejdsgiveren, og kontakte PROSA, hvis det ikke nytter. Overenskomsten skal overholdes, også for PROSA-medlemmer, og hvis man laver rigtig it-arbejde, så bør man have noget mere end 100 kr. i timen.

Hjælper PROSA, hvis man får problemer omkring løn?
- Ja, det gør vi, hvis man altså oplyser til PROSA, at man har fået it-arbejde og betaler kontingent i forhold til antallet af det ugentlige timetal. Men man skal altså melde sig ind og betale, inden man kommer og beder PROSA om hjælp, hvis man er blevet fyret eller får for lidt i løn.

Behøver man have en kontrakt?
- Ja, hvis man arbejder mere end otte timer ugentligt, så skal der ligge en ansættelseskontrakt. Er det færre timer, skal man stadig have en skriftlig aftale om løn m.v. og man skal naturligvis have feriepenge ligesom ved alt andet arbejde. Er man ansat i det offentlige skal man altid have en ansættelseskontrakt.

• Det er gratis for it-studerende at være medlem af PROSA, hvis man ikke har et it-job i fritiden.

• Kontingent for studerende med it-arbejde er 96 kr. om måneden (hvis man har under 15 timer om ugen).

• PROSAs lønskala inden for staten: www.prosa.dk/stat/loenskala.shtml



• Har du yderligere spørgsmål om studenterjobs som it-medarbejder på undervisningssteder, kan du kontakte faglig konsulent Steen Andersen, san@prosa.dk, tlf.: 3336 4121.