Et fællestræk for it-professionelle, der bliver kørt ned af stress, er problemer med hukommelsen og indlæringsevnen. Om man vil kunne genvinde disse evner, er et åbent spørgsmål. Dette var det nedslående budskab fra Einar Baldurson på mødet om psykisk arbejdsmiljø som PROSA afholdt i København den 29 maj.
Einar Baldurson har gennem det sidst år samarbejdet med PROSA og hjulpet ca. 20 medlemmer, der har været kørt psykisk ned. Det har givet ham et overraskende entydigt billede af, hvad der sker, når det går galt for de it-professionelle. Ligeledes kan han tydeligt sige, hvem der er i farezonen. Det er den motiverede og engagerede medarbejder, der bliver ramt.
Det grænseløse arbejde
Per Wiklund fra Sverige har i gennem en årrække forsket i det grænseløse arbejde og gav en omfattende beskrivelse af både de muligheder og de problemer, vi står med i it-faget. Dermed gav han en god baggrund til at forstå, hvorfor it-professionelle rammes af stress. Problemerne skyldes flere ting, men særligt tydelig er den ansigtsløse ledelse. Der er høje præstationskrav til de it-professionelle og et stort tidspres. Men det er overladt til de ansatte selv at finde ud af, hvordan de vil nå deadline, og vurdere hvad der er godt og hvad der er skidt.
"De siger jeg skal sige nej (ledelsen), men hvornår jeg skal sige nej. For når jeg siger fra - så er det ikke muligt lige over for den kunde."
Sådan beskrev en ansat præstationskravene på hans arbejdsplads. Meget rammende.
Måden ledelsen håndterer det psykiske arbejdsmiljø på, er at lade de ansatte tage ansvaret for, at deres eget psykiske arbejdsmiljø ikke bliver for belastende. Men når det kommer til stykket, gives der ikke nogle muligheder for at løfte dette ansvar. En konsekvens er, at alle problemer vendes ind ad og ses som fejl hos en selv.
Velbesøgt møde
Mødet var utroligt velbesøgt, og spørgelysten var stor. Der er ingen tvivl, om at problemstillingerne var genkendelige for mange af deltagerne.
Mødet blev rundet af med en opsummering af Eva Birch Christensen, og Erling Krohn koblede arbejdsmiljøarbejdet og Øst/Vest-projektet sammen, og foreslog at man oprettede en Erfaringsudvekslingsgruppe omkring psykisk arbejdsmiljø og stress. Det medførte, at der meldte sig 8 deltagere på selve mødet og hermed er den første ERFAgruppe i PROSAs regi en realitet.
Umiddelbart inden sommerferien vil vi afholde det første møde i gruppen, og hvis man er interesseret i at deltage i det videre arbejde, kan man maile til Erling Krohn (erk@prosa.dk), der vil stå for det praktiske arbejde i forbindelse med igangsættelsen af ERFAgruppen.
Det er tanken at oprette flere ERFAgrupper i løbet af efteråret, og dette vil blive nærmere beskrevet i næste nummer af PROSAbladet.
Arbejdsmiljø